Anmeldelse: Billy Elliot, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Filmen ”Billy Elliot” havde premiere i 2000, og manuskriptet var skrevet af Lee Hall og instrueret af Stephen Daldry. Fem år senere, i 2005, havde scenemusicalversionen baseret på filmen premiere. Lee Hall skrev teksten, og Elton John komponerede musikken.
Vi er i midten af 1980’erne, og kulminearbejderne i det nordøstlige England strejker, da de ikke er enige i daværende premierminister Margaret Thatchers politik. Det fører til en lang og til tider opslidende kamp for overlevelse og en række sammenstød med politiet. Strejken varer næsten et år, og det er bliver sværere og sværere at forsøge familien og ikke mindst at bevare sammenholdet og fagforeningskampen.
Hovedpersonen er drengen Billy Elliot, hvis mor er død, så han lever sammen med sin far, Jackie, sin bror, Tony, og sin bedstemor. Faren og broren mener, at Billy skal være en rigtig dreng, og de forstår måske ikke altid, hvad Billy egentlig ønsker. Billy går til boksning, men det fanger ham aldrig rigtig. Han fatter derimod interesse for balletten hos fru Wilkinson, hvilket han prøver at skjule for familien. Til slut opdager faren det, og han forbyder Billy at gå til ballet. Han opsøger derfor sin bedste ven Michael for at få råd. Han finder Michael iført en kjole, og Michael overtaler Billy til at turde være sig selv og afvise de begrænsninger, der er i arbejderklassesamfundet. Vejen til balletten er ikke nem, men Billy slipper den ikke, og selv hans far overgiver sig, hvorefter Billy kommer til audition på Den Kongelige Balletskole, hvilket åbner en lysere fremtid for ham.
Temaerne i Billy Elliot er derfor mange. Der er blandt andet klasse- og solidaritetskamp, individualismens fremmarch, fremtidens drømme, det at turde tro på sig selv, familieforhold og -sammenhold og kønsrollerne, der er i opbrud. Samtidig viser fortællingen os, at en række af temaerne stadig er aktuelle den dag i dag. Det svære er at få alle disse temaer bundet sammen med de gennemgående historier, så der skabes en samlet fortælling med noget til både hjerte og hjerne.
Det lykkedes ikke helt for Heinrich Christensen, der både har oversat og iscenesat musicalen. Ikke alle temaerne – og ikke mindst de deraf følgende dilemmaer og løsninger – kommer til at stå helt skarpt, hvilket svækker den samlede fortælling lidt. Særligt klasse- og solidaritetskampen fanger os aldrig rigtig. Med undtagelse af anden akts juleshow, hvor børnene opfører et show, der nedgør Margaret Thatcher. Ellers bliver den kamp lidt negligeret til et næsten komisk sammenstød mellem politiet og de strejkende og enkelte stikpiller.
Til gengæld formidles historien om Billys udvikling og balletrejse anderledes godt. Vi både føler med Billy, og vi tror på hans usikkerhed, men også talent, men vi hepper på, at han nok skal klare den store audition. Det er her, at musicalen bliver både rå og charmerende på samme tid, og den bliver både hjertevarm og rørende. I sig selv bliver Michaels fortælling også tankevækkende, men den kommer aldrig rigtig til at stå som modstykke til den rå, mere gammeldagstænkende arbejdermentalitet, da denne kamp står så svagt.
Rollen som Billy blev til premieren spillet af Silas Santin. Han spiller godt med både charme og ynde, og han har den rette frækhed, eftertænksomhed og vilje. Han danser også ganske fint, mens han sang er mere svag. Vilhelm Kroner Ingvald er herlig som den åbne og legende Michael. Skuespilmæssigt får Henrich Christensen det bedste ud af ham og de mange andre medvirkende børn og unge (der medvirker tre forskellige hold).
Dansen savnes lidt i forestillingen, og Miles Hoares koreografi syner ikke af meget. Men det bliver både fascinerende og smukt, når Billy og hans voksne jeg, i skikkelse af Alban Lendorf, danser i minegangene i de store minelampers skær.
Mads Rømer Brolin-Tanis far starter hård og bister, hvor modgangen og desperationen trænger sig på, men han ender med at vise sin store kærlighed til Billy, og vi oplever, at han er meget mere end den hårde facade, når han får sine rørende øjeblikke. Luka Toya er også hård og brysk, men også han finder ud af, hvad der kan være vigtigt i livet. Annette Heick spiller danselærerinden Fru Wilkinson både troværdigt og kærligt, men også med den rette skarphed, så Billy holdes til ilden. Anne Marie Helgers bedstemor er skøn i sin forvirrede livslyst og i hendes omsorg og kærlighed til Billy med et håb om, at han får en bedre fremtid end resten af familien.
Benjamin la Cours næsten monumentale grå betonscenografi ser ved første øjekast noget bastant og kedelig ud. Men den viser igen la Cours talent, når den intelligent og i samspil med Operaens tekniske muligheder effektivt smukt kan skifte scenerum. I samarbejde med lysdesigner Jonas Bøgh udnyttes scenerummet fuldt ud. Ikke alt er så gråt og trist, som det ved første øjekast ser ud til! Elton Johns fantastiske musik spilles glimrende af Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Robert Houssart.
Det Kongelige Teater viser os, at fortællingen Billy Elliot stadig holder, og at vi stadig kan lære af dens temaer. Hvilken verden er det, som vi ønsker os, og hvordan skal vi agere både i forhold til os selv, men også i forhold til andre. Denne version har en fantastisk flot scenografi af Benjamin la Cour og overordnet glimrende skuespilpræstationer, mens Heinrich Christensens iscenesættelse lige mangler det sidste nøk for rigtig at blive nærværende.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 21. november 2024-12. januar 2025
Set den 21. november 2024
Fotos: Miklos Szabo og Benjamin la Cour
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20242025/musical/billy-elliot
Medvirkende: Silas Santin, Mads Rømer Brolin-Tani, Annette Heick, Anne Marie Helger, Alban Lendorf, Vilhelm Kroner Ingvald, Bella Stampe, Lukas Toya, Morten Linemann Olsen, Camille Rommedahl, Christopher Læssø, Bjarne Antonisen, Sebastian Harris m.fl.
Oversættelse: Heinrich Christensen
Instruktør: Heinrich Christensen
Dirigent: Robert Houssart (denne aften, deles med Joakim Hallin)
Orkester: Det Kongelige Kapel
Koreografi: Miles Hoare
Scenografi: Benjamin la Cour
Kostumedesign: Helle Damgård
Lysdesign: Jonas Bøgh
Lyddesign: Sebastian Frost
Oversættelse, sangtekster: Marie Degener Troelsen
Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod