Anmeldelse: Omsorg, Teater Får302 (sammen med Institutet (SE))

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Sorg og ensomhed undersøges af 5 kroppe i Teater Får302’s lille scenerum, men hvor omsorgen i ’Omsorg’ er blevet af, er svært at gennemskue.

I et rum med parketgulv og stueplante i vindueskarmen, er græsplænen væltet ind igennem døren og har lagt sig til rette midt i rummet. På græsbakken sidder 5 stive kroppe, på strandstole, med et frossent ansigtsudtryk. Med jævne mellemrum bryder én stilheden med en monolog – ”Vil nogen tænde lyset, så jeg kan se mit liv?”.

Forestillingens befinder sig i et absurd univers, og man kan lade associationerne flyve frit, for her er ingen konkret historie at følge med i. Monologerne henviser ikke umiddelbart til hinanden og dykker ned i mere eller mindre klare temaer, hvor ”omsorg” dog virker forholdsvis fraværende.

Første scene satte dog mine tanker i gang om, hvorvidt man kan nære samme omsorg for et objekt som for et levende væsen. Birgitte Prins skal nemlig i første scene give afkald på et objekt, som viser sig at være et minde. Hun vil tydeligvis gerne beholde mindet, men som hun selv siger: ”Jeg skal blive voksen”, og derfor må hun give slip.

Efterfølgende består forestillingen hovedsageligt af monologer med en dialog til slut, hvor jeg desværre ikke fangede alle ordene fra den engelsktalende, tyske koreograf på forestillingen, som også medvirker på scenen, Andriana Seecker.

Med de mange monologer og tomme blikke i ’Omsorg’ er det svært at gennemskue, hvor ”omsorg” bliver behandlet i forestillingen. Ensomheden er meget mere præsent, når skuespillerne som robotter går ind og ud af døre og vinduer, men altid kommer tilbage uforløst.

Sorgen over de forandringer, som vi ikke selv er herre over og følelsen af at miste sig selv af syne, bliver fremlagt i to monologer af henholdsvis Peder Holm og Birgitte Prins, og det står som aftenens højdepunkter for mig.

”Hvordan kan så mange mennesker, så hurtigt, gøre noget så dumt?” siger Peder Holm om den pludselige konsensus om ikke at være nøgne på stranden. En replik som leder tankerne hen på andre dårlige beslutninger, der er blevet taget af menneskemasser de seneste par år…

Forestillingen er et samarbejde med det svenske kompagni Institutet, hvis fokus er på absurde og visuelt stærke performances. Det bærer ’Omsorg’ præg af. Det virker som om, der er blevet arbejdet meget med skuespillernes kroppe og deres placering i scenerummet, hvilket giver nogle meget smukke billeder og stemninger, fint underbygget af et truende lydunivers af sælsomme elektroniske lyde.

Man kan nemt komme til ”ikke at fatte en brik”, som jeg overhørte en af de andre publikummer sige efter forestillingen, for ’Omsorg’ er en undersøgelse i det absurde. Men holder du af det absurde univers og kan du lade indtrykkene indfælde sig selvom de ikke umiddelbart giver mening, kan ’Omsorg’ være en god forestilling for dig.

For mig, blev forestillingen nærmest en meditativ oplevelse, og selvom jeg gerne ville være blevet taget mere ved hånden, så fik jeg reflekteret over (om)sorg og ensomhed, og jeg var fint underholdt forestillingen igennem.

 

Samarbejde mellem Institutet (SE) og Teater Får302

Teater Får302, Toldbodgade 6, 1253 København K

Spilleperiode: 24. august-16. september 2017

Set den 26. august 2017

Foto: Thomas Cato

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.faar302.dk/forestilling/omsorg/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod