Anmeldelse: Rædsel, Teater Grob (AHA Produktion og Teater Grob)

Af Nanna Sofie Pehrson

Ordet ”diagnosesamfund” er i dag næsten lige så tyndslidt som ”præstationskultur”, men vi kan ikke komme udenom, at antallet af angstramte har været stødt stigende i mere end ti år. Som samfund har vi været hurtige til at kritisere, at diagnoser bliver slynget ud til højre og venstre, som Oprah delte biler ud i det ikoniske ”You get a car!”-klip fra 2004, men ved vi overhovedet, hvad det er vi kritiserer?

Tænk, hvis der en dag pludselig stod en, med en kontrakt i hænderne og bankede på din dør. ”Jeg er kommet for at hjælpe dig”, ville han sige, med et charmerende smil på læben. Med hans hjælp vil du kunne undgå alle forfærdelige ting, der nogensinde vil kunne ske. Han tænker alt til ende for dig – så længe han er der, er der ikke noget at være bange for.

Rædsel er en fortælling om, når angsten flytter ind og sammenbruddet rammer. Med humoren i højsædet, bliver vi introduceret til den svære tilværelse det er at leve med angsten som en ekstra beboer i et allerede sårbart sind.

Parallellen mellem angst og rædsel, som titlen indikerer, synes jeg er et genialt lighedstegn. Lang de fleste har oplevet følelsen af rædsel, og den sitrende fornemmelse af ubehag og frygt, der manifesterer sig i kroppen. Men det er langt fra alle, der kender til følelsen af angst – ja, selv jeg gør ikke, men efter at have oplevet Rædsel forstår jeg, at der ikke er langt mellem de to. Rædsel og angst er tæt forbundet. Angsten sørger for, at du lever i konstant frygt for alle de rædselsfulde ting, der kan ske.

Eva lever en ganske gennemsnitlig tilværelse med mand, barn og karriere. Hun er øjenkirurg, men en dag ender en udredning af en patient galt og det sætter gang i de tanker, der sidenhen afføder den ”stemme”, der flytter ind. Alexander Clement spiller personificeringen af angsten, som med charme og manipulation rykker tættere og tættere på Eva og snart er hendes tætteste fortrolige.

Det helt store problem ved psykiske lidelser er, at de ikke er til at se. Hvis du kommer på arbejde med en brækket arm, skal jeg nok tilbyde at holde døren for dig eller hjælpe dig med din madpakke, men psykisk sårbarhed kan være umådeligt svært både at få øje på og forholde sig til. Personificeringen af angsten er derfor netop det, jeg mener fungerer særligt godt i denne forestilling.

Den måde, hvorpå Anna Bro har skrevet angsten frem, som både en bedste ven, tættest fortrolige og værste fjende, ramte plet i et sammensurium af humor og tragedie. Det dynamiske scenerum understøtter kun denne oplevelse, med store vægge i grå, intetsigende beton, der langsomt men sikkert glider rundt i rummet og skaber en følelse af ubalance og klaustrofobi. Det æstetiske udtryk er simpelt, men effektivt og man føler sig lukket inde i Evas kaotiske og mørke indre.

Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement leverer en overbevisende og rørende præstation som henholdsvis Eva og ”stemmen”. Deres forhold skildres som en form for ulykkelig kærlighedshistorie, hvor den ene part gør alt for at isolere den anden. Men at skulle løsrive sig fra en man elsker, på trods af at den ødelægger en indefra, kan være en tæt på umulig løsrivelsesproces. Analogien mellem det usunde parforhold og Evas forhold til angsten, giver den indre tilstand et ydre udtryk, som gør tematikken let fordøjelig.

Angsten er en hård tematik at tage op i en forestilling, der ikke varer mere end fem kvarter, men jeg gik alligevel fra teatret, med en stærk følelse af at have lært noget. Jeg må indrømme, at jeg også selv har været træt af den lange polemik om inflationen i psykisk lidende unge, og det lyder måske hårdt, men min umiddelbare reaktion, da jeg hørte om forestillingen, var ”here we go again…”. Heldigvis blev mine fordomme mod en intetsigende, ”hvor er det synd for mig og hvor har jeg det hårdt”-forestilling stærkt modsat – og det trængte jeg til! Humoren, der sad lige i skabet, og den moderne, poetiske tekst hev debatten hen på et uudforsket niveau, som jeg synes klædte den rigtig godt.

Er vi efter mange års debat, overhovedet blevet klogere på, hvad det er vi har med at gøre, når vi snakker ”diagnosesamfund”? Mit umiddelbare svar er nej. Jeg tror ikke på, at vi forstår, hvilke dæmoner psykiske lidelser, som angsten, bringer med sig, men jeg tror på, at Rædsel kan hjælpe os mod en bedre forståelse. Så på trods af at vi er trætte af at snakke om ”diagnosesamfund” og ”præstationskultur”, betyder det ikke, at det er en tematik, det er tid til at lægge på hylden.

Eva nævner bl.a. i forestillingen, at ikke en eneste person skal kunne sætte en finger på det arbejde, hun gør, den kæreste hun er, den samfundsborger hun er, den forælder hun er. Hvis det er livsfilosofien, vi fortsat skal leve efter i 2020, kan det da ikke komme bag på nogen, at angsten flytter ind. Så lad os italesætte angsten på en måde, som vi ikke før har gjort og lad os reagere, så snart den melder sin ankomst og hjælpe hinanden med at sende den ad helvedes til.

AHA Produktion og Teater Grob

Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København

Spilleperiode: 21. februar-21. marts 2020

Set den 21. februar 2020

Fotos: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen og Alexander Clement

Manuskript: Anna Bro

Instruktion: Rune David Grue

Scenografi: Kristian Knudsen

Lysdesign og automatiseringsteknik: Frederik Dahl Hougs

Lyddesign: Jonas Vest

Teknisk afvikling og koreografisk konsulent: Karl Sørensen

Forestillingsleder og rekvisitør: Therese A. Jensen

Produktionsassistent: Frederikke Krogh

Kreativ producent: Hanna W. Grue

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Tremmer, Musicalteatret

Af Eva Gudmand   Alle er de endt i fængslet for noget forskelligt; én ...

Anmeldelse: Helligtrekongersaften, Grønnegårds Teatret

Af Henriette Devantier Grønnegård Teatret er noget helt særligt – stemningen, omgivelserne og deres ...

Anmeldelse: Topmøde for de mest deprimerede, Republique

Af Christian Skovgaard Hansen   ”Nej! Jeg vil ikke ind!” Lyset tændes på scenen, ...

Anmeldelse: Evita, MCH Herning Kongrescenter (MCH Musical)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard I 1919 blev den folkekære Eva Perón født. Hun voksede ...

Anmeldelse: Fyrtøjet, Aalborg Teater

Af Lærke Holst Thomsen Vi kender den alle sammen, så snart den bliver læst ...

Anmeldelse: Leonora Christina, ODEON (Odense Teater)

Af Emilie Elisabeth Bundgaard Leonora Christina var datter af Christian 4. Hun var gift ...