Anmeldelse: Min arm, Edison
Af Laura Munk Christensen
”Hvad har vi lige set?”, er mine første ord til min ledsager, da lyset går op i salen. En underlig historie i en endnu mærkeligere ramme fortælles af Claes Bang i dette absurde onemanshow. Der lader ikke til at være meget mening med galskaben eller hoved og hale i den tilsyneladende meningsløse fortælling om en mand, der nægter at tage sin arm ned fra over sit hoved.
Jeg har umiddelbart svært ved at finde ud af, hvem forestillingen skal appellere til. Mit umiddelbare bud på, hvem der ville nyde den er folk, der holder af en anderledes forestilling, som tager afstand fra den klassiske realisme eller den performancekunst, som man ”kender”.
Meget af forestillingen foregår på et bord, hvor små rekvisitter – en lighter, en dukke, en vandflaske – udgør alle de medvirkende i fortællingen, styret af Claes Bang. Over bordet står et kamera, som transmitterer billedet til en fladskærm på scenen.
Idéen er egentlig god og et rart brud fra den typiske “tale”-monolog. Dog virker mange af karaktererne irrelevante og bidrager til en vis forvirring.
Figurerne virker først og fremmest som et forsøg på at opnå noget anderledes. Det samme resultat forsøger stykket også at nå med malplacerede vandpauser, stilheder og videoklip. Intet af dette lader ikke til i sidste ende at bidrage med noget til forestillingen.
I sit forsøg på at skabe absurditet og symbolik formår stykket at falde over sine egne ben og gøre det hele enten unødigt kompliceret eller fuldstændig uforståeligt.
Det virker som om, teksten gerne vil en hel masse, men hvad det er, det kan jeg eller min ledsager ikke finde ud af.
Måske er det historien om at være noget særligt? Om at ville overgå dem, der er bedre? Om kunstens betydning og indflydelse? Eller er det måske bare historien om en arm?
Det er svært at få hold på.
Men nu skal det ikke lyde som om, der intet godt var ved forestillingen. Claes Bang, den ene skuespiller, der bærer hele forestillingen, gør et udmærket stykke arbejde og formår i nogenlunde grad at fastholde publikums opmærksomhed. Hans indlevelse er god, og man har lyst til at høre ham fortælle.
En svaghed i skuespillet sniger sig dog ind, når han skal illustrere menneskerne i sit liv. De har alle karikerede stemmer; mændene er grove, og kvinderne er enten sure eller hysteriske. Det virker mest af alt som et noget desperat forsøg på at presse humor ind i en forestilling, som egentlig ikke behøver denne påtagede morsomhed. Det trækker tværtimod ned og laver et tydeligt brud på den ellers fint opbyggede stemning.
Teksten, skrevet af Tim Crouch, er egentlig velskrevet og godt sammenhængende, men den opnår ikke særlig meget. Den er hverken fantastisk eller dårlig, mest af alt ret gennemsnitlig og ikke noget, jeg hæftede mig nærmere ved.
Forestillingen formår til tider at være eftertænksom og vittig, og jeg grinede da også, men alt i alt må jeg sige, at jeg ikke rigtig følte mig underholdt.
Claes Bang
EDISON, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C
Spilleperiode: 19. april–6. maj 2017
Set den 19. april 2017
Fotos: Mingo Foto og Lis Kasper Bang
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/min-arm/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod