Anmeldelse: My Deer Hunter, Betty Nansen Teatret, Edison (Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret)
Af Christian Skovgaard Hansen
Jonas, Nicolai, Palle og Sara. Som de står dér på scenen foran os, ligner de fire helt almindelige danskere. Det er de bare ikke! De er heller ikke klassiske skuespillere. De er derimod rigtige danske krigsveteraner. Det er deres historier, som skildres i My Deer Hunter; deres historier fra barndommen over ungdommen og drømmene, videre over tiden som soldat og som udsendt til nu at være krigsveteran. Krigsveteraner med traumer og nedbrudte sjæle, med diagnosen PTSD.
Fix&Foxy sætter verdenen i perspektiv i deres forestillinger, og de viser os verdenen, som den virkelig er, både ved at pirre og provokere os. Det er altså virkeligheden, som vi får smidt i hovedet. My Deer Hunter er ingen undtagelse. ”Deer Hunter” er en amerikansk film fra 1978, hvor vi oplever, hvordan de tre venner og ivrige hjortejægere forandres, og vi oplever, hvad krig – her Vietnamkrigen – kan gøre ved de udsendte soldater. Forestillingen her er de fire medvirkendes egen ”Deer Hunter”. Virkelighedens ”jægere” er desværre ikke et nyt fænomen; i hvert fald de sidste godt 30 år har vi i en eller anden form haft soldater ude i verdenen.
Selvhad, skam, selvmordstanker, mareridt, en evig exitstrategi, når det hele bliver for meget, alt det indeni, tabet af kontrol og tabet af en normal hverdag. Vi oplever, hvad krigen har gjort ved veteranerne, og hvor forskelligt de reagerer. Dét, som de til gengæld har til fælles, er, at de vil fortælle deres historier, følelser og håb for fremtiden. Det er ikke et spørgsmål om medlidenhed; de vil ikke ses som ofre.
Det er ikke nemt. En efter en sætter de ord på de svære tanker. Det er deres historier – på deres betingelser. Men vi må forstå deres historier og forstå, hvad krigen gjorde – og gør – ved de udsendte, for, at vi kan forstå dem. Deres historier er barske, tankevækkende og ærlige livsfortællinger; livsfortællinger som ikke er færdige endnu.
Med udgangspunkt i familiealbummet starter vi med ”Begyndelsen”. Alt er stadig hverdag og idyl i hjemmets dagligstue. Vi hører om barndommen, opvækst og ungdommen, som er forløbet forskelligt for dem. Fælles for dem er dog en drøm om at søge ind i militæret.
Dét lykkedes for dem alle. Vi følger herefter de fire gennem ”Forberedelsen”, hvor træning, træning og træning er det gennemgående mantra. De lærer at være soldater, og at kunne slå ihjel. De er alle fire klar til ”Udsendelsen”, hvor ”Ankomsten” måske nok går godt, men ”Hændelsen”, alle krigens rædsler, viser sig for dem efterfølgende. En ting er samtidig krigshandlingerne, en anden ting er livet i lejren langt hjemmefra, herunder forholdet soldaterne imellem. Kollapset kommer tættere og tættere på. Lige indtil kroppen og hovedet ikke kan mere, og de får ”Knækket”.
Lyde, dufte og handlinger er normale for os. Men det kan være et skjult mareridt for dem, da det giver associationer til udsendelsen. Det er ikke ”bare” lyden eller duften af dit eller dat længere for dem. På et eller andet tidspunkt brydes panseret, og mennesket er i forfald.
Vi præsenteres for alle de (bi)virkninger, som krigen og udsendelsen har haft på dem. De fires fortællinger er forskellige, og man kan i øjeblikket tage sig i at synes, at de skal tage sig sammen, eller at tænke ”Gjorde han virkelig det?”, men som fortællingen skrider frem, og vi får afdækket årsagerne til tankerne og handlinger, forstår man deres virkelighed. De har intet at skamme sig over! Vi finder også ud af, at det at bede om hjælp ikke er en svaghed, men en styrke.
De fire medvirkende, Jonas, Nicolai, Palle og Sara, er modige. Selvom de viser os deres inderste problemer, og selvom de på scenen har en stor udfordring, nemlig os som publikum, så tør de sætte ord på. Tue Biering har i sin iscenesættelse gjort et stort stykke arbejde med at få dem til at føle sig trygge i et ellers uvant terræn. Det bliver aldrig krampagtig – vi får deres historier med deres ord. Men det bliver aldrig manipulerende eller skamløst. Det er den skinbarlige og hårde virkelighed, som vi præsenteres ærligt for.
Ida Grarups scenografi er enkel, men dog effektfuld. Dagligstuen kan hurtigt transformeres til kampsteder, og de to kameraer på scenen gør, at vi kommer helt tæt på de medvirkende. Vi ser dem live, og vi kan kun tænke over, hvilken grusomheder øjnene, som vi ser, har set. De er måske nok sædvanlige udenpå – men ikke indeni. Referencerammen ”Deer Hunter” visualiseres udtryksfuldt ved hjorten i køleskabet.
Hen mod slutningen synger Sara salmen ”Se, nu stiger solen”. Åben øjnene og tro på, at natten og mørket er forbi. Man skal være ualmindelig hårdhudet og følelseskold for ikke at få en klump i halsen her. Man ønsker det bedste for de fire veteraner, så de kan være den samme ven, veninde, far, søn, datter og så videre som før. At de kan få en normal hverdag, hvor lyset kommer, og hvor de er blevet raske. Sandheden er desværre bare ikke sådan. De fire veteraner kæmper en kamp hver dag – nu ikke længere i krigen et sted ude i verden, men herhjemme inden i dem selv. Det hele handler om overlevelse – men nu i en ny situation, som de ikke har kunnet træne hjemmefra. Forestillingens slutning er derfor ikke deres slutning.
My Deer Hunter er et hamrende barsk socialrealistisk doku-drama. Det er på én og samme tid de mest skræmmende, men også fine fortællinger om nogle af skæbnerne, der ender ud som krigsveteraner. Forestillingen sætter fokus på, hvad det egentlig er, vi sender vores soldater ud til – og ikke mindst, hvordan vi hjælper dem, når de kommer hjem igen. Det er en tankevækkende og sober fremstilling, hvor de fire veteraner ikke gøres til ofre. De fortæller derimod en nødvendig historie for os, så vi forhåbentligt kan få øjnene op for, hvad krigen gør ved dem. Det er ikke bare et erhverv, som så mange andre. Det burde – også – være obligatorisk for vores kære politikere, der sender folk i krig, at se forestillingen!
Fix&Foxy og Betty Nansen Teatret
Betty Nansen Teatret, Edison, Siloen, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C
Spilleperiode: 30. oktober-5. december 2020
Set den 31. oktober 2020
Fotos: Søren Meisner
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.bettynansen.dk/da/forestillinger/my-deer-hunter/ og
Medvirkende: Fire danske krigsveteraner (Jonas Hjorth Andersen, Nicolai Stokholm Sondrup-Otsen, Palle Würtz, Sara la Cour)
Instruktør: Tue Biering
Scenograf: Ida Grarup
Lyddesign: Daniel Fogh
Lys og videodesign Andreas Buhl
Musikalsk arrangør: Louise Alenius
Dramaturg: Tanja Diers
Konsulent: Sascha Kempinski
Lydkoncept: Asger Kudahl
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod