Anmeldelse: Pinocchio, Det Kongelige Teater
Af Jesper Brandrup
”Pinocchio er årets store nye forestilling for de lidt større børn og deres voksne på det kongelige teater”, står der på Det Kongelige Teaters hjemmeside, hvis man folder teksten ud, og ”anbefalet for børn og barnelige sjæle på 8 år og opefter” lidt længere nede.
Det er lidt ærgerligt, at den tekst er placeret bag en rullemenu, for gennemsnitsalderen blandt børnene denne lørdag formiddag med Pinocchio i Skuespilhuset var da vist et godt stykke under 8 år. Der kunne høres en del klynk og småbørnsforældre, der måtte trøste, i løbet af den godt halvanden times (dog inkl. en pause) iscenesættelse af den italienske forfatter Carlo Collodis bog fra 1883 med den oprindelige fortælling om Pinocchio. Forvirringen over stykkets målgruppe vender vi tilbage til, for bag ved den ligger der faktisk et rigtig godt og solidt stykke teater.
Pinocchio er et ualmindeligt dystert stykke. Samspillet mellem Torben Lendorphs lysdesign og Jonas Vests lyddesign henlægger eventyret i en form for permanent regnfuld og blæsende nat. Toni Martin Dobrzanskis musik er enormt stemningsfuld, men der er altså meget langt til den lette tone fra ”der er ingen bånd, der binder mig”. Stykket har flest farver på i det omrejsende dukketeater, i restaurantscenen og i Slaraffenland, men ingen af stederne er altså særligt rare steder at være for Pinocchio.
Sara Cronbergs mørke iscenesættelse vil nok give anledning til delte meninger om stykket. Nogen vil mene, det er for uhyggeligt til børn. Undertegnede synes godt, der kan være noget hyggeligt i uhyggen.
Scenografien og kostumedesign af Franciska Zahle er nemlig udført både levende og med stor fantasi. Så hvis man kan leve med og måske endda nyde, at de to dukker, som katten og ræven bruger til udklædning, ville høre bedre hjemme i ”Chucky” end i ”Toy Story”, og de deforme æsler fra Slaraffenland godt kunne være vandret ind fra the flip side i ”Stranger Things”, så er og bliver Pinocchio en tour de force i vanvittige skabninger, som gør Pinocchios rejse fra simpel trædukke til rigtig dreng både magisk og medrivende. Hun imponerer virkelig med, hvor meget dynamik hun kan skabe med scenen, hvad enten den bliver til et oprørt hav eller en hval, der sluger Pinocchio.
Ud over stemningerne og brugen af scenen er det fysiske skuespil hos både skuespillere og deres dukker stykkets helt store styrke. Pinocchio er et stykke med meget lidt dialog, og Pinocchios oplevelser ses bedst igennem de fantastiske figurer, han møder undervejs. Der bliver ikke sat en fod forkert undervejs. Matthew Rawcliffe får det næsten til at se for nemt ud, når han vralter omkring som Pinocchio – og det er altså uden at gøre brug af mimik eller replikker. Alvin Olid Buresøe og Amalie Bergholdt Hansen gør hhv. hummer- og fisketjeneren til en helt særlig sea food-oplevelse.
Niels Ellegaards Geppetto er i det meste af stykket henvist til en form for levende kulisse, en fysisk og fortællemæssig baggrund for Pinocchios søgen. Det håndterer han sikkert.
Rolf Søborg Hansen har virkelig samarbejdet godt med Andreas Jebro og Anne Plauborg om at gøre Pinocchio til en virkelig levende trædukke. Koblet med Andreas Jebros tydelige komiske talent en virkelig sjov en af slagsen. Det er svært ikke at blive imponeret over at se de to håndtere rollen som både blå feer og Pinocchio samtidig. Og man kan ikke se på billeder, hvordan Marie Dalsgaard og Simon Holmen le Dous’ hhv. kat og ræv glider i ét med deres dukke-udklædninger.
Sidstnævnte er dog nok et godt billede på det ene store spørgsmålstegn, jeg aldrig fik besvaret i løbet af stykket: Hvilket publikum er det til? Katten og ræven er fremragende spillet, men deres kostumer er underligt antropomorfe i forhold til resten af stykket. Jeg tror ikke, der er nogen børn, der vil se på ræven og ønske sig en grå undertrøje i strik til jul eller et par tætsiddende læderbukser ligesom katten. Udover at kostumerne formår at være aparte i et univers, hvor alting ellers tilsyneladende kan lade sig gøre, så får de to roller også opgaven med at drive plottet frem, og det er i virkeligheden der, Pinocchio er rigtig svær, fordi er det overhovedet en historie til børn, eller er det en historie, forældre godt kan lide at fortælle deres børn?
Stykket lægger sig relativt tæt op ad den oprindelige fortælling, som er en ret moraliserende dannelsesfortælling om, hvordan et barn formes af sine omgivelser, og ultimativt vender tilbage til forældrenes kærlighed, selvom det tager forkerte valg undervejs. Det er i grunden ikke børnevenligt, og indebærer en masse svære fortællemæssige valg undervejs, når man skal tilpasse historien. Skal man tage scenen med, hvor kæmpeslangen dør af en blodstyrtning? Manden der vil flå æselgjorte Pinocchio og bruge hans skind til at lave en tromme? Eller hvad med scenen, hvor Pinocchio bliver hængt? Det kan hurtigt drukne i trigger warnings.
Pinocchio er på mange måder et kompromisløst stykke, som holder sig relativt tæt til forlægget, også selvom det er svært på den korte spilletid, og specielt svært for børn. Jeg kan ærgre mig over, at Pinocchios indre ønske om at blive en rigtig dreng ikke bliver vist tydeligere i starten, og forvandlingen til sidst gik også meget hurtigt for min forståelse. Selv en road story som Pinocchio må have en start og en slutning. Så selvom det centrale tema om Pinocchios dannelse som menneske formentlig går tabt (specielt for børnene i publikum), så er det skøre og fantastiske univers, man møder på vejen, fremragende underholdning.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Store Scene, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
Spilleperiode:15. november-30. december 2024
Set den 23. november 2024
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/skuespil/pinocchio
Medvirkende: Matthew Rawcliffe, Niels Ellegaard, Andreas Jebro, Anne Plauborg, Sigurd Holmen le Dous, Marie Dalsgaard, Alvin Olid Bursøe, Amalie Bergholdt Hansen
Forfatter: Carlo Collodi og Phoenix Talreja Nielsen/Jeppe Vendelbo Fischer
Dramatisering: Lee Hall
Iscenesættelse: Sara Cronberg
Scenografi og kostumedesign: Franciska Zahle
Dukkeinstruktør: Rolf Søborg Hansen
Lysdesign: Torben Lendorph
Koreografi: Melker Sörensen
Lyddesign: Jonas Vest
Musik: Toni Martin Dobrzanski
Oversættelse: Niels Brunse
Varighed: Ca. 1 timer og 35 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod