Anmeldelse: Madeleine og Drømmene, Kolding Egnsteater
Af Sanne Halkjær Hebsgaard
I maj 2007 blev det tydeligt for utallige af mennesker verden over, at vores liv er mere skrøbelige, end vi til hverdag går rundt og tror. Og for familien McCann blev livet en hel del mere skrøbeligt. 3. maj 2020 var det 13 år siden, at Madeleine McCann forsvandt fra den ferielejlighed, som familien holdte til i på deres ferie i Portugal. Selve sagen om Madeleine McCanns forsvinden har vakt stor opsigt, og har været massivt dækket af medierne, dog stadig uden at hun er blevet fundet.
Madeleine og Drømmene er derfor inspireret af selve Madeleine McCann-sagen, dog tilført sort magi og fiktion. I forestillingen møder publikum Madeleine McCanns forældre, der, efter de har mistet deres datter, prøver at finde mening med det mørke, de nu står tilbage med. Samtidigt møder publikum også Madeleine McCann, der inderligt ønsker at blive fundet og bragt tilbage til sine forældre.
Som titlen afslører har dømme en stor plads i Madeleine og Drømmene. Et par gange undervejs siger Amanda Bøgestrøm Isaksen: ”Når et menneske forsvinder, efterlader det sig intet andet end drømme.” Hun prøver derfor, at påvirke sinde forældres drømme, for at fortælle dem hvor hun er efter sin forsvinden. Det er svært at tyde i starten, men da hun endelig langt inde i forestillingen fortæller, at det er det, hun foretager sig, giver det pludseligt mening, hvorfor drømmene har så stor en rolle.
Selve forestillingen er uden tvivl en god blanding af psykologisk krimi og en surrealistisk virkelighed. Der er en underlæggende forståelse for, at forestillingen har en uhyggelig undertone, siden Madeleine McCann-sagen er inspirationskilden til forestillingen. Samtidigt er de fleste elementer i forestillingen urealistiske og mystiske. På grund af det sidder man tilbage med en følelse af: ”Hvad var det lige, der skete her?”
Selvom man sidder tilbage med en ”Hvad var det lige, der skete her?”-følelse, kan det næsten også blive en tand for meget. Det er næsten som om, der er for meget mystik over forestillingen, til at den hænger ordentligt sammen. Der går lang tid, før det går op for mig, at de første scener rent faktisk er drømme, forældrene har. Det betyder desværre, at jeg i de første scener ikke helt forstår, hvad der foregår. Det er ærgerligt, da det hæmmer historien og oplevelsen lidt. Det virker næsten som om, at fokus har været på at gøre forestillingen så mystisk som muligt, hvor historien og manuskriptet derfor falder lidt til jorden.
Derfor er det som om, at mødet mellem virkelighed og fiktion ikke helt fungerer i denne forestilling. Når denne form for fiktion bliver blandet med Madeleine McCann-sagen, bliver det næsten helt absurd. Det bliver derfor svært at forstå, hvad man ønsker at fortælle med forestillingen. Om det er at fortælle publikum, at vi alle bærer rundt på et mørke og kaos, eller at kærlighed overvinder alt, er egentligt uvist. Det burde i min optik stå mere klart, hvis forestillingen, som i dette tilfælde, har en varighed på 2 timer og 30 minutter inkl. pause.
Når det er sagt, leverer skuespillerne alle en virkelig god præstation. Selvom historien ikke altid hænger sammen, bliver man 100 % draget af de fire skuespillers fortælling. Jeg bliver især ramt af den måde, Kristine Nørgaard beskriver, hvordan hun som Madeleine McCanns mor opdagede hendes forsvinden. Der er så meget nerve i hendes levering, at jeg sidder tilbage med gåsehud. Man kan virkeligt sætte sig i hendes sted, og forstå grusomheden i at miste det dyrebareste i sit liv, helt ud af det blå.
Undervejs i hele forestillingen bliver scenerne skilt fra hinanden ved, at Amanda Bøgestrøm Isaksen, i en håndholdt mikrofon, fortæller, hvilken scene vi er nået til, og hvad titlen på denne er. Det er en virkelig god detalje, for publikum bliver lynhurtigt taget tilbage til virkeligheden, og på et split sekund kastet tilbage til mystikken og uhyggen. Ud over at tage publikum frem og tilbage til virkeligheden, så er skriftet mellem mikrofon også et ret godt som fortællerværktøj. Det virker ret godt, at Amanda Bøgestrøm Isaksen op til flere gang griber mikrofonen og fortæller publikum, om situationen hun står i.
Selve lysdesignet af Jim Folk har også en stor plads i forestillingen. Og med god grund. Lyset, og samtidigt mørket, er med til at skabe kontraster undervejs, der gør de uhyggelige momenter endnu stærkere. Brugen af forskellige vinkler og lysstyrker fungerer super godt, og bliver også flittigt brugt.
Selvom det i år er 13 år siden, at Madeleine McCann forsvandt, er sagen stadig en, der kan give et sug i maven. For tænk at noget så forfærdeligt kan finde sted. Derfor er det en interessant vinkel, der bruges i forestillingen. For selvom mange af deltaljerne i forestillingen er fiktive, bliver der gjort plads til det mørke og kaos, der bor dybt inde i os alle.
Kolding Egnsteater, Fredericiagade 1, 6000 Kolding
Spilleperiode: 3.-9. november og igen 20.-26. november 2020
Herudover spiller den også enkelte steder ud i landet
Set den 6. november 2020
Fotos: Asmus Kromann Bork
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Amanda Bøgestrøm Isaksen, Kristine Nørgaard, Malte Joe Frid-Nielsen og Morten Kjær
Idé: Jokum Rohde og Sophie Lauring
Manuskript: Jokum Rohde
Instruktør: Emil Aleksander Rostrup
Scenograf: Ditte Tygesen
Lyddesign og komponist: Ingvild Skandsen
Lysdesign: Jim Folk
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod