Anmeldelse: Pejserevyen 2025, Hotel Pejsegården

Anmeldelse: Pejserevyen 2025, Hotel Pejsegården

Af Lea Hjort Thalund

Hotel Pejsegården huser traditionen tro efterårskrorevyen Pejserevyen 2025, og dette år er ingen undtagelse. På scenen ses således Troels Malling, Lone Rødbroe, Jesper Lundgaard samt instruktøren Lars Arvad. Lars Arvad har skruet en sikker, men også lidt for simpel revy sammen. Det lille tremandsorkester er under kyndig ledelse af Thomas Pakula.

Pejserevyen består af en samling numre fra tidligere revyer samt enkelte nyskrevne. Ser man mange revyer på en sæson kan man således opleve nogle gengangere, herunder enkelte numre som er tilpasset til Brædstrup.

En af disse er Lone Rødbroes eminent leverede Vase/Fuglsangs ”Det hemmelige våben” om, hvorfor kvinder i overgangsalderen er og bliver det farligste våben vi kan besidde. Hun viser overbevisende, hvorfor hun vandt Årets Dirch til årets Revyernes Revy, og hun har en eminent kontakt med publikum.

Manden med de mange ansigter, Troels Malling, formår både at vride krop og ansigt til de mange forskellige numre, både som den gamle mand med de 117 grafisk beskrevne skavanker til en erotisk Bauhaus-oplæser i et fantastisk samspil med Rødbroe i Vase/Fuglsangs ”50 nuancer”.

Jesper Lundgaards smørstemme leverer en flot blues, som en midaldrende mand iført cykelhjem og lycra, og han formår at få samtlige mænd i salen op og vippe lidt med hofterne, hvilket i sig selv er en præstation, til nummeret ”Love is in the air”. Lars Arvad har ligeledes nogle fine præstationer både som jysk mand med trailertræk og trailer – men uden bilen hertil – i Leif Maiboms ”Født med træk” og som en af de tre spejderdrenge med tilpas bævrende underlæbe.

Til sit kernepublikum og til en krorevy midt i Jylland passer Leif Maiboms tre tekster, ”Den nye fredagsbar”, ”Født med træk” og ”Min far siger” fantastisk, og enhver (jysk) mand kan spejle sig i karaktererne.

Pejserevyen 2025 er i sit helbillede en fin og godt leveret revy. Det er måske ikke den store tekstmæssige præstation, og som ungt og yngre menneske savner man, at der bliver gået noget mere til samfundssatiren. Den føles således lettere forældet i sin humor, og man kan også diskutere, om tiden er løbet fra numre om seksuelle overgreb.

Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at kernepublikummet har rundet de 60 år, hvis ikke mere, og man kan som yngre revygæst godt savne noget mere tyngde. Kernepublikummet er dog vældigt tilfredse og får præcis det, de forventer og gerne vil have. Jeg ville dog have ønsket, at man havde forsøgt at overraske sit publikum. Selv det faste kernepublikum har godt af at blive overrasket og udfordret engang i mellem, og revyen ville have kunnet få det sidste ”touch”.

Er man til lette grin og den gode jyske buffet, der følger med i billetten, kan man snildt tage forbi Pejserevyen 2025 på Hotel Pejsegården i Brædstrup.

Hotel Pejsegården, Søndergade 112, 8740 Brædstrup

Spilleperiode: 6. september-15. november 2025

Set den 26. september 2025

Foto: Pejserevyen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.hotelpejsegaarden.dk/pejserevyen2025

Medvirkende: Troels Malling, Lone Rødbroe, Lars Arved og Jesper Lundgaard

Tekst og musik: Jacob Morild, Leif Maibom, Troels Malling, Axel Bilde Nordby, Vase/Fuglsang, Trine Gadeberg, Preben Kristensen, Jan Svarrer, Søren Anker Madsen, Jesper Lundgaard m.fl.

Iscenesætter: Lars Arvad

Kapelmester: Thomas Pakula

Musikere: Thomas Pakula, Morten Øberg/Johan Toftegaard og Lars Wagner/Frederik Larsen

Koreograf: Peter Friis

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *