Anmeldelse: Mitridate, Det Kongelige Teater (Det Kongelige Teater, Malmö Opera, Skånes Dansteater og Concerto Copenhagen)

Af Christian Skovgaard Hansen

Operaen Mitridate er Mozarts ungdomsværk, som han udførte på bestilling kun 14 år gammel. Fredag aften var der på Det Kongelige Teaters Gamle Scene Danmarkspremiere på barokoperaen.

Handlingen er ikke helt nem. Grundlæggende er Mozarts Mitridate er baseret på et skuespil af dramatikeren Jean Racine om Kong Mitridate og hans to sønner, der alle er forelskede i den samme prinsesse, Aspasia. Handlingen foregår i den antikke by Nymphaion på Krim omkring 63 f.Kr. Mitridate, der er konge af Pontos, skal på felttog mod romerne. Han overlader derfor sin tilkommende, Aspasia, i sine to sønners varetægt. Begge sønner, Sifare og Farnace, er imidlertid også forelskede i Aspasia. Alt imens hader Farnace sin bror, og Farnace støtter samtidig romerne, dvs. deres fjender. Både i konflikten og i kærligheden må der tages nogle kampe, som ikke alle ender lige godt…

Al begyndelse er svær, og Mitridate desværre ikke til Mozarts bedste operaer. Men det skyldes ikke kun Mozart, at forestillingen ikke helt kommer i mål her. Det skyldes mere det kunstneriske hold bestående af instruktøren Ralf Pleger, scenografen Alexander Polzin og koreografen Fernando Melo. Læg hertil, at librettoen rummer en del, for ikke at sige mange, gentagelser, som trækker forestillingen noget ud.

Ralf Plegers iscenesættelse stikker til både højre og venstre, og vi får ikke megen – for næsten at sige ingen – hjælp til at forstå handlingen. Samtidig har man valgt, at sønnen Sifare synges af en kvinde (Emőke Baráth), hvilket ikke hjælper på forståelsen. Selv hvis man har læst handlingsreferatet på forhånd kommer man ofte til kort, og man sidder med et: ”Hvorfor”? Nok skal man ikke tages i hånden hele vejen, men en vis rettesnor må man have. Samtidig kommer lidelsen, forfaldet og skæbnefortællingerne ikke rigtig udover scenekanten.

Alexander Polzins scenegrafi er ikke meget bedre. Den rummer kun enkelte smukke billeder. I første del fremstår scenografien mørk og dyster og med en nærmest kropslig scenografi, hvor en stor blok, som ligner en del af menneskekroppen, troner. De i øvrigt gode dansere fra Skånes Dansteater strømmer ud af denne bug som symbol på den altædende kærlighed, som de medvirkende personer har. Idéen og henvisningen til den kødelig kærlighed er fin, men den eksekveres bare ikke særlig fornemt. Fernando Melos koreografi i første del er på sin vis smuk, men den bidrager os bare ikke noget til hverken handlingen eller de medvirkende.

I anden del dominerer fortællingens hovedpersoner som roterende skakspilslignede brikker, hvilket fungerer bedre. Som brikker i et spil prøver de alle at overbevise hinanden om, hvad der er det rigtige, inden Kong Mitridate træffer det endelige valg.

Bedre, om end ikke helt godt, går det for de medvirkende. Stuart Jackson har fysisk pondus som Kong Mitridate, mens der er ikke samme kraft og autoritet i hans sang. Det er der mere af i både Elisabet Einarsdottirs Aspasia og i Emőke Baráths Sifare, men ej heller de kommer helt ud over kanten til os, og kærlighedsproblemerne og smerterne rammer os aldrig rigtig. Næsten kun Morten Grove Frandsen som Farnace kommer ud over kanten i både sang og skuespil, og han giver os en ægte kamp mod både kærlighederne, romerne og sin far og familie.

I graven på Gamle Scene sidder Concerto Copenhagen, som er et af landets og verdens bedste barokorkestre. Med orkestrets leder Lars Ulrik Mortensens sikre hånd kommer i al fald musikken i mål. Til tider, særligt når det, der sker på scenen, bliver for underligt, har man lyst til at lukke øjnene og bare nyde den smukke musik, som stilsikkert eksekveres fra orkestergraven.

Mozarts opera Mitridate er en interessant opera, og særligt Concerto Copenhagens musikalske behandling er guf for ørerne. Men det er ikke en ”begynderopera”, og denne opsætning af operaen lykkedes desværre ikke helt godt, hvor enderne aldrig rigtig mødes.

Det Kongelige Teater, Malmö Opera, Skånes Dansteater og Concerto Copenhagen

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, København K

Spilleperiode: 8., 10., 22. og 24. april 2022

Spiller også den 14., 18. og 20. april 2022 på Malmö Opera

Set den 8. april 2022

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20212022/opera/mitridate

Medvirkende: Stuart Jackson, Elisabet Einarsdottir, Emőke Baráth, Morten Grove Frandsen, Sarah Aristidou, Sebastian Monti og Kari Dahl Nielsen samt dansere fra Skånes Dansteater

Musik: Wolfgang Amadeus Mozart

Libretto: Vittorio Amedeo Cigna-Santi efter et skuespil af Jean Racine

Instruktør: Ralf Pleger

Orkester: Concerto Copenhagen

Dirigent: Lars Ulrik Mortensen

Scenografi og kostumedesign: Alexander Polzin

Koreograf: Fernando Melo

Lysdesign: Olaf Freese

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod