Anmeldelse: Medea, Edison

Af Jonas Lehmann Rasmussen, gæsteanmelder

 

’Medea’ er angiveligt skrevet 431 f.kr., og vi har derfor at gøre med en oldsag af et stykke. Ikke desto mindre er stykkets temaer stadig aktuelle i dag. Betty Nansen Teatret kommer bare ikke helt i mål på deres anneksscene Edison; nok fordi de vil for meget på en gang. ’Medea’ efterlader ikke et stort aftryk, og det føles mest af alt som tomme kalorier i teaterform.

 

Stykket ’Medea’ sælger sig selv som verdenshistoriens værste skilsmisse, og jeg tror også, at alle der har været ude for et brud, kan sætte sig ind i Medeas situation. I sit hjemland har Medea ofret alt for Jason, slået sin egen bror ihjel og flygtet til et fremmed land med sin elskede, uden mulighed for at vende om og tage hjem. I deres nye land øjner Jason muligheden for at gifte sig med kongens datter, og han forlader Medea og deres to drenge til fordel for hende. Medea er knust og ønsker hævn, og her er det så, at stykket begynder.

 

_r8m6855

 

Scenen er spartansk, og som i Colosseum er publikum placeret hele vejen rundt om scenen. Rekvisitterne er få, og kostumerne er begrænset til tøj i sort/hvide farver. Alt er sat i scene til, at det er det talte ord, der er i centrum, og det fungerer på sin vis. Man betages af de velvalgte ord i hver replik, og der hersker en stemning af retssal, hvor publikum er dommer og nævninge.

 

Men her må betagelsen også stoppe. Det er eksperimenterende at caste en svensktalende skuespiller i titelrollen, og selvom Livia Milhagen er gribende som Medea, hjælper det desværre ikke stykket at halvdelen foregår på svensk. Når det talte ord på denne vis er sat i centrum, er der ganske enkelt ikke plads til at oversætte og fortolke replikkerne. Selvom svensk er relativt forståeligt, gør sprogforskellen, at finesserne mistes. Selvom tosprogetheden bruges i stykket, er det ikke en ubetinget fordel, og det kan være med til, at den yngre generation står af.

 

Valget af skuespillere skyldes, at Betty Nansen Teatret og Edison samt Stefan Larsson, som har stået for instruktion og scenografi, er gået sammen med Dramaten i Sverige, hvorfra Livia Millhagen og Elin Klinga kommer, om at producere stykket. ’Medea’ spiller også med samme hold på Dramaten til efteråret.

 

_rum0902

 

Derudover fraviger opsætningen øjensynligt fra sit princip om enkelthed, og de få virkemidler, der er til rådighed (ildevarslende guitarspil, røgmaskiner, storskærme og håndholdte kamera) overbruges, for ikke at sige misbruges, så de til sidst mister deres effekt.

 

Kender man til antikkens Grækenland, vil udtryk som Hybris og Nemesis ikke være ukendte, og de er så sandelig på spil i Medea. Jasons beregnende og rationelle tilgang til kærlighed, og hans objektivisering af kvinde som bliver hans forfald ved Medeas hånd. Spørgsmålet hænger i luften i forestillingen, selvom det først virkelig ytres til sidst: Hvem er skyld i denne tragedie? Er det Medea, der er ond og blændet af hævn, eller Jason som selv skabte omstændighederne for hans ulykke?

 

Stykket er opsat som en hyldest til den stærke kvinde, der ikke finder sig i noget, men for at sige det som det er, er det nok mere end teksten kan bære. At se den tangerende sindssyge Medea blændet af had som en feministisk rollemodel, virker i bedste fald søgt og i værste fald skræmmende. At føre så moderne tanker ind i et bogstaveligt talt antikt stykke gør, at budskabet bliver rodet.

 

_rum0755

 

Når stykket alligevel får 3 dråber, skyldes det alene skuespillerpræstationerne. Trods hendes ondskab får man ondt af Livia Milhagen som Medea, trods hans uskyld og gode intentioner, bliver man irriteret på Jason, spillet af Kenneth M. Christensen, og Karen-Lise Mynster nærmest overpræsterer som fortælleragtig birolle sammen med Elin Klinga. Selvom den virker ugennemført, så spiller scenografien godt med stykket, og den er derfor også anerkendelse værdig. Ligeledes er scenen med børnenes død flot, skræmmende og uhyre virkningsfyldt.

 

Kort sagt er ’Medea’ et udmærket stykke, men den efterlader ikke aftryk nok til at være meget mere end udmærket.

 

 

 

Edison – anneksscene på Betty Nansen Teatret, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg

 

Spiller indtil: 10. april 2016

Forestillingen spiller i efteråret på Dramaten i Sverige

 

Spilledato: 3. marts 2016

Fotos: Rumle Skafte

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.bettynansen.dk/medea

 

 

 

Følg os på Facebook:

https://www.facebook.com/ungtteaterblod

 

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Sommerballet – Lolita, Bellevue Teatret

Af Jonas Gudmand Der er allerede en særlig inspireret og varm fornemmelse, når jeg ...

Anmeldelse: Spillemand på en tagryg, Det Ny Teater

Af Emil Møller Christensen Traditioner er vigtige. Det slår stykkets hovedperson Tevye, i Tommy ...

Anmeldelse: Catch Me If You Can, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Vi har nok alle prøvet at stikke en hvid ...

Anmeldelse: En skilsmisse, Aarhus Teater

Af Sara Brun Nielsen, gæsteanmelder   I ’En skilsmisse’ kommer vi helt tæt på ...

Anmeldelse: Lyden af de skuldre vi står på, Aarhus Teater

Af Caroline Schrøder    Den danske sangskat har fået en ny lyd. Som åbning ...