Anmeldelse: Nixon in China, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Nixon in China er den amerikanske komponist John Adams’ moderne opera fra 1987 – nu for første gang i Danmark.
Omdrejningspunktet er den daværende amerikanske præsident Nixons besøg i Kina i 1972. Her mødtes han med Kinas formand Mao Zedong, premierminister Chou En-Lai og en række kinesiske embedsmænd. Hele handlingen finder sted over fem intense dages besøg. Vi følger Richard Nixon, hans kone Pat og national sikkerhedsrådgiver (og senere udenrigsminister) Henry Kissinger fra de lander i Bejing over mødet med Mao, den første aftens store fest, de følgende dages oplevelser, hvor vi særligt ser det fra Pat Nixons vinkel, og til den sidste aften, hvor alle, mens de venter på hjemrejsen, både ser fremad og tilbage. Hvad har de opnået – og måske ikke bare de seneste dage? Hvad er det politiske billede?
Vi oplever på den ene side det glansbillede, som magthaverne, uanset side og overbevisning, stiller op, og på den anden side den reelle virkelighed. I første akt ser vi det pæne polerede møde, hvor Nixon og Kissinger møder Mao og Chou. Det ligner en hyggelig samtale, men man fornemmer hele tiden undertonerne af håb, frygt og (mis)tillid. Dette fortsætter til aftenens store fest med komplimenter og skåltaler.
Præsidentfruen Pat Nixon er egentlig bare det kønne fyld til sin mand. Men i anden akt får hun fremvist det ”gode” kinesiske liv, og hun ser, hvordan folket undertrykkes, og hvilke konsekvenser den førte politik i virkeligheden har. Samme aften oplever præsidentparret en kinesisk opera skrevet af Maos frue, og alle fire hovedpersoners sande natur kommer nu frem i deres tanker – og deres sande jeg’er er ikke altid lige pæne.
I den korte, men sigende sidste og tredje akt er vi ved mødets sidste aften, hvor alle har erkendelsen af, at der ikke kommer noget stort gennembrud i forholdet mellem de to lande. Hovedpersonerne drømmer og ser tilbage på deres liv. Er de liv virkelig værd at forkaste for magten? Hvem ved? Magthaverne og politikerne fortsætter…
Selvom Nixon in China omhandler et virkeligt, politisk møde mellem to politiske modstandere, bliver operaen aldrig politisk, hvor den vælger side eller tager stilling. Det er op til tilskueren. Ej heller Nixons senere Watergate-skandale, som gjorde, at han måtte træde tilbage før tid, eller opjusteringen af Maos udryddelser af mange millioner mennesker i Kina berøres eller får betydning her. Men det giver mindelser om, at politik er et beskidt spil – og at historien gentager sig, og nok vil blive ved, så længe der findes kampe, endda krige, og ufred mellem verdens magthavere.
Operaens fokus er i langt højere grad mennesket bag magten og ikke mindst disse menneskers handlinger og konsekvenserne heraf. Hvilke erkendelser indser magthaveren, kan de mon få gennemført deres idealer, og hvad er prisen for deres magt mon? Det kommer særligt til udtryk i anden akt, hvor vi følger Pat Nixon rundt i det kinesiske liv. Magthaverens glansbillede krakelerer, og spørgsmålet er, om forholdene ikke har en vis lighed med hinanden, uanset i hvilket politisk system vi er.
Johns Adams’ musik er nærmest magisk. Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Alexander Vedernikov får den overvældende og nuancerede musik til at vælte ud over publikumsrækkerne, så vi ikke er i tvivl om (s)tilstanden i tankestrømmen. Eneste lille minus er, at det hele få steder strækkes lidt for langt.
Johan Reuter giver os med format Nixon, så man næsten tror, at den rigtige ekspræsident er vækket til live, og han viser os både statsmanden med ”politikersmil”, ham som ved, hvordan spillet spilles, og senere fortvivlelsen, når erkendelsen kommer. Sarah Tynan som hans kone synger smukt, og man aner uskylden og naiviteten, men også en vis eftertænksomhed, når virkeligheden går op får hende. Sofie Elkjær Jensen er som Fru Mao både brutal og med vægt og magt bag hver strofe; hun er ikke et behageligt møde.
Sammen med Det Kongelige Operakor er operaen en glæde at lytte til, og det løber nærmest en koldt ned ad ryggen, når Fru Mao og hele koret synger og løfter ”Den lille røde” som afslutning på hendes revolutionære forestilling. Bravo!
Scenografien af Dick Bird er fantastisk; den er enkel, grænsende til det minimalistiske, men alligevel meget sigende. Grundstenen er det store arkiv, hvor man gemmer – og til tider glemmer! – historien. Arkivkasse efter arkivkasse hives frem, men sættes også tilbage, så historien er bevaret for eftertiden. Den øvrige handling vises med få, men velvalgte effekter, mens store skærme giver os blandt andet taleuddrag, citater fra ”Den lille røde” og politiske billeder.
Det er måske ikke den oplagte ”begynderopera”, men prøv alligevel. Der er ikke tale om en ren fortløbende handling. For at få det fulde udbytte, så man kan sætte de forskellige sekvenser ind i en helhed, vil jeg derfor anbefale, at man sætter sig ind i den overordnede handling og den historiske tid for operaen.
Teatrets operachef John Fulljames har selv iscenesat, og det gør han med bravour. Nixon in China er en både en spændende, intens og ikke mindst flot – både i forhold til sang, musik og scenografi – opera. Vi oplever et verdensbillede og en politik, som måske egentlig ikke er så langt fra nutidens billede. Operaen henvender sig til såvel den, der ”bare” vil opleve en fænomenal flot opsat opera, og den der er interesseret i historie, politik og samfund.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 12. maj-6. juni 2019
Set den 12. maj 2019
Fotos: Camilla Winther
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/nixon-in-china
Medvirkende: Johan Reuter, Sarah Tynan, Zachary Altman, Arnold Bezuyen, Sofie Elkjær Jensen, David Kempster, Hanne Fischer, Kari Dahl Nielsen (Operaakademiet) og Johanne Bock samt Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel
Dansere: Wei-Wei Lee, Shelley Eva Haden, Maja Furnes, Caitlin Taylor, Camille Giraudeau, Laureline Epaulard og Amalie Sabrine Laudikos
Statister: Amanda Maag Arenbrandt og Lars Halby
Instruktør: John Fulljames
Dirigent: Alexander Vedernikov
Musik: John Adams
Libretto: Alice Goodman
Scenograf: Dick Bird
Kostumedesign: Dick Bird
Koreograf: John Ross
Lysdesign: Ellen Ruge
Videodesign: Will Duke
Lyddesign: Cameron Crosby
Varighed: Ca. 3 timer og 20 minutter inkl. to pauser
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod