Anmeldelse: Ridley Scott Metoden, Teater Nordkraft
Af Tanja Bech Hansen
Hvor ville verden dog være et herligt sted, hvis vejen til at finde sig selv var ligefrem. Desværre må de fleste af os anerkende at virkeligheden langt fra er så enkel, og at det ofte kræver mange forsøg ned gennem vanskelige og snoede veje, og selv der er der ingen garanti for at finde sit sande jeg. Det kan virke frustrerende og måske endda nytteløst, for hvor skal man begynde? Jo, man kunne give sig i kast med Ridley Scott Metoden.
Denne metode består af 14 niveauer, som hver passer på en eller flere film af den berømte filminstruktør. Ridley Scott er blandt andet kendt for filmene ”Gladiator” og ”Blade Runner”, men filmenes plot bliver forklaret løbende gennem stykket, så der kræves intet behov for at kende hverken Ridley Scott eller hans værker.
Hver af disse 14 niveauer tillader dig at gå dybere ind i dit eget sind og forståelsen af hvordan du agerer. De første ni niveauer kender Jakob Hannibal særligt godt, da han flere gange (forgæves) har givet sig i kast med at opnå fuldkommen forløsning gennem metoden. Denne gang forsøger han igen, men nu med en ny makker i form af Tani Dibasey, som fra Norge er flygtet fra sine problemer, og nu brændende vil finde sig selv.
Scenografien af Mikkel Rostrup er noget af det mest unikke, jeg længe har oplevet. Publikum lukkes ind og placeres rundt om det forreste af scenen, som egentligt er en form for aflang trappe med brede trin hvorpå der er fyldt med rød sand-lignende gummi. ”Sandets” røde farve giver en fornemmelse af vi er ude for tid og sted og tillader dermed at publikum tager med på skuespillernes rejse på at finde sig selv.
Rekvisitterne, der benyttes i stykket, fortæller dog en anden historie. Disse er primært apparater, vi kender fra vores hverdag såsom en elkedel og stempelkande. Brugen af disse giver publikum en forbindelse til skuespillerne med en implicit ide om, at alle og enhver kan springe ud i Ridley Scott Metoden.
Kontrasterne mellem scenografi og rekvisitter understøtter perfekt stykkets handling hvor de to skuespillere Jakob Hannibal og Tani Dibasey springer ind og ud mellem diverse roller fra Ridleys mange klassikere mens de sågar bryder med de traditionelle ideer og forventninger om skuespil, da de mellem hvert niveau går helt ud af deres rolle og lader publikum se dem som almindelige personer, mens de hver fortæller om oplevelser, forventninger og ikke mindst bekymringer fra deres eget liv.
De personlige beretninger virker så perfekt i dette stykke, da det tydeliggør, at de to mænd befinder sig i to forskellige steder i deres liv, men at de begge ikke har den fjerneste ide om hvem de i virkeligheden er. Brugen af deres fortællinger gør det netop særligt spændende at følge med i deres rejse gennem stykket. Der er som sådan ikke et konkret manuskript, hvorfor man på sin vis kan anse stykket som improvisation. Dette tillader også ændringer for hver forestillingsaften.
Ved hvert niveau i ”metoden” er de to skuespillere meget dedikerede og (oftest) seriøse mens de spiller karaktererne. De er så seriøse, at det giver en undertoning af komik, hvor publikum har en fest. Det kræver oceaner af disciplin og dygtighed at kunne fastholde sig i en sådan seriøsitet med en sal, der arbejder imod dig (i form af højlydte grin), og det gør det kun endnu mere beundringsværdigt at se på.
Lysdesignet af Mads Eckert Hermansen fortjener også en stor klapsalve herfra. Der bliver leget med farverne på scenen, så det matcher skuespillernes følelser eller handlinger. Og lyset tilpasses i allerhøjeste grad efter hvilken film, der skal dykkes ned i og undersøges. Et særligt eksempel på dette er ved niveau nummer 6, hvor det er filmen ”Legend”, der skal spilles, her fortælles det at man er i en eventyrlig skov med enhjørninger og pludselig er scenen gået fra en lettere mørk og kedelig sal til en vidunderlig verden hvor lyset skinner i alle regnbuens farver. Der var gennem stykket ikke et eneste tidspunkt, hvor man sidder tilbage med en følelse af, at lysdesignet bedre kunne have understøttet forestillingen. Det er virkeligt et højt niveau.
Samlet må man tage hatten af for forestillingens sammensætning. Aldrig har jeg set noget lignende, og det er svært at få armene ned af bare begejstring. Det er nyt, vovet og ikke mindst vidunderligt, hvilket netop er derfor at denne forestilling fortjener at få topkarakter og den store anerkendelse.
Teater Nordkraft, Teglgårds Plads 1, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 1. marts-17. marts 2022
Set den 11. marts 2022
Fotos: Martin Høyer Poulsen.
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Jakob Hannibal og Tani Dibasey
Instruktør og manuskript: Emil Rostrup
Inspiration og materiale: Thomas Nielsen
Scenograf: Mikkel Rostrup
Varighed: Ca. 1 time og 30 min. uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod