Anmeldelse: Forvandlingen, Bådteatret
Af Emma Brink Laursen
Det er familien Samsa fra Franz Kafkas Forvandlingen, som Bådteatret denne gang puster nyt, dragende dukkeliv i. Og kunne man tænke sig et bedre sted til denne dystre, klaustrofobiske fortælling – om den stakkels Gregor, der fanges i et ækelt udyrs krop – end under det lave loft på det lille, men ikke så lidt stemningsfulde bådteater?
Historien begynder som bekendt med Gregor Samsas forvandling til et kæmpestort kryb. På sit værelse vågner han af et mareridt, der – til Gregor og den øvrige familien Samsas store ulykke – skal vise sig ikke kun at høre søvnen til. Den arbejdssomme handelsrejsende og ansvarsfulde søn stopper den morgen med at stå ud af sengen – ikke, fordi han er blevet doven eller ligeglad med sin families velbefindende, men fordi hans panseragtigt hårde ryg og ynkelige insektben ikke vil lystre.
I Bådteatrets fortolkning af historien er Gregors værelse omdannet til et kraterlignende hul, hvorfra han i ny og næ dukker op med sin lange, tynde hals, når søsteren kærligt serverer ham fordærvet mad (han har ikke appetit på andet), eller når han ikke kan holde sig fra at kaste et undskyldende blik efter sin fortvivlede mor. Værelsets bagerste væg er gjort let gennemsigtig, og igennem den aner vi familiens silhuetter, når de i desperation banker på døren, eller når de forsøger at fortsætte deres familieliv, som om ingenting var hændt.
I den originale fortælling er det i høj grad i hovedet på Gregor, at vi befinder os. Som et insekt på væggen (i helt bogstavelig forstand) observerer han forvandlingens fatale konsekvenser – og vi tager del i hans tanker herom. Fanget i en fremmed krop og uden stemme kan han hverken gøre fra eller til, hvor meget han end ønsker at befri familien fra de piner, som hans nye skikkelse påfører dem. I forestillingens begyndelse er det også denne fornemmelse – af at være magtesløst insekt på væggen – vi som beskuere tager del i. Vi er med ham på værelset, da han for første gang vågner til sin nye tilværelse og indser, at han ikke er i stand til at besvare sine forældres bekymrede kald fra den anden side af væggen.
Resten af forestillingen er det snarere i familiens skrækslagne blik gennem nøglehullet, at vi er med. Vi befinder os i lejlighedens øvrige, uforandrede værelser, og sammen med mor, far og søster lister vi på tåspidser og betragter det grufulde mareridt på et dørtrins afstand. Et familieliv forsøges opretholdt, og det er dette forsøg, der skildres mest – arbejdsgiverens alvorsord med forældrene, bekymrede samtaler om økonomi, utaknemlige logerende, søsterens violinspil, faderens genoptagede arbejde og moderens besvimelser. I modsætning til i romanen har vi ingen adgang til Gregors tanker, hvorfor afsondretheden fremstår total i Bådteatrets fortolkning. Gregor er reduceret til at stort, klistret og skrattende krater, der lever sit eget ulækre liv, hvis indre kun han har adgang til.
Dermed ikke sagt, at man ikke føler med ham, for det gør man! Med sine udmagrede lemmer, store, indsunkne øjne og et sengetæppe viklet om sig kunne jeg ikke undgå at tænke på E.T. – den grimme, godhjertede alien, der fik mit hjerte til at bløde, da jeg var barn. Og Bådteatrets fortolkning af Gregor gav mig ondt i hjertet på helt samme måde. Den meget levende dukke blev ført med en intens langsommelighed – som et væsen, der sanser verden for allerførste gang. Og som E.T., der med en krum finger peger op mod universet og forsigtigt hvæser ordene: ”E.T. phone home,” dukker Gregor af og til op med et forsigtigt håb fra krateret. Måske var mareridtet alligevel bare et mareridt, måske formår familien faktisk at leve deres liv videre på trods…
Men ulykkeligvis er ingen af delene sande. Mareridtet bliver tværtimod for meget for familien. Søsteren, der hidtil har taget sig så kærligt af sin bror, kalder ham nu ikke længere ved navn. Han bliver til den, og kort derefter bliver den til en uvirkelig erindring, der forsøges fjernet fra familiens hukommelse.
Men forestillingen er ikke kun dyster. Humor er der en del af – og det især i interaktionen dukker og dukkeførere imellem. Som når søsteren drister sig til at tørre sine klistrede fingre af i sin fører efter at have fodret Gregor det ækle mad, eller når faderen prikkes på skulderen af sin fører, da hans temperament og sprællende ben er ved at løbe afsted med ham.
Det er Signe Kærup Dahl, Astrid Kjær Jensen og Yulia Lystbæk, der så fint fører dukkerne. Klædt i sort fra top til tå og med en exceptionelt fin fornemmelse for dukkernes udtryk og bevægelser er det sjældent, at de gør sig bemærkede. Når det sker, er det som et lille, belejligt lysglimt i det mørke krater, som forestillingen må siges at bringe os ned i.
Enkelte – og velvalgte – tekstpassager fra romanen er taget med i forestillingen. Blandt andet romanens allersidste linjer, hvor familien – nu uden Gregor – er taget på udflugt væk fra hjemmet, der stadig minder dem om en nær og grusom fortid. Hr. og fru Samsas søn er død, men ikke desto mindre slutter fortællingen og forestillingen med et absurd håb for fremtiden: ”Og det var for dem som en bekræftelse af deres nye drømme og gode hensigter da datteren ved ankomsten til deres udflugtsmål som den første rejste sig og strakte sin unge krop.”
Hovedsageligt er historiefortællingen dog overladt til dukkerne og en fin og stemningsfuld lydkulisse bestående af reallyde – som urets mekaniske tikken – og klassiske musikstykker.
Kafkas Forvandlingen er på én gang så konkret og så åben for fortolkning, og det er vel denne cocktail, der har givet den sin klassikerstatus og tilsyneladende evige aktualitet. Instruktør Rolf Heim har i det store hele ladet fortællingen være, som den er – den er ikke forsøgt analyseret eller aktualiseret – og den beslutning er jeg personligt tilhænger af. Dermed gives fortællingen den plads, som den tåler og fortjener, og beskueren ligeså.
Hvad enten du kender Forvandlingen ud og ind eller slet ikke, så er der god grund til at trodse novembers mørke. Med dukker så levende og betagende, at de i sig selv er en kold cykeltur værd, behandler Bådteatret endnu engang en af litteraturhistoriens helt store kanoner – og det på smuk, sanselig og meget vellykket vis.
Bådteatret, Nyhavn 16Z, 1051 København K
Spilleperiode: 4.-21. november 2020
Set den 4. november 2020
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Signe Kærup Dahl, Astrid Kjær Jensen og Yulia Lystbæk/Pernille Nedergaard Haugesen
Instruktør: Rolf Heim
Scenograf: Kristian Knudsen
Dramaturg: Eva Obelitz Rode
Dukkemager: Holdet og Kristian Knudsen
Lysdesign: Egil Hansen
Lyddesign: Janus Jensen
Instruktørassistent: Asta Paludan
Varighed: Ca. 1 time uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod