Anmeldelse: OB(E)JECT, Blaagaard Teater

Anmeldelse: OB(E)JECT, Blaagaard Teater

Af Ida Spedtsberg

Starter sylfiderne egentlig en fagforening? Hvordan ser man ud, når man bruger hele sit liv i sarte, hvide tylskørte i en skov? Og hvorfor er kvindelige balletroller altid døde, underdanige typer, der længes efter en prins?

Multi-talentet Astrid Elbo, solodanser på Det Kongelige Teater, gæster Blaagaard Teater med soloshowet OB(E)JECT. En feministisk fortolkning af, hvad ballettens kvindeskikkelser egentlig består af, når altså ikke de kigger længselsfuldt efter mændene – og også en mavepuster til patriarkatet og ”the male gaze”.

Og hun er i sit es. Altså Astrid Elbo. Den perfekte kombination af frygtløs komisk timing, dybe, poetiske monologer og komplet, kunstnerisk kaos. OB(E)JECT er alt, hvad jeg kunne bede om og mere til. Astrid Elbo kaster sig hovedkulds ud i fortællingen om willierne som rapper ”all the creatures in the forrest”, mens hun med grove akavede træk danser alt det ballettede væk med fleksede fødder og et øgle-agtigt kosume. Det er hylende morsomt og ekstremt on point på samme tid.

For hun har sansen for balance. Det er fjollet og avantgarde, men det et også med et lag af sandhed, som jeg tror, mange i salen kan mærke. Hendes trin blander ballet og moderne dans. De er rene og dansen selvsikker, så der er plads til flere lag af budskaber. Til hendes ekstremt veludviklede mimik, der lynhurtigt skifter fra slåskamp mod patriarkatet til længselsfuld Giselle.

Elbos soloshow varer ca. en time af den afsatte tid. Derefter merger dansen langsomt over i en koncert af bandet Toechter, der på samme måde som Astrid Elbo bøjer den klassiske stryger-genre mod den moderne elektroniske scene. Uden at tabe den oprindelige kvalitet. Det er et sansende, drømmende univers uden at være kedeligt. Og det passer smukt til Astrids værk med de længselsfulde toner og den nøgne, ærlige connection til publikum.

Som sidste del af tretrins-raketten har du mulighed for at blive til en artist talk om forestillings hovedemner; balletten, feminismen, forestillingens skabelsesproces mv. Emnet varierer fra dato til dato, men det fungerer som en god afrunding for en god aften.

Der er tale om et solidt program – men Astrids soloshow kunne sagtens have stået alene, og koncertdelen af programmet overtager efter min mening lidt for meget af den triumferende slutning, som Astrid både kan levere og fortjener.

Blaagaard Teater, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 17.-21. februar 2026

Set den 17. februar 2026

Fotos: Maria Albrechtsen Mortensen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://blaagaardteater.dk/program/obebject

Danser: Astrid Grarup Elbo

Toechter: Lisa Marie Vogel, Marie-Claire Schlameus og Katrine Grarup Elbo

Koreografi, iscenesættelse & kunstnerisk idé: Astrid Grarup Elbo

Komponist: Katrine Grarup Elbo

Tekst: Astrid Grarup Elbo

Kostume: Larissa Jenne, m.fl.

Dramaturgisk konsulent: Daria Iuriichuk

Lys: Sarah Fredelund, Kia Lundorff

Lyd: Mina Göl Bertelsen

Rekvisitør: Klara Sjöholm

Koreografisk konsulent: Amanda Donato og Yvonne Sadji-Sembene

Musik: Florence Beatrice Price, Sophia Jani

Udviklingsworkshop i samarbejde med Sonja Ferdinad

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *