Anmeldelse: Pas de dieu, Aalborg Teater (Uppercut Danseteater og fix+foxy)

By: Tanja Bech Hansen
On: 29. marts 2026

Af Tanja Bech Hansen

Der er forestillinger, som underholder, og så er der forestillinger, som insisterer på at blive hos én længe efter tæppet er gået. Pas de dieu, instrueret af Tue Biering placerer sig solidt i sidstnævnte kategori. Med en enkel, men virkningsfuld scenografi og en stærk scenisk kemi mellem de medvirkende formår forestillingen at skabe et intenst og tankevækkende rum, hvor publikum konstant holdes i en tilstand af nysgerrighed

Allerede ved første øjekast mødes man af en scenografi, skabt af Johan Kølkjær, der leder tankerne hen på en rå byggeplads. Projektørlamper omkranser scenen og skaber et skarpt, næsten ubarmhjertigt lys, der ikke lader noget gemme sig i skyggerne. Det er et rum, hvor noget er under opbygning – eller måske under nedbrydning.

De store baljer og presenningen, som anvendes på forskellig vis gennem forestillingen, er ikke blot rekvisitter, men aktive medspillere. De skifter funktion og betydning og understøtter forestillingens tematiske lag på en både konkret og symbolsk måde. Det er en scenografi, der ikke larmer, men som alligevel er dybt til stede og med til at forme publikums oplevelse.

Forestillingen bæres af én skuespiller, Morten Burian, og én danser, Mark Philip, – en konstellation, der i sig selv skaber en spændende dynamik. Skuespilleren har relativt få replikker, men formår alligevel at fylde rummet med en intens tilstedeværelse. Når ordene endelig kommer, står de skarpt. Særligt én sætning brænder sig fast: ”Jeg ved at du findes, men jeg behøver ikke forholde mig til dig.” Den fungerer som et centralt omdrejningspunkt i forestillingen og åbner op for en række fortolkninger.

Koreografien af Stephanie Thomasen er særligt nævneværdig. Vi oplever at danserens bevægelsessprog står i kontrast til skuespillerens mere jordbundne udtryk, og netop i dette spændingsfelt opstår forestillingens nerve. Deres samspil er præcist og levende – som en konstant aflæsning af hinanden i nuet. Denne stærke relation er tydeligt gennemarbejdet og fungerer som forestillingens drivkraft. Samtidig antydes en kamp mellem dem: Hvem er vinderen – eller findes der overhovedet en? Elementer som guldmalingen kan læses som markører for sejr, status eller måske illusionen om det samme.

Musikken af Daniel Fogh fungerer desuden ikke blot som baggrund, men også som en aktiv medspiller. Den er med til at forme stemninger og understrege skift i intensitet, og den bidrager til forestillingens rytmiske struktur på lige fod med lys og bevægelse.

En af de mest interessante læsninger af forestillingen opstår i relationen mellem de to figurer. Der synes at udspille sig en vedvarende magtkamp – en kamp om kontrol, identitet og måske selvforståelse. Danseren kan ses som en ekstern figur, men lige så nærliggende er det at tolke vedkommende som et billede på skuespillerens indre forventninger. Et ideal. Et krav om altid at være den bedste, den stærkeste, den mest atletiske. Denne dobbelttydighed er med til at give forestillingen en dybde, der rækker ud over det umiddelbart synlige.

Det er netop i denne tvetydighed, at Pas de dieu for alvor lykkes. Forestillingen serverer ikke entydige svar, men inviterer i stedet publikum ind i et åbent fortolkningsrum. Man sidder som tilskuer og forsøger at samle brikkerne, mens nye hele tiden tilføjes. Hvad er relationen? Hvem har magten? Er der overhovedet tale om to separate individer? Denne konstante undren er ikke frustrerende – tværtimod. Den er drivkraften, der holder interessen fanget fra start til slut.

Samtidig balancerer forestillingen elegant mellem det humoristiske og det alvorlige. Der opstår øjeblikke af lethed og genkendelighed, som får publikum til at trække på smilebåndet, men uden at det underminerer den underliggende alvor. Denne balance er svær at mestre, men her føles den organisk. Humoren bliver et pusterum snarere end en afledning.

Instruktionen, af Tue Biering, fremstår sikker og velovervejet. Der er en klar fornemmelse af, at hvert element – fra lys til bevægelse til tekst, af hhv. Raphael Frisenvænge Solholm, Stephanie Thomasen og Tue Biering samt Morten Burian, – er nøje afstemt. Forestillingen er spændende sat op, ikke gennem store effekter, men gennem sin evne til at arbejde med rytme, pauser og intensitet. Den tør dvæle, hvor det er nødvendigt, og den tør accelerere, når spændingen skal bygges op.

Pas de dieu er i sin kerne en fortælling om menneskets indre og dyriske kampe. Om de krav, vi stiller til os selv, og de idealer, vi forsøger at leve op til. Det er en forestilling, der ikke råber, men som alligevel taler med en klar og insisterende stemme.

Som publikum efterlades man ikke med en færdig konklusion, men med en følelse af at have været vidne til noget ærligt og vedkommende. Noget, der fortsætter med at arbejde i én. Og måske er det netop her, forestillingens største styrke ligger.

Uppercut Danseteater og fix+foxy

Aalborg teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg

Spilleperiode: Forestillingen er på turné til og med den 29. marts 2026

Set den 25. marts 2026

Fotos: Simone Ballan

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://aalborgteater.dk/forestillinger/pas-de-dieu

Medvirkende: Mark Philip og Morten Burian

Koreograf: Stephanie Thomasen

Instruktør: Tue Biering

Tekst: Tue Biering i samarbejde med Morten Burian

Scenografi: Johan Kølkjær