Anmeldelse: Manualen & De syv dødssynder, Det Kongelige Teater

Af Ida Spedtsberg

Er du til to for ens pris? Og er nyopsætninger og operaens vidunderlige verden ovenikøbet din yndlingsmag i den kunstneriske bland-selv-pose? Så får du her opfyldt alle dine cravings. Så er dobbeltprogrammet Manualen & De syv dødssynder, der i øjeblikket spiller på Operaens største scene, måske noget for dig. For programmet byder på lidt fra hver ende af skalaen. Fra dunkelt og provokerende til glitter og hurtige kostumeskift.

Første ret på menuen er Manualen. En nyskrevet en-akts-opera af komponist og librettist Louise Alenius – sunget på dansk med danske overtekster. Manualen er en fortælling om den lidende krop på vej mod døden. Forestillingen er baseret på den kontroversielle læge Svend Lings guide til selvmord – bedre kendt som ”Selvmordsmanualen”. Manualen er en reel udgivelse fra 2018, der med god grund skabte meget debat om aktiv dødshjælp, og som senere resulterede i en dom for Svend Ling.

Det er med manualen som inspiration, at Alenius har skabt Manualen. Et værk, som hun selv kalder upolitisk: ”Det er ikke et politisk værk, det forsvarer hverken det ene eller andet. Det dokumenterer et forløb, der foregår i den virkelige verden og er selvfølgelig fyldt med fantasi, men tager så i øvrigt ikke stilling til, om det er godt eller dårligt.” Og det lyder jo meget godt. Men spørger du mig, bærer operaen (ubevidst eller ej) præg af om ikke en tydelig politisk præference, så en skæv vægtfordeling i portrætteringen.

Undervejs i operaen møder vi de besjælede organer på vej mod deres endeligt. Vi møder Smerten, der, i form af operakoret i dystre kåber, udfylder og omsvøber det alt med sit varsel om død og sin bøn om barmhjertighed. Hjertet, i skikkelse af bass Patri Lindroos, slår taktfast derudaf med en stædighed, der skal vise sig at skabe problemer. Samtidig møder vi Bevidstheden, sunget med stor styrke af Elisabeth Jansson, der navigerer på tærsklen mellem liv og død. Manualen personificeres ligeledes af Morten Grove Frandsen, som med sine råd skubber kroppen mod det endelige. Og det endelige når vi til sidst, når hjertet skriger på ilt i de endeligeste af alle minutter, og alt i scenerummet skriger alarm. En ekstremt ubehagelig scene, der efterlader en med udmattet og med en snert af kvalme.

Manualen er på mange måder en abstrakt og til tider langsommelig omgang. Vi befinder os i en bouillonterning af smerte og lidelse, og ingen i salen den dag er i tvivl om, hvor det hele slutter. Nemlig med døden. Forestillingen er derfor også hyper intens med storslået, dramatisk sang og akkompagnement, der i sig selv er en oplevelse værd.

Der er ingen tvivl om, at Alenius er et kæmpe talent, for forestillingen er velproduceret og veludført. Også scenografien af Marie í Dali er sublim ­– måske noget af det flotteste og mest kreative, jeg har set på operaens scene for nyligt. Hun inddrager alle vinkler i et dynamisk, digitalt og moderne visuelt rum, som sætter fantasien på spil og understreger kunstnernes fortræffeligheder.

Min anke er i virkeligheden indpakningen. Aktiv dødshjælp er et emne og en debat af en enorm betydning. Kontroversielt? Ja. Vigtigt? Ja! Alenius’ værk tager hul på emnet, men efterlader intet rum til modsvar, nuancer eller spørgsmål. Hun siger, at hun ikke er politisk motiveret. Alligevel fylder Svend Lings skræmmende råd en hel forestilling uden anden form for refleksion end en enkelt henvisning til straffeloven i starten. Jeg stiller i den grad spørgsmålstegn ved mediet. Skaber den danske nationalscene den rigtige kontekst for en konstruktiv dialog? Bør et så kontroversielt værk som ”Selvmordsmanualen” helt unuanceret kropsliggøres og udbredes til et endnu bredere publikum? Risikerer man at glorificere et alvorligt livsvalg? Manualen har alle de rigtige byggesten, men måske det er grundplanen den er gal med.

Oven på en alvorlig og til tider morbid forestilling, sætter vi os efter en veltrængt pause i de bløde stole for igen at vende blikke mod scenen. Denne gang gælder det en nyfortolkning af De syv dødssynder. En forestillingaf Kurt Weill og Bertolt Brecht fra 1933, der dog har fået lidt ny lakering, så den passer bedre i en 2022-verden.

Værket er en såkaldt Ballet chanté (en ballet med sang), og befinder sig i den noget lettere ende af skalaen, der med humor, hurtige kostumeskift og kabaret-lignende bevægelser fortæller historien om Anna. Den unge kvinde Anna er en dobbeltrolle, der synges på tysk af Nanna Øland Fabricius (Oh land) og danses af Lukas Hartvig Møller fra Dansk Danseteater.

Vi følger Anna på sin færd gennem livet, mens hun i mere (eller mindre) ærværdige jobs kæmper for at tjene penge til sin grådige familie, som venter hjemme i Louisiana. Anna har syv (konsekvens) jobs i syv forskellige byer i verden og bliver hvert sted konfronteret med en af de syv dødssynder kendt fra den kristne tro. Hver by har en dansestilart tilknyttet, og her får vi fornøjelsen af de dygtige dansere fra Dansk Danseteater, der til dagligt huserer i operaen og derfor inkluderes med største selvfølgelighed.

Stykket er let. Måske lidt for let. Og det samme gælder desværre også dansen. Vi skøjter hurtigt igennem historien uden megen tid til at dvæle ved noget som helst. Og koblingen mellem Anna, hendes eskapader og de syv dødssynder synes til tider papirtynd. Sangen leveres fint og klart, men uden noget synderligt skift i tempi og tone.

Koreografien does the trick, men overrasker hverken eller udnytter det enorme talent, som jeg ved, at danserne hos Dansk Danseteater besidder. Samtidig havde man som publikum travlt. Travlt med at afkode dansestilarternes kobling til Anna, de to Annaers relation, de syv dødssynder og ikke mindst den tysk-fortalte historie. Pænt meget at navigere i uden meget hjælp fra opsætningen. Resultatet? En ufuldstændig fornemmelse for Annas historie og forestillingens budskab.

Alt i alt får man lidt for enhver smag i aftenens program. Og vi trækkes både fra det helt dystre og dystopiske til det lette og lalleglade. Passer de to ting sammen? Tja… Der er nogle genremæssige sammenfald, som gør, at de giver mening at sætte op sammen. Og på en måde neutraliserer de to sindsstemninger også hinanden. Men efterlader det mig med den dybde og kvalitet, som jeg havde ønsket? Desværre ikke. Aftenens forestillinger gør et fint stykke arbejde – men heller ikke mere end det.

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 15. maj-4. juni 2022

Set den 15. maj 2022

Fotos: Camilla Winther (Manualen og De syv dødssynder) og Büro Jantzen (De syv dødssynder)

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/manualen–de-syv-dodssynder

Medvirkende:

Manualen:

Sangere: Elisabeth Jansson, Sofie Lund, Morten Grove Frandsen, Signe Asmussen, Mathias Monrad Møller, Andreas Højlund Arnfred, Petri Lindroos, Det Kongelige Operakor og Det Danske Pigekor

Dirigent: Robert Houssart

Komponist og librettist: Louise Alenius

Instruktør: Sasha Milavic Davies

Assisterende dirigent: Matthew Scott Rogers

Scenograf og kostumedesign: Marie í Dali

Lysdesign: Mathias Hersland

De syv dødssynder:

Sangere: Oh land, Kyungil Ko, Fredrik Bjellsäter, Michael Kristensen og Joakim Larsson

Dansere: Lukas Hartvig-Møller, Kristin Bjerkestrand, Jessica Lyall, Lúa Mayenco Cardenal, Lucas Threefoot, Joe George, Edward Perce, Julien Guillarmard og Bradley Waller

Dirigent: Robert Houssart

Af: Bertolt Brecht og Kurt Weill

Iscenesættelse: Patrick Kinmonth og Pontus Lidberg

Scenografi og kostumedesign: Patrick Kinmonth

Koreografi: Pontus Lidberg

Lysdesign: Mathias Hersland og Raphael Frisenvænge Solholm

Bevægelseskoordinator: Paul Pui Wo Lee

Samlet varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod