Anmeldelse: No Regrets, Teatret Svalegangen

Af Anne Sophie Parsons

No Regrets er titlen på selvbiografien omkring den århusianske fodboldspiller Stig Tøfting fra 2005 – og således også titlen på Teatret Svalegangens egenproduktion og fortolkning af værket, der går efter bolden i sin skildring af én af mere kendte danske midtbanespillere, når tæppet trækkes væk under ham, da privatlivet og karrieren går i clinch med hinanden; traumer, forpligtelser og ubearbejdet sorg og voldsudbrud kommer til overfladen og de skrå brædder, når banen kridtes op til kamp med følelserne for fodboldspilleren Stig Tøfting.

Opsætningen af selvbiografien No Regrets forholder sig ligefrem i forhold til det menneskelige drama, som ligger præsenteret i narrativet. Igennem en lineær fortolkning, følger publikum midtbanespilleren Stig Tøfting, fra ung håbefuld fodboldspiller, der støt opbygger sin karriere, til feteret og etableret atlet, der håbes shanghajet af samtlige nationale og internationale klubber, og hele vejen igennem blodige voldsepisoder i nattelivet til det tragiske tab af sit eget barn.  

Instruktion af Morten Lundgaard skyder hårdt mod en oprigtig skildring af Tøftings egne ord om sit liv, med en legende scenografi af Aleksandra Lewon, der gør brug af det fysiske rum, til at skabe en grøn fodboldbane, der opridser karakteren Tøftings emotionelle ping-pong imellem det succesrige liv i fodboldens tegn til privatlivets langsomme krakelering.

Lysdesign af Ebbe Rodtborg fungerer hensigtsmæssigt igennem stærke spotlys, der gengiver fodboldsstadiets rammer med lyddesign af Sebastian Toft og Anton Bast, som fremhæver boldverdenens eufori. Igennem videodesign af Magnus Pind og videoteknik af Rune Tønnes bliver den skaldede, hårdføre atlet projiceret op i stor størrelse på væggen – der zoomes ind og som publikum kommer vi tæt på – næsten for tæt på, som en visualiseret gentaget handling af pressens uetiske snagen i ungdommens traume af forældrenes død. Koreografi af Christian from fremhæver fint det koordinerede arbejde, som ligger i medspillernes synergi og sportslige dans på græsstråene.

I rollen som antihelten Stig Tøfting ses en medrivende Morten Kjær, der formår at portrættere midtbanespilleren mere sympatisk og som et mere eller mindre forståeligt fejlbart menneske end hvad man kan fornemme den tekstlige selvbiografiske dimension i sig selv ønsker at formidle; I sin ukompromisløse jagt på succesen, er der en nærmest manisk mand, der ”pakker sko, træner og spiller” ad nauseam. Det er i sidste ende denne imponerende, men også forblændede dedikation til at transcendere, som slider ægteskabet til Bettina i stykker og som forstærkes igennem sønnen Jons død.

Det resterende mindre, men dygtige cast, bestående af Matias Hedegård Andersen, Holger Østergaard og Caspar Juel Berg, der alle fluktuerer imellem karakterer såsom irriterende tyske fans til de arrogant skildrede fodboldsuperstjerner Michael Laudrup og Peter Schmeichel og humoristiske mafioso-lignende klubmanagers. I den eneste kvindelige rolle ses Mathilde Passer, der – desværre – ikke har meget materiale at arbejde med, men som gør det godt med hvad der foreligger af karakterstudie. Tøftings hustru Bettina føles mere som en appliceret bifigur til det brystende drama end som et selvstændigt interessant kvindeligt modspil til fodboldspilleren, hvilket er synd, på sin vis.

Idé og tekstfortolkning fra Troels Engelbrecht og Morten Lundgaards side skildrer en menneskelig historie om at overkomme tab i livet og følge sine drømme. Teaterstykket udspiller sig derfor også som en klassisk græsk tragedie. Hovedpersonen er splittet imellem sin følelser og forpligtelser og må pendulere imellem familie og karriere, samt imellem nederlag og drømme. Men at kun se forestillingen, som kun at indkassere på denne front, og ikke at være præget af sit tekstlige udgangspunkt er en fejl; forestillingen ender med at placere sig imellem to teatralske stole, der udgør en selvbiografisk skildring, der tenderer mod det selvforherligende samt ambivalent refleksion, og modsat det dramaturgiske fortolkende greb på en voksen mands udvalgte livserindringer.

No Regrets baserer sig på en tatovering, som pryder Tøftings krop og buer sig hen over maven – ordene lægger ikke op til meget refleksion og selvindsigt over egne skadelige handlinger i fodboldens millionær-univers, hvor politik og penge får maskineriet til at køre rundt. Det er skuespiller Morten Kjærs fortjeneste, at titlen lægger sig i et lettere ambivalent felt i sidste ende – for er der ikke tvivl at ane på ansigtet, før fodboldspilleren vender sig rundt og forlader rummet? Spørgsmålet står ubesvaret tilbage: Var det det hele værd?

Teatret Svalegangen, Store Sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 29. marts-14. maj 2022

Set den 29. marts 2022

Fotos: Montgomery

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/2021-2022/no-regrets/

Medvirkende: Morten Kjær, Mathilde Passer, Matias Hedegård Andersen, Holger Østergaard og Caspar Juel Berg   

Idé: Morten Lundgaard

Tekst: Troels Engelbrecht og Morten Lundgaard frit efter Lars Steen Pedersens biografi ”No Regrets”

Instruktion: Morten Lundgaard

Scenografi: Aleksandra Lewon

Lysdesign: Ebbe Rodtborg

Lyddesign: Sebastian Toft og Anton Bast

Videodesign: Magnus Pind

Videoteknik: Rune Tønnes

Koreografi: Christian From

Scenemester: Jesper Folke

Musik: Sebastian Toft og Anders Ruby

Instruktørassistent: Cille Brandt og Anders Voss

Varighed: Ca. 70 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod