Anmeldelse: O’s historie, Husets Teater

Anmeldelse: O’s historie, Husets Teater

Af Helene Franch

Den erotiske kultroman O’s historie (1954) af den parisiske journalist og forfatter Anne Desclos handler om kontrol og om magt: Nydelsen i at have den og nydelse i give slip på den. Det er et værk, der provokerede og frustrerede sin samtid: Hvem var Pauline Réage, som var det navn, Desclos havde valgt at udgive under? Højst sandsynligt en mand, for kan en kvinde virkelig skrive sådan noget? Ja altså en kvinde tænder vel på romantik, på sødmefulde kys og kærtegn. En kvinde tænder vel ikke på at blive bortført og gennempisket mens hun får presset ebonitstænger op i begge huller?

I et form for efterord i værket står der: ”En forelsket pige sagde en dag til den mand, hun elskede: ”Jeg kunne da også skrive den slags historier, som du godt kan lide…”.” Et citat, der netop peger på, at Desclos’ hånd, der førte pennen, er underkastet en mands fantasi. Magtspillet inde i værket minder i den forstand om det magtspil, der skulle have præget relationen mellem Desclos og hendes mand, redaktør og forfatter Jean Paulhan. Kunstnerduoen Kirsten Astrup og Maria Bordorff – der står bag hvad man kan kalde den satiriske teaterdokumentar – har valgt at fokusere på den noget turbulente udgivelseshistorie, hvor mændene fra kulturelitens fedtede fingre sidder på alting.

Jean Paulhan presser sin pen let ind i Anne Desclos bryst… fører den langsomt ned langs maveskindet… og så videre nedad mod hendes skød… og så presser han den ind i skørtet, mens hun strækker halsen… lukker øjnene… åbner munden let…. Hele seancen overdrives i en grad, så det kommer til at fremstå komisk. Og netop komik er helt central for forestillingen, der spiller på både karikaturen og klicheen, og ikke et sekund tøver med at hænge sine karakterer ud. Satire kan både være forløsende, når man tager et lidt betændt emne op, men jeg synes i den her sammenhæng, at det skaber lidt for stor distance til selve historien, der af den grund kommer til at fremstå en smule hul.

Özlem Saglanmak er i mine øjne forestillingens lyspunkt. Hun udviser en særlig grad af kontrol, der passer godt ind i det karikerede og kan overbevisende skifte mellem at være i rollen som Desclos, politiinspiktøren, der er lige ved at falde over en baguette samt kunstner, femme fatale og dominatrix Leonor Fini med sin intenst stirrende, sorte kat og lillebitte hat. Fini blev for mig det sted, hvor humoren kom til sin ret, idet den fik lov til at space ud, eksempelvis, når hun rimer eller synger sangen: ”Nok om mig, nok om mig, mig, mig, mig, nok om mig, mig, mig, mig, mig, MIG, MIG, MIG…”. 

Isa Marie Henningsen spiller den rustning, der står på Paulhans’ kontor og bygger en slags bro til publikum, idet hun orienterer os om de historiske detaljer. Jeg synes, det bliver en smule forkrampet med en så udtalt fortællerposition, der samtidig så tydeligt har taget parti, idet hun blandt andet spænder ben for Paulhan. Jeg synes ikke, der er noget galt med at være partisk, men der må godt være mere til: Det er lidt for let at pege fingre af en tydeligvis latterlig karakter. Der ønskede jeg mig lidt mere af forestillingen.

Scenografien derimod er simpel og stemningsfuld. Vi befinder os på maskulint territorium: Jean Paulhans arbejdsværelse. Her lugter af sjusser, cigaretter, gamle, krøllede skjorter og støvede bøger. Persiennerne står let åbne, danner lysstriber henover gulvet, en mekanik, der kan bruges til at lukke verden ude og inde, når det lige passer ham. Til venstre har vi en fransk altan med udsigt til Eiffeltårnet, den kolossale metalkonstruktion, der står som symbolet på Paris. Men i den her sammenhæng kan den også ses som symbol på den ultimative maskuline dominans med sin falloslignende karakter, hårde materialer, der er opført med den ambition at være så stor som overhovedet muligt.

Den her higen efter storhed og magt, udover selvfølgelig liderlighed, er også det mest markante karaktertræk ved Paulhan og hele den selvsmagende kulturelite, der ikke skjuler, hvordan alt foregår ”med et strejf af nepotisme”. Paulhan bliver da ironisk nok også hædret, idet han får en plads i det prestigefyldte Franske Akademi. Den her uretfærdighed bliver markeret, idet Desclos klæder ham på i hans nye uniform som et billede på, hvordan mandens succes bygger på kvinders usynlige arbejde. Jeg synes også her forestillingen er lidt nikke-agtig: ”Ja ej det er også for galt” og JA! det kan vi alle sammen være enige i, men i teatret vil jeg gerne have mere end konsensus.

Receptionshistorisk har værket da også været meget omstridt: Nogle feminister har forkastet den, mens andre fra blandt andet i 80’ernes lesbiske SM-miljøer har hædret den og læst den som et manifest for kvindens ret til at udtrykke sig erotisk. Erotisering af vold mod kvinder var og er en stor tendens i både fin og populærkulturen. I Frankrig var de helt store navne i 50’erne, hvor stykket foregår, blandt andet Marquis de Sade og George Bataille. Altså mænd. Det, at en kvinde skrev et erotisk værk, var meget unikt, og jeg kunne godt have ønsket mig, at der havde været flere nuancer omkring kvindens seksualitet. I sidste ende fremstår Desclos som en lille, gammel svækling, hvis liv gik i stå efter sin mands død. En kvinde hvis eneste stræben var sin mands kærlighed: ”Skål for kærligheden”, siger hun og løfter glasset, idet Paulhan afbryder, strækker sin arm ud, så hun blokeres. Jeg er forvirret: Hvorfor er det lige, at det er en interessant historie at fortælle? 

Navnet O kan oversættes til at stå for objekt, et tomt hul, et omrids, en skal, der bare er klar til at blive fyldt ud. Men O kan også ses som en mund, der er stivnet i et orgasmisk støn eller bare et mysterium, en hemmelighed.

Astrup og Bordorff lykkes i at lave en satirisk forestilling, der på mange måder er oplysende og helstøbt i sine konsekvente valg. Desværre synes jeg ikke, de bringer noget nyt på bordet eller formår at overskride de karikaturer og klicheer, de spiller på. I mine øjne er det ikke værdigt overfor værket, at fremstille det så entydigt som om, at Desclos skrev det udelukkende for at holde på en mand. For behøves det i sidste ende at stå i et modsætningsforhold til hendes egne lyster? Måske hun bare ikke ville have hele den franske offentlighed til at vide, at også hun fantaserede om bind for øjnene og ebonitstænger? Måske skrev hun den for sjov? Måske ikke? Og i sidste ende er det måske slet ikke så interessant, for vi finder aldrig ud af det.

Husets Teater, Halmtorvet 9, 1700 København V

Spilleperiode: 30. april-28. maj 2022

Set den 30. april 2022

Fotos: Karoline Lieberkind

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Özlem Saglanmak, Anders Mossling, Anton Hjejle og Isa Marie Henningsen

Instruktører: Kirsten Astrup, Maria Bordorff

Dramatiker, forfatter: Pauline Réage

Manuskript: Maria Bordorff

Komposition: Kirsten Astrup, Andreas Broby Åberg-Jensen

Dramaturgi: Karen-Maria Bille

Lyddesign: Kirsten Astrup, Erik Christoffersen

Lysdesign: Christian Vest Berntsen

Instruktørassistent: Rosa Danielsen

Varighed: Ca. 1 time og 10 min. uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *