Anmeldelse: Moloch – En fortælling om mit raseri, Teatret Svalegangen
Af Emilie Lund Skovby Kristensen
Afmagten har en krop. Den skriger, slår, ryster og smider tøjet i raseri. Og den står lige dér på scenen i Moloch – En fortælling om mit raseri, Teateret Svalegangens nye forestilling, baseret på Søren R. Fauths dokumentariske langdigt af samme navn fra 2020. Gennem en rå fysisk og sproglig præcis monolog får både vreden og sorgen form.
Allerede fra man træder ind i salen, er forestillingen begyndt. Midt i Peter Schultz’ nøgne scenografi – en bred, minimalistisk lejlighed – sidder Martin Ringsmose tavst på gulvet. Rummet er sparsomt indrettet med få, udvalgte dagligdags genstande, som alle får en funktion og symbolsk betydning i løbet af forestillingen.
Forestillingen tegner et portræt af en midaldrende mand i eksistentiel krise. Hans kone har været ham utro, og han står nu alene tilbage i ruinerne af sit liv: skilsmisse, faderskab, desperation. Allerede i åbningsøjeblikket advarer karakteren: ”Det hænder, at jeg skriger af raseri.” Det er denne skrigende afmagt, der driver forestillingen frem – og forplanter sig i både krop og rum.
Monologen bygger på Søren R. Fauths langdigt, som er sprogligt rigt, maler scenerierne for os og til tider overraskende morsomt. Et godt eksempel på balancen mellem humor og raseri ses, da hovedpersonen, efter at have opdaget konens affære, rejser til Spanien. Her cykler han i bjergene og spiser mangoer for at finde ro, men det ender alligevel med, at han mindes sin eks. Han skriger i bjergene, skælder ud på sig selv og fantaserer om hævn mod konens elsker. Det er både tragikomisk og sårbart, og her forener forestillingen det absurde med alvoren i ét og samme øjeblik.
Titlen Moloch – En fortælling om mit raseri peger direkte på forestillingens drivkraft: et altopslugende, dæmonisk raseri, inspireret af det mystiske væsen Moloch fra Det Gamle Testermente. ”Moloch spiser mig og kaster mig op igen,” siger hovedpersonen – et billede på den selvdestruktive kraft, der besætter og æder ham op indefra. Men netop fordi vreden er så altoverskyggende, savnes der et tydeligere modspil. Sorgen, der ikke skriger, men græder – alt det, der kunne balancere raseriet – får for lidt plads.
Skuespiller Martin Ringsmose er fremragende som den rasende og fortabte mand. Ringsmose bærer rollen med stor fysisk og emotionel tilstedeværelse. Han skriger, slår ud i luften, destruerer sin omverden og overgiver kroppen til vreden – uden at miste kontakten til publikum. Der er noget både rørende og insisterende over hans spil, hvor desperation balanceres med selvindsigt. Særligt i øjeblikket, hvor han stopper op og spørger publikum: ”Hvad er det I forstår, som jeg ikke forstår?” rammer en smertefuld nerve af isolation.
Forestillingen skifter rytmisk mellem ro og raserianfald, mellem fortidens minder og nutidens sammenbrud. Denne bølgebevægelse er dramaturgisk set en god idé, da den i begyndelsen skaber en stærk, spændingsfuld dynamik, men gradvist mister den sin kraft. Udbruddene, der først rammer som storme, bliver efterhånden til forudsigelige pust, og forestillingen begynder at trække ud. Dette skyldes blandt andet, at karakteren ikke udvikler sig, da følelsesregistret forbliver begrænset, og vreden forløses aldrig. Uden modspil mister raseriet sin dramatiske kraft, og forestillingen taber tempo. Enkelte monologsekvenser føles for lange, muligvis fordi teksten ikke alle steder er bearbejdet skarpt nok til scenen. Trods dette er grundmaterialet i sig selv stærkt, og det lykkes langt hen ad vejen at omsætte Fauths langdigt til de skrå brædder.
Overgangen fra den rolige tilstand til vredesudbruddene understøttes på fornem vis af Henrik Sloths lysdesign. Det kliniske skær gør rummet utrygt og fremmedgjort, men i takt med at vreden intensiveres, skifter lyset til varme, rødlige toner, der langsomt overtager scenen. Lysets transformation spejler hovedpersonens følelsesmæssige opløsning, og når han eksploderer, føles det som om hele scenen eksploderer med ham.
Moloch –En fortælling om mit raseri, er en modig forestilling, der tør give stemme til mandens følelsesverden. Den viser vreden som mere end aggression: som sorgens skygge, et eksistentielt råb og en indre dæmon. Trods forestillingens ujævnheder insisterer stykket på at favne kompleksiteten i menneskets sammenbrud – og netop derfor rammer det os i publikum så stærkt.
Teatret Svalegangen, Ny sal, Rosenkrantzgade 21, 8000 Aarhus C
Spilleperiode: 12. april – 10. maj 2025
Set den 12. april 2025
Fotos: Creative ZOO, MONTGOMERY
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Martin Ringsmose
Tekst: Søren R. Fauth
Instruktion: Simon Boberg
Scenograf: Peter Schultz
Lyddesign: Anton Bast
Lysdesign: Henrik Sloth
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod