Anmeldelse: Mahlers 3. symfoni, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier
Jeg har ventet og ventet og ventet, og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har mærket denne forventningens glæde i over et år. Mahlers 3. symfoni skulle have haft premiere i marts 2020, men grundet Corona har forestillingen været udskudt af et par omgange. Den længe venten medførte høje forventninger til dette symfoniske mesterværk af Gustav Mahler, som er koreograferet i 1975 af den enestående koreograf og balletmester for Hamborgballetten, John Neumeier. Da forestillingen var slut, var de høje forventninger omdannet til den totale forløsning.
Mahlers 3. symfoni er en helt abstrakt og neoklassisk ballet, der kun har selve musikken som sit tema og sin inspiration. Neumeier ønsker blot at give publikum nogle billeder og et koreografisk forløb. Derefter er det op til den enkelte at skabe sin egen fortælling. Vi følger en hovedfigur, danset på denne premiereaften af solodanser Jonathan Chmelensky, gennem symfoniens seks satser, der spænder over hele det musikalske spekter fra de små, alvorsfulde blæserstykker til de storladne, triumferende strygerpassager.

Satserne har af Neumeier fået titlerne ”I går”, ”Sommer”, ”Efterår”, ”Nat”, ”Engel” og ”Hvad kærligheden fortæller mig”. Hovedfiguren går gennem livet, og man fornemmer antydninger af melankoli og tab, af naturens skønhed, af en engel og af kærlighedens flygtighed, men forestillingens primære drivkraft er dansernes tilstedeværelse og relation til musikken. Gennem bevægelserne, gennem dansernes følelser og gennem symfoniens stemninger konstrueres en fortælling, som kun eksisterer det øjeblik, man ser den.
Gustav Mahlers symfoni og dens kontraster er dragende, og den visualiseres af dansernes bevægelser, der med ét forvandler musikken til noget fysisk og legemligt. 82 musikere sad klar i kapellet, som denne aften var flyttet til en prøvesal, så alle Corona-restriktioner blev overholdt. Kapellet blev suppleret af de kvindelige medlemmer af Det Kongelige Operakor, Københavns Drengekor og Johanne Bock, der er altsolist. Musikken, stemmerne og danserne dannede til sammen en unison helhed, der udtrykte dybe følelser og skabte levende kunst – en levende kunst, vi alle så længe har hungret efter.

Ballettens hovedfigur blev danset af Jonathan Chmelensky, som var gennemgående karakter i alle seks satser. Han blev katalysator for alle disse følelser og udtryk, der udsprang af musikken og bevægelserne. Han blev stærkt efterfulgt af Ryan Tomash og Eukene Sagues, der markerede sig i den nøgne scenografi og i de enkle kostumer. Hver sats havde hver sine solister, der blev suppleret af korpset. Solister og korps dannede til sammen geometriske kroppe i et spænd, som brød tyngdekraften. Forestillingen understregede, hvilket alsidigt kompagni Den Kongelige Ballet er. De er spækket med talent og råstyrke, der som en bevægelse af chokbølger rullede ind over publikum. Mellem slagkraft og poetisk sårbarhed accelererede Den Kongelige Ballet denne aften.
Særligt ballettens åbning og afslutning træder klart frem. Som symfonien åbner sig bliver scenen befolket af flere og flere mænd, der danser sammen, og alle bliver de talsmænd for den gennemgående mand. Det var voldsomt, sårbart og menneskeligt. Den afsluttende pas de deux blev et modsvar på denne åbning. Pas deuxen blev danset af Jonathan Chmelensky og Eukene Sagues som hovedfiguren og en kvinde i skikkelse af en engel. Mellem barnlig leg og flygtelig kærlighed smeltede deres bevægelser sammen.

Mahlers 3. symfoni er et mastodontværk. Man rammes af en overvældelse, der leder til den komplette overgivelse til kunsten. Uden pause gled det ene sanselige billede over i det næste, som for mit vedkommende resulterede i små to timers kuldegysninger. Forestillingen er til for kunstens skyld. Det er l’art pour l’art, der rummer det enkelte menneske uanset balletkyndig baggrund. Det er følelser, som vi alle kender, oversat til bevægelse i nøgen og ren form.
Sikke en fejring af livet, der så småt er ved at vende tilbage! John Neumeiers koreografi bryder endnu engang alle anatomiske love. Hans trinsprog byder ind dér, hvor ord ikke rækker, og han skaber en brutal sårbarhed, der udspiller sig for øjnene af et levende publikum som levende kunst.
Operaen, Store Scene, Det Kongelige Teater, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 19. maj-4. juni 2021
Set den 19. maj 2021
Fotos: Henrik Stenberg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/ballet/mahlers-3.-symfoni
Medvirkende: Jonathan Chmelensky, Ryan Tomash, Marcin Kupinski, Ida Praetorius, Gregory Dean, Holly Dorger, Tobias Praetorius, Caling Talcott-Steenstra, Astrid Elbo, Wilma Giglio, Eukene Sagues m.fl. samt solist Johanne Bock (forskellige hold)
Musik: Gustav Mahler
Koreografi: John Neumeier
Scenografi og kostumer: John Neumeier
Lysdesign: John Neumeier
Iscenesættelse: John Neumeier med Janusz Mazon samt Stacy Caddell, J’aime Crandall, Fernando Mora og Claire Still
Dirigent: Hossein Pishkar
Orkester: Det Kongelige Kapel
Kor: Det Kongelige Operakor – damer og Københavns Drengekor – Det Kongelige Kantori
Varighed: Ca. 1 time og 55 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod