Anmeldelse: Mine forældres ting, Teatret ved Sorte Hest (Fifty-Fifty-Fifty)

Anmeldelse: Mine forældres ting, Teatret ved Sorte Hest (Fifty-Fifty-Fifty)

Af Sebastian F. Westh Nielsen

I løbet af vores liv samler vi et væld af ting, nogle er brugsting, andre har en affektionsværdi, og andre ryger bare op på loftet, fordi det er lettest. Sådan kan man gå et helt liv og ophobe mere og mere materielt gods, ting der binder en til verden, men så er man der lige pludselig ikke mere. Agnes, hovedkarakteren i Mine forældres ting, forklarer på et tidspunkt, at menneskets kulturelle og evolutionære udvikling kan forstås i lyset af overgangen fra stenalderens multitool, nemlig flinteøksen til nutidens allemandseje smartphonen. Det rammer på sin vis stykket meget godt ind, som en undersøgelse af, hvad der har værdi for os, specielt i dødens nærvær og hvori værdien lå for den afdøde og ikke mindst værdien for den efterladte.

Døden er det helt konkrete udgangspunkt for den her monolog. Man følger primært den næstyngste søster Agnes, der starter med at fortælle en anekdote om moderens maniske ordenssans, når familien skal på ferie, alt skal tjekkes fire gange. Her er rent undertøj også vigtigt, fordi man jo aldrig ved, hvad der kan ske, og hvornår man vågner op på et hospital til en læge, der undersøger ens blottede krop. Hun har ligeledes ordnet sit testamente lang før tid, og det bekræfter, at hun var en kvinde, der selv i døden ville have kontrol, den død der for hende var allestedsnærværende. Da hun og faderen så med mellemrum dør, ender Agnes med at stå alene med dødsboet, der skal ryddes ud og ordnes. Her er systemer og logik dog ikke nok, for hvordan rydder man ud i ens barndomshjem, hvor hver genstand har en historie.

Det er stykkets præmis, hvor en flyvende og veloplagt Anja Owe, tager publikum med gennem de syv dage, fra faderens begravelse er overstået til forstadsvillaen skal videregives til naboen. Stykket foregår i et højt tempo og med morsomme replikker, hvilket er enormt underholdende, og man bliver suget ind i villaens forskellige rum. På trods af en fuldstændig bar scene, hvor belysningen kun har en sporadisk rolle, lykkes stykket enormt godt med at skabe et lyslevende og klart rum, hvilket må siges at være en præstation for en person på så bar og kold en scene. I kraft af en meget performativ scenografi, men især også enormt levende og deskriptive fortællinger og beskrivelser, står hvert værelse med dets og de forskellige møbler og pyntegenstande helt tydeligt frem for en. Nok også fordi det virker så stilrent med den i hvert fald på overfladen idylliske kernefamilie i deres herskabsvilla og ikke mindst alle de småborgerlige intriger, der hele tiden bliver antydet.

Det må tilskrives en enormt velskrevet monolog af tyske Gilla Cremer og elegant oversat af Anja Owe, at stykket på den måde formår at sætte i hvert fald min fantasi i gang.

Den hurtige vekslen mellem det letsindige og mere dybfølte og følelsesladede er dog ikke altid lige flydende og gennemført, hvilket til tider giver et indtryk af, at stykket ikke helt kan finde ud af, hvilket ben det skal stå på. Man kan som publikum simpelthen ikke altid følge udsvingene til de forskellige følelsesmæssige yderligheder på overbevisende vis.

For stykkets absolut mest spændende element er formidlingen af det affektive forhold, som Agnes har til de forskellige ting i huset. Historierne, der kobler sig til hver enkelt genstand, betyder, at hver beslutning, om hvad der skal beholdes, også bliver et spørgsmål om, hvad og hvordan hun vil huske sine forældre. For kan man smide ens forældres bryllupsbillede ud, selvom det billede og den begivenhed, det repræsenterer, jo egentlig ikke kobler sig til et personligt minde for Agnes. Og hvad så, når det er i kontekst af, at det stod centralt på moderens natbord, hvor faren blot havde en jagtkalender, og det så også associeres til faderens ægteskabelige sidespring.

Især lykkes scenerne, hvor det sanselige kommer i spil ved en pude, der stadigvæk har faderens duft, og også moderens morgenkåbe, som Agnes aldrig selv vil bruge, men hvis bløde blomstrede stof, inkarnerer mindet om moderen. Netop i de scener lykkes forestillingen med at virkeliggøre den her følelse af forbundethed, der kan eksistere i de materielle ting, og vidner om, hvordan de kan give minderne liv. Stykket bliver på den måde en spændende undersøgelse af det materielles kobling til minderne, der bidrager til en interesse, som Lilian Munk Rösing med ”Kaplevej 97” og Søren Ulrik Thomsen i ”Store Kongensgade 23” med to litterære udgivelser, også har beskæftiget sig med det sidste år.

I dette spændende stykke fylder tingene stort set det hele på en scene, der udover Anja Owe er fuldstændig tom. Mine forældres ting er en nostalgisk tur rundt i det liv, der har udfoldet sig i det hus, der i 60 år har været et hjem. I forestillingen bruges der en genkendelig situation og en morsom indgangsvinkel til at skabe et tankevækkende stykke om vores forhold til de materielle ting, der omgiver os, og vidner og minder om de levede liv.

Fifty-Fifty-Fifty

Teatret ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V

Spilleperiode: 26. marts-9. april 2022

Set den 7. april 2022

Foto: Thomas Howalt og Isak Owe

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Anja Owe

Instruktion og produktion: Thomas Howalt

Dramatiker: Gilla Cremer

Oversættelse: Anja Owe

Assistent: Ida Carina Christensen

Musik: Frantz Schubert, Frederic Chopin, Samuel Barber, Bela Bartok, Ludvig van Beethoven m.fl.

Varighed: Ca. 1 time og 30 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *