Anmeldelse: Mod til at dræbe, Teatret Møllen

Anmeldelse: Mod til at dræbe, Teatret Møllen

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Mod til at dræbe, det må siges at være noget af en titel. Der hersker ingen tvivl om, at det er lagt i kakkelovnen til knap 100 minutters spænding. Og det er der heller ikke lagt skjul på, inde i selve salen, hvor forestillingen skal foregå. Der spilles en afdæmpet og spændingsfyldt baggrundsmusik, som langsomt stiger i niveau, i takt med at publikum finder deres pladser. Og pludseligt er hele salen mørklagt, samtidigt med, at musikken er på sit højeste. Nu er publikums opmærksomhed i den grad vagt, og forestillingen kan begynde.

I Mod til at dræbe bliver publikum med det samme præsenteret for sønnen Erik og hans far, som har et anstrengt forhold til hinanden. Det bliver især gjort klart, da den første samtale, de fører, er et mildt skænderi om, hvorvidt vinduet skal været åbent eller lukket. Sønnen Erik er ikke bleg for at udtrykke sin vrede overfor sin far; heller ikke i diskussionen om, hvorvidt kan skal lukke vinduet i sin lejlighed eller ej. Det er tydeligt at mærke, at deres forhold til hinanden er dårligt, selvom faren prøver at løse det, er det tæt på at være for sent at rette op på. Og da Eriks kæreste Radka kommer på besøg, smuldrer Eriks og hans fars forhold endeligt, og det står ikke til at redde.

Hele forestillingen foregår midt i Teatret Møllens sal, hvilket er markeret med et hvidt underlag. Publikum er derfor placeret hele vejen rundt om scenegulvet. På denne måde er publikum både tæt på skuespillerne hele forestillingen igennem, men samtidigt kan publikum hele tiden se skuespillerne fra alle vinkler. Det er en virkelig god detalje, der gør oplevelsen mere interessant.

En detalje, der ikke er til at overse, er, at en stor det af dialogerne der bliver ført, foregår på sønderjysk. Det er meget oplagt, siden Teatret Møllens placering er i Sønderjylland. Jeg synes, det giver en kant, der passer utroligt godt til forestillingen. Ordene bliver ligesom kastet ud, kort og kontant. Det svinger løbende mellem sønderjysk og rigsdansk. Jeg knækker ikke lige koden til, hvorfor det skifter sådan løbende, men det er ikke fordi, det er et problem for mig at forstå handlingen, når det springer sådan frem og tilbage i dialægterne. Dog kan det sønderjyske gøre, at nogle vil have svært ved at forstå handlingen. Hvis man har styr på sine dialægter og forstår dem, så er det intet problem. Men hvis man ikke har styr på dem, og slet ikke forstår, hvad der bliver sagt, så misser man en masse af handlingen undervejs.

Derudover er der gjort meget ud af at have så sparsom en scenografi som muligt. På scenegulvet er der et bord, tre stole, og undervejs kommer der også to lysestager til. Det er alt. Selvom alle andre rekvisitter, der bliver brugt undervejs, er imaginære, fungerer dette super godt! Der er på denne måde blot fokus på handlingen og skuespillernes fremførsel. Dét, at skuespillerne forestiller sig de resterende rekvisitter, er heller ikke utroværdigt, da de selv tror på, at de rent faktisk sidder og spiser med virkeligt service, selvom det intet er.

Hen imod slutningen bliver plastisk rundt om hele scenen rullet ned fra loftet med et brag. Det giver alle i publikum et chok. Det markerer samtidigt også, at noget frygteligt skal til at ske. Det er et meget voldsomt, men samtidigt et tankevækkende øjeblik. Skuespillerne formår virkeligt, at komme ind under huden på publikum. Dette bliver derudover understøttet af lys- og lydeffekter. Det hjælper virkeligt på, at gøre situationen endnu mere uhyggelig, end den i forvejen er.

Selve historien finder jeg meget interessant. Man bliver præsenteret for et familieforhold, som ikke fungerer. Måske ønsker begge parter at få løst dette problem, men det er svært for både sønnen og faren at komme tæt på hinanden. I min optik har Lars Norén ramt plet. Selvom man ikke selv vil indrømme det, kan man genkende nogle af sine dårlige sider i Erik og hans far. Måske ikke i samme grad, men man kan alligevel godt genkende de sider, man muligvis er en smule flov over at besidde.

Hvad er det egentligt, der kan få et menneske til at slå et andet menneske ihjel? Det er jo fuldkommen utilgiveligt, men kan man have en god nok undskyldning til at gøre det? Erik kunne i hvert fald ikke holde sig tilbage længere, hvilket var enden på hans fars liv. Der er en stor chance for, at når man går fra Teatret Møllen efter denne forestilling, går man derfra, og tænker over, hvad der udløste Eriks vrede. Er det i virkeligheden okay, at han dræbte sin far, eller er det fuldkommen utilgiveligt? Det er op til den enkelte.

Teater Møllen, Møllepladsen 4, 6100 Haderslev

Spilleperiode: 15.-22. februar og 2.-7. marts 2020, derudover på turné 24.-28. februar 2020 samt 14.-15. marts 2020

Set den 19. februar

Fotos: Søren Hasselgaard Skaaning

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.teatretmoellen.dk/forestillinger/mod-til-at-draebe/

Medvirkende: Ole Sørensen, Thomas Jacob C. Rønne og Durita Dahl Andreassen

Dramatiker: Lars Norén

Instruktør: Rasmus Ask

Lysdesign: Stine Fumz

Lyddesign: Johannes Smed

Scenografisk koncept: Nikolaj Mineka, Rasmus Ask og Stine Fumz
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *