Anmeldelse: Pejseshow 2022, Hotel Pejsegården (Liive.dk)

Hotel Pejsegården i Brædstrup ligner sig selv – Jytte Nygaard og hendes fantastiske hold sørger igen i år for den hyggelige, velkomne stemning. Men i forhold til Pejseshow er der i år sket ændringer. Liive.dk med unge Lukas Birch som kunstnerisk leder i spidsen har overtaget roret, og på scenen står også et helt nyt hold bestående af Sofie Stougaard, Joachim Knop og Ulla Vejby.
Årets Pejseshow 2022 har en mere klassisk revytilgang, og de store musikalske shownumre er blevet færre. Der er blevet plads til flere sketcher og små numre, som tangerer kun at være lidt større version af den korte vittighed, som den bunder i. Det er således mere ”revy” end ”show” i år. Det afviger fra de tidligere års traditioner, men det fungerer ganske godt. Om det så er vejen at fremadrettet, kan kun tiden vise.
Lukas Birch har skrevet en del af årets numre, hvilket han med varierende held slipper afsted med. Det starter godt med åbningsnummeret, hvor der – igen – tændes op i Pejsen. Mindre heldigt slipper han afsted med numrene ”Solitudevej 2” og ”Når ugen rammer onsdag”, hvor han gendigter de to gamle klassikere ”Solitudevej” og ”Livets gang” (Pensionistvisen). Teksterne mangler den sidste skarphed og bagvedliggende charme og pointe, som de oprindelige tekster har. I førstnævnte rammes ikke rimene lige fornemt, og sidstnævnte nummer bliver lidt for lang i spyttet og ikke mindst lidt beskrivende. Vi har fattet pointen.

Anderledes går det godt i nummeret ”Enevælde” – også af Lukas Birch – som er aftenens bedste nummer. Som titlen antyder har vi at gøre med en enevældig hersker; her i form af Kong Christian IV (Stougaard), som måske nok mangler lovhjemmel til udryddelsen af alle hekse, så det potentielt kan ende i en skandale. Det hjælper den særlige rådgiver Rabarber Bertelsen (Vejby) dog, hvorfor hofnarren Måge Jensen (Knop) må tage skraldet. Elegant og morsom som kommentar på den der ”vi ved alle nok hvad for en-skandalen”!
Hans tekst til ”Er du god ved Inger” er fin, men den er blevet for velpoleret, og den politiske satire stikker ikke særligt dybt. Det samme kan siges om ”Du og jeg” med henvisning til Dansk Folkepartis deroute, hvor Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard kan ende alene tilbage.

”Fy fy skamme” af Sune Gylling Æbelø fungerer til gengæld godt. Over den klassiske børnesang får både klimaet, krænkelser og meget mere derimellem et par ord med på vejen. Der er meget galt i dag, og man kan spørge sig selv: ”Men hvad må vi så?” – hvis vi da overhovedet må noget mere!
Man har lånt et par numre fra årets Ganløse Revy, hvilket fungerer ganske godt her også. Knop er morsom som kunden, der finder ud af, at supermarkedets scan selv-kasse kan spille melodier, men også at alting har sin pris… Hele holdet er også glimrende som de ældre ægtepar, som – live! – spørges om dette og hint på gaden af den energisk reporter.
Også årets afslutningsnummer ”Teksten er af…”, som hylder Keld Heick, er lånt herfra, men det fungerer også godt her, og sammen med første akts afslutningsmedley med The Beatles-sange udgør de årets store musikalske numre. De to numre viser, at Pejseshow 2022 bestemt har sin musikalitet i orden, og man sagtens kunne have forfulgt den musikalske vej endnu mere.
Trods en noget broget samling tekster, hvor ikke alle er lige gode, gør holdet på scenen det ganske glimrende. Vejby er morsom som live-reporteren, og hun er tilpas rablende lige dele klog og vanvittig som Rabarber Bertelsen. Stougaard er tilpas bitter som Kjærsgaard, og trods teksten giver hun os en fin figur som den ensomme kvinde, som venter på Solitudevej. Knop er morsom som selvscanneren, og han er nærmest kær som den ældre herre, som har sine tekniske problemer, og som den ene halvdel af det interviewede pensionistpar. De to akters potpourri viser os, at holdet, særligt Knop, også er glimrende sangere.

Michel Castenholt har iscenesættelse er frisk og veldrejet, og der er fart over feltet. Næsten for meget fristes man til at sige. Enkelte steder kunne man godt have tænkt sig bare et par sekunders pusterum til fordøjelse, inden det næste nummer starter.
Pejseshow 2022 er samlet en ganske fin forestilling, om end den også har sine svagheder. Al begyndelse er svær – og potentialet til en fuldendt forestilling er der bestemt. Samtidig kan yngre kræfter som Lukas Birch også være med til, at revyen vil overleve – hatten af for det. Læg hertil den særlige stemning og en glimrende carvery buffet, som i år igen har fået et nyk opad, inden forestillingen, og en sviptur til Brædstrup kan kun gøre glæde.
Liive.dk
Hotel Pejsegården, Søndergade 112, 8740 Brædstrup
Spilleperiode: 2. september-12. november 2022
Set den 2. september 2022
Fotos: Pejseshow
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Sofie Stougaard, Joachim Knop og Ulla Vejby
Tekster og musik: Lucas Birch, Keld Haaning Ibsen, Jantzen & Aagaard, Sven Gyldmark, Michel Castenholt, Søren Anker Madsen/Jan Svarrer, Mickey Pless, Cille Kamhus, Lennon & McCartney, Lotte Chris Banch, Thomas Pakula, Sune Gylling Æbelø, Jess Ingerslev & Tom McEwan, Gershon Kingsley, Vase & Fuglsang, Otto Francker, Keld Heick m.fl.
Instruktion: Michel Castenholt
Kunstnerisk leder: Lukas Birch
Koreograf: Helena Dong
Musik: Keld Haaning, Henriette Krogh og Simon Stadsholt
Forestillingsleder: Helle Hammer
Teknik: SoundCrew v. Christian Behrens
Kostumie: Amorin v. Tina Grunwald
Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod