Anmeldelse: Onkel Vanja, Det Kongelige Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 3. april 2026

Af Christian Skovgaard Hansen

Der er så dejligt derude på landet – eller er det? Litauisk-amerikanske Yana Ross’ bearbejdelse og iscenesættelse har flyttet handlingen i den russiske dramatiker Anton Tjekhovs Onkel Vanja frem til nutidens Danmark, og bearbejdelsen har ændret noget i handlingen og persongalleriet, men grundessen i Tjekhovs drama er stadig til stede. Her ude på grisegården går livet sin gang, men det er langt fra et idyllisk liv.

På gården bor Vanja, hans niece Sonja, moren Maria og altmuligmanden Jens Jensen, og de slider på alle mulige måder for at holde gang i gården. De kæmper samtidig for at brødføde Sonjas far, Alexander, der var professor inde i byen, men på grund af pengemangel har han efter sin pensionering slået sig ned på gården sammen med sin unge hustru Helena. Persongalleriet tæller derudover lægen Mikael, der er naturforkæmper, og han prøver at holde i liv i det hele.

På gården breder der sig en apatisk og dvask stemning, så arbejdet på gården forsømmes, alkoholindtaget stiger og en følelse af kollektiv selvmedlidenhed breder sig. Særligt Vanja føler, at han har spildt livet. Det hele vækkes pludselig til live, dels da professoren har en plan om at sælge gården for at opnå en hurtig fortjeneste, dels da kærligheden – eller manglen på samme – kommer til udtryk på kryds og tværs.

Intet er nu længere, som det pleje. Hvilken skæbne venter nu dem alle? Vil gården blive solgt? Nej – og Alexander og Helena rejser fra gården, og resten sidder nu tilbage på bagperronen, og de er nødt til at tage imod turister, der ønsker at se, hvordan landbruget fungerer…

Bettina Meyers scenografi udnytter hele scenesummet på Skuespilhusets Store Scene. I den ene side af scenen står en stor gylletank, mens noget, der ligner gårdens svinestald, ses i den anden side. Midt imellem de to ting ser vi den ramponerede gårdsplads, som kan fungerer som en sløret, næsten uhåndterbar kampplads. Der opstår dog desværre ikke rigtig en sammenhæng mellem de to sider, og særligt svinestalden fylder lidt vel rigeligt i landskabet. Bedre går det med hendes forskelligartede kostumer.

Michael Breiners lysdesign hjælper dog på det visuelle, som giver den rette følelse af tristesse, og lyset kaster lange skygger. Sammen med Jonas Vests lyddesign drives forestillingen fornemt frem. Vests lyddesign skifter mellem de pippende livsglade fugle og længslen og grisenes dystre skrig.

Yana Ross’ bearbejdelse fungerer ikke rigtig, og nogen gange efterlades vi med en tvivl om, hvad bearbejdelsen egentlig skal gøre godt for. Særligt første akt bliver lidt lang i spyttet, og flere steder efterlades vi med en oplevelse af, at det hele ud i strakt arm, og selvom første akt er relativt lang virker flere følelser og sammenstød næsten for langsommelige. Det virker ikke altid til, at der har været en dybere mening med moderniseringen eller fordanskningen af handlingen.

Dér, hvor det hele lykkedes, er, når de store alders-, klasse- og ikke mindst væsensforskelle træder frem, så de er med til at fremprovokerer mismodet, irritationen og længsel efter noget andet. Hvad er meningen med livet egentlig? Og vil persongalleriet nogensinde opdage det? For når livet pludselig kan ændres, indtræder en form for afmagt, så ændringerne måske aldrig rigtig sker alligevel. Det er hér, at vi mærker, at der er noget på spil.

Samtidig yder hele skuespillerholdet fortrinlige præstationer. Nicolas Bro har den rette tyngde og afmægtighed, og vi forstår, hvorfor livet ikke altid har været nådig ved ham. Han vil så gerne holde sammen på det hele, men hans destruktive og selvmodarbejdende væsen spænder ben for ham. Han er betagende og let, når han gør kur til Helena, men det skifter straks til det mørke, når han indser, at han ikke har en chance.

Jens Jørn Spottags professor er på en og samme tid selvoptaget og sølle og alligevel næsten beregnende. Mathilde Arcels Sonja er på overfladen skrøbelig og letsindig, men snart viser hun os, at hun alligevel har ben i næsen, og at hun måske er den klogeste i persongalleriet, når hun far fat i håbet. Sofia Nolsøs Helena er både køn og klog, Tina Gylling Mortensens Maria er et stærkt og sikkert anker i familien, Mads Rømer Brolin-Tani er desillusioneret og selvmedlidende, men alligevel relativt klarsynet som familielægen, og Morten Brovns Jens Jensen er elendig og tragisk, når værdigheden og de faste holdepunkter går tabt.

Moderniseringen og særligt fordanskningen af Onkel Vanja lykkes derfor kun delvist. Yana Ross’ bearbejdelse og iscenesættelse er bedst, når den tør stole på Tjekhovs grundpræmisser, så følelserne, irritationen og de forskellige længsler får plads. Det er universelle følelser, og det er ikke nødvendigt med den store transformation. Hele skuespillerholdet er til gengæld fremragende, og sammen med lys og lyd får de livet – eller måske rettere manglen på samme – frem.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene,

Spilleperiode: 27. marts-8. maj 2026

Set den 31. marts 2026

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/skuespil/onkel-vanja

Medvirkende: Jens Jørn Spottag, Sofia Nolsøe, Mathilde Arcel, Tina Gylling Mortensen, Nicolas Bro, Mads Rømer Brolin-Tani og Morten Brovn

Dramatiker: Anton Tjekhov

Iscenesættelse og bearbejdelse: Yana Ross

Scenografi og kostumedesign: Bettina Meyer

Assisterende instruktør: Matilda Belin Larsson

Lysdesign: Michael Breiner