Anmeldelse: Operation:Orfeo, Det Kongelige Teater (Hotel Pro Forma)

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 4. juni 2021

Af Christian Skovgaard Hansen

Hotel Pro Formas ikoniske opera Operation:Orfeo kan nu – efter sigende for allersidste gang! – opleves på scenen. Operaens omdrejningspunkt er historien om Orfeus og Eurydike fra den græske mytologi. Forestillingen her havde oprindelig premiere i 1993, og den er nu en del af Hotel Pro Formas underverdenstrilogi, som består af fortællinger med afsæt i oldtidens urfortællinger om underverdenen.

Orfeus elskede Eurydike, men hun døde af et slangebid. Orfeus drog derfor ned til Hades, hvor han sang så sørgende, at han fik lov at tage hende med op igen. På én betingelse. Hun skulle gå bag ham på vej op, og han måtte ikke vende sig for at se på hende, før de var helt oppe. Det gjorde han dog, og hun forsvandt for evigt, så han igen var alene. Han sang nu smukkere end nogensinde før, og selvom en flok kvinder blev betaget af ham, afviste han dem. De sønderrev ham og smed hans hoved i havet – hvor det dog fortsatte med at synge. Orfeus’ operation lykkedes derfor ikke.

Det kan betale sig at læse kort op på historien, inden man ser forestillingen. Og så alligevel ikke. Historien bliver nemlig ikke genfortalt direkte, men rejsen tjener som et forløb delt i tre, som præsenteres dækkende henholdsvis nedstigningen, opstigningen og det efterfølgende tab og erindringen om den mistede kærlighed. Det hele omsættes til et moderne billedsprog, hvor billedstykker fra fortællingen drages frem. Men man vil sandsynligvis genkende elementer fra de tre delforløb igennem forestillingen. Kunstnerisk leder og iscenesætter Kirsten Dehlholm har her skåret historien helt ind til benet i dens tre vigtigste elementer.

På den måde er det også en klassisk Hotel Pro Forma-forestilling. Hotel Pro Forma med kunstnerisk leder Kirsten Dehlholm i spidsen forsøger at overskride de kendte grænser mellem kunstarterne, og de bruger også nye scenografiske effekter. Forestillingen er derfor på samme tid abstrakt og stram. Det er det hele i Operation:Orfeo nok ikke i dag, men det har givetvis været det i 1993, da forestillingen havde premiere.

Maja Ravn har skabt en firkantet kassescenografi, hvori hele handlingen udspilles i. Indeni kassen er skabt en række trin som på en stor trappe. Jesper Kongshaugs smukke lysdesign komplementerer scenografien fornemt. Ved hjælp af lyset og de medvirkendes positur kan vi både være på vej nej, på vej op eller i fortabelsens vold. Trappen er en uendelighedstrappe. Kærligheden og tabet er universelt og uendeligt

De medvirkende bevæger sig synkront i formationer, som symbol på vejen ned og op igen fra underverdenen, alt imens den enlige Orfeus selv ses forcere trappen. Bo Holtens musikalske arrangement og Ib Michaels libretto, velsunget af solisten Ieva Parša, supplerer det visuelle elegant. Tempoet er dog ikke højt, hvilket gør, at historiens dele til tider bliver lidt vel lange. Forestillingen præsenteres her som en ”billedopera”. Handlingen udspiller sig i de tre tableauer, hvor de visuelle og auditive principper er i fokus. Fraværet af den hele fortløbende historie er derfor også operaens mindre svaghed.

Forestillingens titel lægger også et ekstra lag på historien. Operationen kan både være den mission, som Orfeus er på for at redde sin kærlighed, og det indgreb, som gennemføres for at kærligheden igen kan blive sund.

Operation:Orfeo er derfor ikke en nem forestilling at gå til. Men hvis man kender historien, og man accepterer forestillingens tredeling og billedsprog, er det en smuk oplevelse både for ører og øjne.

Hotel Pro Forma

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, København K

Spilleperiode: 2.-5. juni 2021

Forestillingen spiller også i Musikhuset i Aarhus den 8. juni 2021

Set den 2. juni 2021

Fotos: Roberto Fortuna

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20202021/gastespil/hotel-pro-forma-orfeo?section=top

https://musikhusetaarhus.dk/arrangementer/operation-orfeo/?orcdst=1

Medvirkende: Ieva Parša, solist, Lisbeth Sonne Andersen, danser og Det Lettiske Radiokor

Dirigent: Kaspars Putniņš

Koncept og iscenesættelse: Kirsten Dehlholm