Anmeldelse: Proprioception – da kroppen blev væk, Teaterhuset (Teaterkollektivet MAGMA)

Anmeldelse: Proprioception – da kroppen blev væk, Teaterhuset (Teaterkollektivet MAGMA)

Proprioception – da kroppen blev væk

2

Af Nanna Sofie Pehrson

Proprioception – da kroppen blev væk er eftersigende en forestilling om manglende kropsstillingssans. Jeg oplevede nu mest af alt blot mangel på meningsfuld og interessant dramatik. 

Forestillingen havde onsdag premiere på Teaterhusets scene Vox og er skabt af Teaterkollektivet MAGMA, der er et nystartet teaterkollektiv med base i København. Proprioception betyder som nævnt ”kropsstillingssansen”, altså evnen til at lokalisere kroppens dele, hvilket betyder at vi kan ramme vores næsetip med en finger med lukkede øjne. Det er en sans ikke mange kender til og bliver af nogle beskrevet som ”den sjette sans”. Et interessant emne at dykke ned i, men gør MAGMA nu også det?

Scenerummet er indrettet som et klassisk venteværelse og publikum agerer ventende gæster. Rummet er forholdsvis dunkelt, indrettet med et få planter, kaffemaskiner og plastikkrus. Derudover er både gulv og vægge dekoreret af hvide og gule linjer, der skaber et flot geometrisk udtryk, der tydeligt mimer de linjer, der nudger os i den rigtige retning på hospitalernes gange.

Vi møder i forestillingen tre personer, Rikke, Sif og Viktoria, alle pårørende til Alice, der har mistet sin kropsstillingssans og ligger bevidstløs på hospitalet. Vi møder dog aldrig denne Alice, men stifter blot bekendtskab med hende gennem de tre karakterers beretninger om hende og deres forhold til hinanden. Efter sigende, når man læser på Teaterhusets hjemmeside, skulle forestillingen handle om oplevelser af kontroltab af krop og sind, at vågne op i en krop, der ikke lystrer og at være offer for sin egen manipulerende og selektive hukommelse.

Når titlen på forestillingen er Proprioception har jeg en stærk tiltro til, at det er det forestillingen, handler om. At det er omdrejningspunktet, og at det er det jeg skal blive klogere på og fundere over. Alligevel var det eneste, jeg tænkte, da jeg sad i metroen på vej hjem, ”handlede forestillingen overhovedet om proprioception?” – og nej, det synes jeg virkelig ikke, den gjorde. Jeg har en klar fornemmelse af, hvor MAGMA gerne ville hen med forestillingen, men det fremstod i højere grad som en fortælling om tre selvcentrerede unge kvinder uden medfølelse eller medlidenhed.

Instruktør og manuskriptforfatter, Katinka Hurvig Møller, beskriver i et interview med TV-kanalen Københavnerliv, tankerne bag produktionen. Her fortæller hun, hvordan det er de tre karakteres forskellige opfattelser af Alice, der er spændende. Altså, hvordan forskellige mennesker kan have forskellige idéer om, hvem en person i virkeligheden er. Men jeg vil vove at påstå, at det på ingen måde er en ny observation og at Proprioception ikke sætter noget nyt på dagsordenen i forhold til dette emne. Selv ikke i det ”metalag”, der eftersigende skulle ligge og ulme under overfladen, er der noget unikt at finde. Karaktererne, der skulle repræsentere metaforiske udgaver af proprioceptionen; social angst, falske minder og clashende virkelighedsopfattelser, virker ikke som andet end en repræsentation af fuldstændig almenmenneskelige følelses – og reaktionsmønstre.

Idéen og moralen blev simpelthen ikke fulgt til dørs og jeg sad med en nagende følelse af at være blevet totalt misinformeret om forestillingens emne og formål. Jeg er fuldstændig ligeglad Rikkes dårlige forhold til en søster, der bor i et kollektiv i Vanløse; jeg er interesseret i den sans vi alle sammen har, men ikke opfatter før den er væk – og i denne forestilling var den virkelig væk.

Skuespillerne gjorde et godt stykke arbejde, men grundet den flade fortælling blev det, der skulle have været stærke følelser, lige så svage som fortællingen. Jeg synes MAGMA har ramt plet i forhold til det æstetiske udtryk og lys – og lydbilledet, der var både nyt, spændende og interessant. Jeg ville dog ønske at manuskriptet havde været det samme, men jeg må indrømme, at denne forestilling er en, der går hurtigt i glemmebogen. 

Forestillingen giver et klart genklang af at der er nogle unge mennesker, med en stærk interesse for scenekunst og dramatik, der har taget et seks måneders kursus på Skuespilakademiet eller en lignende institution, hvor de har fået et crash-kursus i dramaturgi, hvorefter denne forestilling er stablet på benene. Proprioception bærer stærkt præg af lærebogsdramatik, der hverken fremstår ægte, nytænkende eller meningsfuldt.

Kom igen MAGMA, jeg kan fornemme at I har kreativiteten, hjernen og hjertet til at skabe noget helt vidunderligt ny, ung dansk dramatik – det var bare ikke lige i denne omgang.

Teaterkollektivet MAGMA, Teaterhusets scene VOX

Teaterhuset, Rådhusstræde 13, 1466 København K

Spilleperiode: 11.-19. marts 2020

Set den: 11 marts 2020

Foto: Andrea Krull

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Stephanie Desirée Skovbo Borre, Maria Horsted Skovhuus og Stine Stub Nielsen

Koncept og idé: Stine Stub Nielsen, Katinka Hurvig Møller

Instruktion og tekst: Katinka Hurvig Møller

Scenografi, kostumer og rekvisitter: Ane Katrine Kjær

Produktionsleder: Cirkeline Kenya Tuxen Marlow

Lys: Alexander Tofteskov Hjalmarsson

Lyd: Oscar Metcalf- Rinaldo

Varighed: Ca. 1 time uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *