Anmeldelse: Peter Pan, Eventyrteatret

Anmeldelse: Peter Pan, Eventyrteatret

Af Christian Skovgaard Hansen

Traditionen tro er Eventyrteatret også dette efterår tilbage i Tivolis Glassal med deres familieforestilling, hvor vi på ca. 2 timer inkl. pause får serveret en klassisk historie, men med et mindre eller større twist. 

Denne gang er årets musical bygget over fortællingen om Peter Pan, hvor Bo Skødebjerg frit, men stadig meget genkendeligt har gendigtet J.M. Barries historie. Eventyrteatret er i år derved mere tro mod sit forlæg end i de tidligere år. Det eneste større ved historien er måske, at slutningen, hvor det gode vinder over Kaptajn Klo, er lidt vel hurtigt i forhold til resten af historien og børnenes hjemkomst. Stuart Goodstein har komponeret ny musik, som er ganske velklingende.

Peter Pan er derfor stadig fortællingen om drengen, der aldrig bliver voksen. Han bor på Ønskeøen sammen med de glemte børn, og han savner en ny mor. En dag, hvor deres forældre er ude, overtaler han Wendy, John og Michael til at flyve med sig til Ønskeøen. Med sig har han Klokkeblomst, som måske ikke er helt så lun på idéen om, at de tre børn skal med til øen, som Peter Pan er, men hun drysser tryllestøv på dem, så de kan blive med.

På øen lever Peter Pan, Klokkeblomst og de glemte børn sammen med de indfødte og havfruerne. Det er Peter Pans plan, at Wendy skal være de glemte børns nye “mor”, så den nu står på tøjvask og madlavning i et væk. Det er ikke ligefrem Wendys drøm, hvilket giver sine gnidninger, når Peter Pan ikke altid forstår hende, når han i stedet kan leve det frie liv uden de store forpligtelser. (Familie)mønstrene er i opbrud. Alle øens beboere har deres problemer med Kaptajn Klo og piraterne. Kaptajn Klo har dog også sine problemer med en særlig krokodille, der allerede har spist den ene hånd…

Bo Skødebjerg har omsatt dele af historien til vores tid. Teenageren Wendy har sit hyr med John og Michael, som her er lidt ældre end i originalhistorien, når de gemmer hendes mobiltelefon, og hun vil egentlig ud med sine veninder sammen med den “fundne” vodkaflaske fra forældrenes barskab. De indfødte på Ønskeøen er også skiftet ud fra indianerne til eventyrfolket populuserne. 

Ellers er meget dog ved det gamle. Dette gælder også historiens universelle emner som ensomheden, følelsen af at være anderledes, venskaber og en vis portion mistro til de voksnes motiver, ligesom fortællingens fantasiunivers er intakt. Historien har derfor stadig noget på hjerte, alt imens den også fornemt italesætter disse universelle emner, som rummer noget genkendeligt for de fleste.

Det er imponerende, som Eventyrteatret med teaterleder Susanne Vognstrup i spidsen, gør, at børn og unge er også i år fantastisk talentfulde og engagerede, og de leverer en veloplagt og ikke mindst professionel teateroplevelse, som fanger både store, men ikke mindst også de mindre publikummer. Bo Skødebjerg har også iscenesat forestillingen, og han får det bedste ud af de mange unge medvirkende.

Særligt Freja Larsen som Wendy og Katherina Kapsh som Kaptajn Klo må dog fremhæves. Udover at være velsyngende giver Freja Larsen både en charme og en klædelig kant til rollen som Wendy, som her har lidt mere ben i næsen end normalt. Katherina Kapsh som Kaptajn Klo er både humoristisk og ikke mindst tilpas grum og skræmmende.

Scenografien i år er mere stationær og ikke helt så foranderlig som tidligere år. Det giver forestilling en indre ro, og sceneskiftene og ikke mindst Peter Clausens flotte lysdesign sørger dog for, at scenografien alligevel fungerer glimrende. Christine Brinckers kostumer er flotte og deltaljerige, og også i år må systuen have været på overarbejde.

Eventyrteatret har derfor også i år skabt en vellykket efterårsforestilling, som hører til blandt de bedste forestillinger i de seneste år. Den vil med garanti vil begejstre både børn og deres voksne. Den er som sædvanligt flot og fantasifuldt gennemført, og også i år har fortællingen heldigvis noget til både hjerte og hjerne.

Eventyrteatret

Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 7.-22. oktober 2023

Set den 8. oktober 2023

Fotos: Ole Mortensen, Tilsted Kommunikation

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://eventyrteatret.dk/peter-pan/

Medvirkende: Børn og unge fra Eventyrteatrets teaterskole

Manuskript: Bo Skødebjerg frit efter J.M. Barries fortælling

Instruktør: Bo Skødebjerg

Koreograf: Tara Toya

Komponist: Stuart Goodstein

Lyddesign og -afvikling: Steven Winter-Madsen

Kostumedesigner: Christine Brincker

Sanginstruktør: Lisa Tjalve

Paradeinstruktør: Josephine Ellefsen

Lysdesign og -afvikling: Peter Clausen

Produktionsleder: Johanna Vissing Majgaard

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *