Anmeldelse: Medea, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Medea, Det Kongelige Teater

Af Emma Brink Laursen

Der gror alger og efeu på den store, blege kasse af et tresserparcelhus, som fylder halvdelen af Skuespilhusets Store Scene. Gennem det store vinduesparti anes et vaskerum i hvide, kvadratiske klinker med en lige så hvid og kvadratisk vaskemaskine. Der er noget uhyggeligt over den markante kontrast mellem den modernistiske hvidhed og de lige linjer og naturen udenfor, som trænger sig på og efterlader uregelmæssige, fugtigt-grønne plamager. På den måde varsler Katrin Nottrodts scenografi fra begyndelsen en af de konflikter, som Euripides’ tragedie om mytefiguren Medea handler om. Det er en konflikt om at være et menneske af naturen på den ene side, med iboende følelser, drifter og instinktiv vildskab, og på den anden side at være et menneske i et samfund med normer og love, som man må (eller ikke må) sørge for at passe ind i.

Euripides’ Medea havde sin uropførelse i 431 f.Kr. Tragedien bygger på myten om Medea, der forråder sin familie og må flygte med sin mand Jason til Korinth. Her slår de sig ned og får to børn. Jason er græker og har dermed hjemme i Korinth, hvorimod Medea er fra Sortehavet og anses for en fremmed. Jason får hurtigt et nært forhold til kongefamilien, da han får en elskerinde i Kong Kreons datter. Han beslutter at forlade Medea til fordel for den unge kongedatter med begrundelsen, at det vil give både ham og børnene en mere fordelagtig position i samfundet. Men da brylluppet er under forberedelse, vælger Kong Kreon at forvise Medea og børnene. Medea syder af blindt raseri, og det er her, at forestillingen begynder. 

Forestillingen er, især i sit visuelle udtryk, en stærkt moderniseret version af den toethalvttusind år gamle tragedie. Signe Strøm Reibo har stået for instruktionen, men det er altså især scenografien og kostumedesignet, som giver forestillingen sit markant moderne udtryk. Den dramatiske tekst, som er en gendigtning af Inger Christensen, er skrevet på et mundret dansk, som får replikkerne til at glide let, men indeholder altså fortsat sætninger som: ”Hvis bare øksen aldrig havde fældet træ på Pelions skrænter til de nye årer” og ”Hendes vrede har en stormflods styrke”. På den måde er forestillingens visuelle udtryk og dramatiske tekst noget af et clash, men det er et clash, som Reibo og Nottrodt i mine øjne er lykkedes særdeles godt med.

Som det hører sig de græske tragedier til, indeholder forestillingen flere korsange. Tragediekoret i det græske teater bestod af borgere og skulle repræsentere netop borgerne. Koret i Medea består af kvinder fra Korinth, og i Det Kongelige Teaters opsætning er de klædt, så de passer ind i den tresserramme, som scenografien sætter. De fremstår som nabokvinder og veninder til Medea, der alle kender til mænds egoisme og fejhed, og som derfor udtrykker forståelse for og medlidenhed med den rasende kvinde. Dette sker gennem harmonisk og disharmonisk korsang, der skaber en dramatisk ramme om tresserversionen af Medea og peger tilbage på antikkens græske teatertraditioner. 

Trods forståelse for Medea opfordrer koret hende til at glemme Jason. ”Måske har din mand valgt en anden kvinde – hvad så? Det kan ske for alle. Zeus skal nok føre din sag. Glem ham, glem din mand, så din lidenskab ikke tærer dig op.” Korkvinderne medierer mellem Medea og samfundet. De repræsenterer tidens almindelige kvinde, der lider under mandens dominans, og anerkender uretfærdigheden, der er hændt Medea. På samme tid beder de hende tøjle sine følelser for samfundets og eget bedste.

Men det gør Medea som bekendt ikke. Hun ender tværtimod med at slå sine egne to børn ihjel. Det sker i det ellers så sterile vaskerum, hvor Jason finder hende med våde øjne og blodige hænder.

Det er Signe Egholm Olsen, der spiller den ulykkelige Medea, og hun bærer i mine øjne en stor del af ansvaret for, at forestillingen er blevet så vellykket. Hun leverer en meget overlegen fortolkning af mytekvinden, vild og vildt charmerende. Rasmus Bjerg spiller rollen som Jason, og det gør han også godt, om end det komiske islæt, som rollen har fået i forestillingen, sommetider umuliggør samme troværdighed og dybde, som Olsens Medea fremstår med.

Man kan undre sig over, at det lige netop er nittenhundredetresserne, som Reibo har ladet være rammen om den toethalvttusind år gamle tragedie. Euripides’ Medea er blevet kendt som en fortælling om kvindens kamp mod manden, og på Det Kongelige Teaters hjemmeside beskrives Reibos iscenesættelse af tragedien som ”en forestilling om en kvindes hævn i en maskulin verden.” I dette valg af vinkel ligger nok forklaringen på tresserrammen, der leder tankerne hen på en tid med kvindekamp og kønsroller i opbrud.

Kvindens kamp mod manden er da også én side af fortællingen om Medea. Tragedien indeholder imidlertid også en anden fortælling, og det er den om mennesket på flugt, som i Det Kongelige Teaters opsætning får en sekundær plads. Inger Christensens gendigtning af Medea er for nylig blevet genudgivet med forord af forfatter Hanne Højgaard Viemose, der bemærker, hvordan det ikke er svært at se en forbindelse mellem mytefiguren Medea og de mange nutidige mennesker på flugt, som samfund kæmper om ikke at skulle tage sig af. Selv fik læsningen af tragedien mig til at tænke på debatten om de kvinder og børn, der sidder fanget i lejre i Syrien.

Det er imidlertid ikke denne side af fortællingen, som Det Kongelige Teaters opsætning fokuserer mest på. Det er kvinden over for manden, kvindens undertrykkelse og oprør i et samfund domineret af mænd, og hertil fungerer tresserrammen godt. Den udgør desuden med det sirligt bobbede hår og farverne en både absurd, humoristisk og forfriskende kontrast til den mørke og tekstunge tragedie, der, trods sin stadige aktualitet, altså foregår i en verden, hvor Zeus, Themis og Artemis ikke så sjældent påkaldes med et ”O!”.

Det kan synes umuligt at forstå og føle med en kvinde, der slår sine egne børn ihjel. Ikke desto mindre er det, hvad Euripides’ tragedie og Det Kongelige Teaters opsætning af den får os til. Medea er et barbarisk uhyre fra Sortehavet, men endnu mere er hun et menneske, hvis liv vi forstår og lider med. Denne genistreg må i Det Kongelige Teaters version af tragedien især tilskrives Signe Egholm Olsen og hendes meget fine skuespilpræstation.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 11. marts-10. april 2022

Set den 11. marts 2022

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/skuespil/medea

Medvirkende: Signe Egholm Olsen, Rasmus Bjerg, Jens Jørn Spottag, Christiane G. Koch, Morten Burian, Patrick Baurichter og Ernesto Piga Carbone samt Otto Sabro Hartung, Laura Melissa Vittrup, August Beck Saarie og Victor Faustmann (to hold børn)

Kor: Tilde Maja Fredriksen, Anna Bruus Christensen, Signe Mannov, Cecilie Bogø Bach og Nanna Simone Harvald

Dramatiker: Euripides

Iscenesættelse: Sigrid Strøm Reibo

Scenografi og kostumedesign: Katrin Nottrodt 

Lysdesign: Mårten K. Axelsson

Komponist: Emil Assing Høyer

Korkompositioner og musikalsk ansvarlig: Simon Revholt

Lyddesign: Jonas Vest

Oversættelse: Inger Christensen

Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *