Anmeldelse: Morricone, Det Kongelige Teater (Eventministeriet)
Af Emilie Lykke Hartz
Det Kongelige Teaters Skuespilhus byder velkommen til en helt igennem fantastisk oplevelse. Jeg har aldrig i mit liv haft så mange vedvarende kuldegysninger.
Vi kender alle Enio Morricone, den italienske spaghettiwesterns chefkomponist og et musikalsk geni! Han er den eneste mand, der kan få Clint Eastwood til at se sejere ud end Clint Eastwood selv, og ydermere forstår Enio Morricone at sætte et publikum på kanten af stolen.
Jeg vil ærligt indrømme at jeg var yderst skeptisk vedrørende denne forestilling. Selv er jeg stor fan af Enio Morricone, så da jeg læste at kapelmester, Stefan Pasborg har fortolket musikken, så de kendte toner får et twist, blev jeg en smule skuffet. Skuffelsen varer dog ikke længe. Publikum er tryllebundet fra start, da showet åbnes af den kendte lyd fra ”The Good, the bad and the ugly”. Ja, den har ganske vist en anden lyd, men den er interessant og fungerer til det brede publikum. Musikken har fået et frisk pust, som fungerer til det nyere publikum, men taber ikke noget overfor det ældre eller Enio Morricone-fans.
Da forestillingen er ordløs, er det vigtigt, at musikken bakker op om følelser og handling og samtidig kan skabe små finesser, som gør oplevelsen mere interessant for publikum. Der skal ikke være tvivl om, at forestillingen gør præcis dette; der er timing mellem skuespillerne og musikken, så man er ikke i tvivl om handling og følelser. Musikken bliver endvidere brugt som lyden af pistoler, og den er i kontant duel med skuespillerne. Der er en lækker balance mellem skuespillet og tonerne, intet bliver vulgært overgjort af det andet.
Skuespillerne gør brug af dramatisk dans og udtrykker sig igennem blandt andet lyric, stakato og legato. Her er intet stort kostumeskifte eller voldsom scenografi, som overtager fokus fra hverken musik eller skuespil. Jeg mærker op til flere gange, at hårene rejser sig af skuespillets intensitet og velkendte toner fra ”Once Upon a Time in the west”, ”For a few dollars more”, ”The Good, the bad and the ugly” og mange andre.
Efter oplevelsen i den behagelige stol, ser jeg over på min far og jeg kan mærke, at ingen af os har lyst til at forlade salen. Jeg kunne uden besvær se det hele igen. Til min store fornøjelse kan man erhverve sig en CD af Stefan Pasborgs fortolkning af Morricone efter forestillingen.
Så er du til Enio Morricone, westerns og tænker du også tit ”Hvad ville Clint’en gøre”? Han ville tage i teatret for at se Eventministeriets fortolkning af Morricone, og så ville han nyde CD’en dagen efter!
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, København K
Spilleperiode: 27.-28. november 2016
Set den 27. november 2016
Fotos: Natascha Thiara Rydvald
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20162017/skuespil/morricone/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod