Anmeldelse: Pigedyr, Sort/Hvid
Af Christian Skovgaard Hansen
Med Pigedyr bearbejder, dramatiserer og iscenesætter Rebekka Boyding hermed Cecilie Linds roman af samme navn. Omdrejningspunktet er pigen Sara, som vi møder gennem fortællingen og gennem ikke mindst bekendelsen af ungdommens forførelsen af de ældre mænd. En forførelse, som varer ved lige så længe som ungdommen, men i takt med at pigen bliver ældre, må hun også indse, at det forførende væsen og den magt, som hun tidligere havde, nu som 30 årig er forsvundet.
Vi får de chokerende og på en og samme tid uskyldige, men også udspekulerede beretninger om, hvordan Sara som 13 årig begynder et forhold til præsten Dario efter konfirmationsforberedelserne, og siden om, hvordan hun indleder et forhold til hendes venindes far, alt imens forholdet til veninden har sine udfordringer. Det ligner måske nok “bare” en uskyldig leg, men hun aner ikke, hvilke personlige følger og konsekvenser det med tiden kan have.
Laura Skjoldborg portrætterer stærkt Sara. Hun viser os både en usikkerhed, men også en nærmest dæmonisk beregnelighed, når udviklingen nærmest ikke kan gå hurtigt nok, og når hun leger med rollen som femme fatale.
Alt imens hun skuffer sine forældre, leger hun en leg med alle andre. Det er en leg, når hun manipulerer med den modne mand, og legen viser sig at have utilsigtede og uberegnelige konsekvenser, når hun har på den ene side viser os et utilsløret begær, alt imens sartheden og følsomheden lurer lige nedenunder. På forunderlig vis får hun også skabt en vis empati for Sara. Det er i høj grad Skjoldborgs portræt af Sara som “pigedyr”, der både chokerer, men også fanger os.
Det er også hende, der styrer fortællingen, når hun giver Sara stemme og krop i alle de forskellige tilstande. Tilstande, der bevidst, men også underbevidst skiftes mellem, når hun på den ene side er den unge, uskyldige pige, som alderen tilsiger, mens hun straks efter på den anden side er det provokerende og ikke mindst udspekulerede pigedyr, der i begærets magt kan sno mændene om lillefingeren.
Til slut må hun dog opgive styringen, og andre, yngre kræfter kommer til. Efterhånden som alderen indhenter hende, forsvinder magten mere og mere, alt imens andre og ikke mindst yngre kræfter tager over. Konverteringen er total. Det kan godt være, at Sara nu er forsvundet ud i glemslen, men “pigedyret” vil altid bestå.
Alle disse tilstande transformerer Rebekka Boyding flot til scenen, når Lolita-fortællingen vendes på hovedet. Hun viser os herved noget andet end den unge piges rene og uskyldige ideal. Pigen bliver her både ven og fjende på samme tid, og hun er både den, der begærer, men også den der bliver begæret. Uanset hvad antager begæret her en usund tilstand. I Boydings iscenesættelse bliver det skamløst, men aldrig perverst, når sanserne drives frem.
Koret UngKlang skaber et perfekt lydbillede til forestillingen, alt imens de også agerer lige så perfekte statister til fortællingen i deres nærmest troskyldige hvide kjoler og lyse hår med den tykke fletning. De tilføjer en musikalitet til fortællingen, når de både danner ramme om, men bliver også en del af Saras fortælling i Alexander Damsgaard og Rebekka Boydings fine korarrangementer.
Pigedyr tager os med på en rejse ind i den unge piges sind, der viser sig at have nogen flere facetter end dem, som vi umiddelbart tror og ser. Nogle af disse facetter er både udspekulerede og utæmmede! Det er en fortælling, der tilpas balancerer på en knivsæg, når begæret både kommer i sin reneste form, men lige straks må se usikkerhederne i øjnene, når man balancerer forkert og falder!
Sort/Hvid, Staldgade 26-30, 1699 København V
Spilleperiode: 14.-30. september 2023
Set den 29. september 2023
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Laura Skjoldborg og koret UNGKLANG: Agnes Haugland, Esmeralda Holmberg, Ella van der Pals, Ida Marie Bjerg-Raft, Johanne Munch, Maja Wiberg, Marie Wendt Ketting, Martha Bach Gislinge og Sara Enevold
Iscenesættelse, dramatisering, sangskrivning og komposition: Rebekka Boyding
Tekstforlæg: Cecilie Lind
Komposition og korarrangement: Alexander Damsgaard
Lysdesign: Mathilde Hyttel
Lyddesign: Jonas Krogh
Scenografi og kostumer: Mie Riis
Dramaturg: Anders Thrue Djurlev
Bygger og rekvisitør: Anders Toft
Kostumer: Tytti Sofia Hongisto
Sminkør: Hanna Kureer
Forestillingsleder: Lærke Leonora Kolding
Koreografisk konsulent: Marluze da Cruz
Instruktørassistent: Andrea Marie Vitus Andersen
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod