Anmeldelse: Maskerade, Odd Fellow Palæets Have (GrønnegårdsTeatret)

Af Julie Vad B. Madsen

”I maskeraden nedlægger vi masker og genfinder livet.” Og det er netop, hvad GrønnegårdsTeatret indbyder os til: Til at smide vores masker og nyde en munter forestilling under den danske sommersol. En forestilling om livet og derfor om kærligheden, og det at være os selv, og vælge vores egne veje – og endnu vigtigere, vores egen kærlighed.

Maskerade er en komedie af Ludvig Holberg. Den blev første gang opført i 1724. Komedien er let at gå til og følge med i. Leander og Leonora er to unge mennesker fra det aristokratiske København, som begge fra barnsben er blevet lovet bort i arrangerede ægteskaber. En aften på maskeraden (pendant til at gå i byen i vores tid) mødes de to unge og forelsker sig hovedkulds og uigenkaldeligt i hinanden. Så uigenkaldeligt, at de må informere deres forældre om, at de vil bryde de arrangerede ægteskaber, hvilket er absolut uhørt i det øvre borgerskab og skaber konflikt på hjemmefronten.

Charlotte Munksø har opsat en glad og let iscenesættelse af Holbergs Maskerade. Hun får flot italesat komediens temaer om generationsopgør, kampen om at vælge kærligheden på trods af pligt, klassekampen mellem høj og lav, og det at hengive sig, til at være fuldstændig sig selv et par netter om ugen gennem deltagelsen i maskeraden.

At gå på maskerade bliver iscenesat som en hed, løssluppen natklub af scenografen Steffen Aarfings. Midt på scenen på toppen af trappen i Odd Fellow Palæets have, står en stor rød ”teltkuppel” med slidser, hvor netstrømpeklædte ben og handskebeklædte arme forførende indbyder en til at deltage i en nat uden sociale skel, med løssluppenhed, og hvor alle gennem det at bære masker, slipper de masker de går med til hverdag, så frihed, glæde og forelskelse kan tage over. Suppleret med to facader og stiger, er det alt der er på scenen. Minimalisme er ikke i sig selv dårligt, men det er ærgerligt at husfacaderne næsten går i et med bygningen bagved, så det ikke rigtig bliver fremtrædende. Det bliver derfor lidt brunt og fladt, kun brudt af den ene røde teltkuppel i midten.

Den minimalistiske scenografi bliver imidlertid suppleret af flotte, farverige og fyldige kostumer af Mari í Dali. Det kan ses, at de fleste af kostumerne er inspireret af 1800-tallet, men alle har de fået en moderne overhaling. De fleste kvindelige kostumer er så fyldige, at kvinderne ikke engang kan gå gennem dørene i facaden, men må folde kjolerne sammen, hvilket publikum kvitterer for med grin. Men lige når det gælder maskeradekostumerne, er der intet, der skriger 1800-tallet. I stedet bliver man ledt hen mod dunkle kældre, som ved første øjekast virker malplaceret, sammenholdt med resten af kostumerne.

Charlotte Munksø og komponist Marianne Sørensen har valgt at tilføje et lydspor til opsætningen, både i form af underlæggende stemningsmusik og små sungne viser. Det musikalske islæt kommer dog aldrig rigtig til at fungere. Det bruges ikke konsekvent, og det dukker kun lejlighedsvis op, uden at det bliver klart for mig hvorfor. Musikken kommer på denne måde ikke til at understøtte fornemmelsen af maskeraden, som er hele stykkets omdrejningspunkt. Dette er meget ærgerligt, når der både er en komponist med i opsætningen og en musiker på scenen. De små sange virker malplacerede, selvom der ikke er tvivl om, at skuespillerne kan synge. Især kærlighedssangen mellem Lukas Toyas Leander og Laura Skjoldborgs Leonara er smukt sunget. Men sammenhængen til resten af forestillingen bliver aldrig klar.

Castet er talentfuldt, og leverer den moderniserede dialog med stor indlevelse og flot flydende. Der er passager, hvor tempoet lidt går af dialogen så det momentalt bliver lidt langtrukkent, men den findes hurtigt igen. Patrick Baurichter leverer en sjov, flabet og initiativrig Henrik. Han er så dominerende og driver forestillingen fremad, at det flere gange føles, som om, at han er hovedpersonen. Han retter flere gange dialogen direkte mod publikum, hvilket bryder den fjerde mur, og tilføjer et helt nyt aspekt til forestillingen, som fungerer rigtig fint.

Han er dog ikke alene. Lukas Toya leverer en overbevisende forkælet rigmandssøn, og en endnu mere overbevisende forelsket ung mand, som man kun kan holde af. Laura Skjoldborg spiller hans forelskede modpart, med præcist det niveau af naivitet, der gør det bedårende.

Anette Støvlebæk viser sin erfaring, og giver den overbevisende som forstående og moderne forældre (her som mor), der bakker op om sin datters liv, og tager tjenernes holdninger som et seriøst indspark, der fortjener modsvar. Morten Suurballe opsætter en stram, næsten råbende, karikeret udgave af Jeronimus, som næsten bliver for meget, men som alligevel portrætterer den forstokkede moralisme, der gør, at han helt bestemt mener, at hans søn skal rette sig ind under samfundets normer, og ikke rende rundt på maskerader. Mathias Flints Arv er ganske fin – både som slesk og underdanig tjener, der prøver at holde styr på tropperne.

Opsætningen af Maskerade har pustet flot liv i en forestilling fra et andet århundrede. Iscenesættelsen af Charlotte Munksø viser flot, hvorfor Ludvig Holberg stadig er interessant for os den dag i dag. Emner som, hvad der er vigtigst i livet, pligt eller kærlighed, og hvilke masker, vi alle går med i vores dagligdag, er stadig relevante i dag. Holberg lægger vægt på, at både unge og ældre har brug for glæden og det løsslupne, frie rum i vores hverdag, eksemplificeres ved maskeraden, og dette bliver flot fremvist i forestillingen.

Det er charmerende at sidde under den åbne sommerhimmel og se teater, og selv om mågerne skriger, så det til tider overdøver dialogen på scenen, så fjerner det ikke idyllen. Lyden kunne være skruet højere op, så mågeskrigene ikke havde været helt så dominerende, men GrønnegårdsTeatrets opsætning af Maskerade er en hyggelig og fin forestilling med en hyldest til kærligheden og en hyldest til at være dem vi er – høj som lav, rig som fattig. Det er en forestilling, der uden tvivl kan anbefales.

GrønnegårdsTeatret

Odd Fellow Palæets Have, Bredgade 22 København K

Spilleperiode: 29. juni-27. august 2022

Set den 29. juni 2022

Fotos: Bjarne Stæhr

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://groennegaard.dk/forestillinger/maskerade

Medvirkende: Lukas Toya, Patrick Baurihter,Morten Suurballe, Anette Støvelbæk, Laura Skjoldborg, Mathias Flint, Camilla Lau og Christiane Gjellerup Kock samt musiker Kevin Oliver Eagle

Icenesættelse og tekstbearbejdelse: Charlotte Munksø

Scenografi: Steffen Aarfing

Kostumedesigner: Marie í Dali

Musikalsk ide: Charlotte Munksø og Marianne Sørensen

Musikarrangementer og lydkompositioner: Kevin Oliver Eagle

Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod