Anmeldelse: Marie-Antoinette, Det Kongelige Teater

By: Maja Sode Bach-Lauritsen
On: 20. april 2025

Af Maja Sode Bach-Lauritsen

Når man træder ind i teaterrummet og skal se Regimentets Marie-Antoinette, mødes man af et kridhvidt univers, der allerede er i gang. Skuespillerne bevæger sig legende rundt på scenen, ifører sig deres hvide kostumer og poserer for de publikummer, som tager billeder af scenen med deres telefoner.

Det scenekunstneriske kollektiv Regimentet har skabt en forestilling om den franske dronning Marie-Antoinette, som vi følger fra starten af hendes ægteskab med Louis 16. i 1770 og frem til hendes henrettelse i 1793. Vi befinder os indenfor slottets mure, men vi fornemmer også konturerne af det Frankrig, som står i krise på den anden side. En krise der fører til revolution, og som bliver Marie-Antoinettes undergang.

Laura Løwe har klædt skuespillerne på i hvidt fra top til tå. Der er store kjoler, culottebukser og høje parykker af tyl. Det er et imponerende og overdådigt syn, som tydeliggør deres adelighed, men som samtidig strømliner ensemblet. De bliver på en måde en stor, homogen masse, der flyder sammen. Selvom det er visuelt flot, og også skaber fornemmelsen af et samlet hof (og et samlet ensemble), blokerer det samtidig for adgangen til de enkelte karakterer, som drukner i massen.

Nanna Skaarup Voss, som spiller Marie-Antoinette, er den eneste, der ikke er på scenen fra begyndelsen. Da vi første gang ser hende, er hun iført en lyserød kjole, som stikker ud i det ellers hvide univers. Hun er Maria Antonia, østrigsk kejserdatter, og hun skal omformes. Blive til Marie-Antoinette. Det sker i dæmpet lys til tonerne af Viktor Dahls musik. Hun afklædes alt sit tøj, sin identitet, og iklædes stykke for stykke det nye, hvide tøj. Sin nye identitet.

Det er i Voss’ spæde start som Marie-Antoinette, at vi kommer hende nærmest. Vi ser, hvordan hun forsøger at passe ind, men pinagtigt fejler. Vi føler med hende. Men ellers er det ikke en forestilling, der inviterer os tæt på karaktererne. På menneskerne. Vi lærer dem ikke rigtig at kende, og derfor er det svært at investere sig i dem – i deres relationer, følelser, skæbner.

For Sonja Ferdinands tekst vil gerne nå igennem meget på kort tid, og det resulterer i, at vi ikke kommer rigtigt i dybden med karaktererne, og at dele af handlingen kun skitseres overfladisk. Måske er det med til at gøre det svært at afkode, hvad forestillingen vil os?

Ensemblet spiller både sjovt, ømt, groft og alvorligt. Jeg kunne sagtens opholde mig længe ved Freja Klint Sandbergs klukleende Polignac, Simon Kongsteds (komisk) hårde Choiseul eller Mathias Bøgelunds underdanige Louis 16., men forestillingen er først og fremmest en ensembleforestilling. Det er ensemblet, der prioriteres – nogle gange på bekostning af de enkelte karakterer. Den manglende føling med karaktererne resulterer i, at forestilling til tider bliver lidt følelsesmæssigt undervældende.

Men her kommer genistregen – Viktor Dahl. Fra en orkestergrav foran scenen skaber han den musik, der akkompagnerer forestillingen. Nogle steder ligger den som et afdæmpet lydtæppe, der underbygger og kommenterer handlingen, og som f.eks. skaber en komisk effekt, mens den andre steder skrues op, tager over og udfylder hele rummet. I de øjeblikke skabes det rum for følelser, som de andre elementer ikke formår, og det var her, jeg måtte overgive mig til forestillingen og lade mig rive med.

Laura Løwes hvide scenografi står stærkt i sin enkelthed. Særligt bemærkelsesværdig er den firkantede swimmingpoollignende fordybning midt på scenen. Den starter tom, men cirka halvvejs i forestillingen tænder der et springvand, som fylder den med vand og omformer den til Marie-Antoinettes slot Trianon. Skuespillerne, som udgør hoffet, kaster sig legende rundt i vandet, så deres hvide makeup tværer ud, og deres fine kostumer bliver våde.

Trianon fremstilles på den måde som et frisættende sted. Et sted, hvor man kan gemme sig fra den virkelighed, som er fuld af sult og snavs. Men den lister sig ind på dem, og det illustreres fint ved, at det klare vand bliver brunt helt uden, at de lægger mærke til det. Det brune vand bliver på den måde et varsel om den skæbne, Marie-Antoinette skal lide til sidst.

For Marie-Antoinettes historie ender med henrettelse. Det gør forestillingen også – og dog. For i sin iscenesættelse har Anna Balslev indlagt en noget overraskende afslutning, som tog fusen på hele salen. Men den synes jeg, man skal opleve.

Marie-Antoinette er en kraftfuld forestilling, der især imponerer med sit ensemblespil, sit visuelle udtryk og ikke mindst sin musikalitet. Regimentet formår åbenlyst at vise alt det, de kan (og lykkes med) som scenekunstnerisk kollektiv, men jeg savner nu alligevel at få lov til at mærke forestillingens karakterer.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 11. april – 25. maj 2025

Set den 16. april 2025

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/marie-antoinette

Medvirkende: Nanna Skaarup Voss, Mathias Bøgelund, Simon Kongsted, Alexander Bryld Obaze, Anne Plauborg, Freja Klint Sandberg og Viktor Dahl

Af: Regimentet

Iscenesættelse: Anna Balslev

Scenografi og kostumedesign: Laura Løwe

Dramatiker: Sonja Ferdinand

Musik: Viktor Dahl