Anmeldelse: Ronja Røverdatter, Docken

Af Rose Himmelstrup Hansen
Det er et dejligt, nostalgisk gensyn, når Ronja, Birk, rumpenisserne og alle de andre gør entre på scenen. Børnene er fortryllede, både når det er uhyggeligt, og når det er sjovt, og der er også indlagt noget af det børnene ikke forstår, men de voksne griner af. Men for det unge publikum er det mest et hyggeligt gensyn.
På baggrund af Astrid Lindgrens eventyr har Heltemus Production opsat musicalen ‘Ronja Røverdatter’ med sange af Sebastian. Og det gør de rigtig, rigtig godt. Det er et vaskeægte eventyr, der udspiller sig på scenen i den store hal, Docken, på Nordhavnen. Man fornemmer hele universet tydeligt, som man sidder og kigger direkte ind i Mattisborgen – en meget gennemtænkt scenografi, der underbygger forestillingen rigtig godt.
Vi kom ind til regn og torden – en meget effektfuld introduktion, men de mange effekter blev ikke brugt i nær så høj grad efterfølgende. Så blev det musik, sang og teater. Jeg kunne godt savne lidt mere brug af effekterne, men det var bestemt ikke noget, jeg oplevede, at børnene i salen, som må siges at være målgruppen, savnede.
Forestillingen er en familieforestilling, og netop fordi det er en familieforestilling, bliver særligt første akt også lidt lang – den varer næsten halvanden time, og til sidst er det lidt hårdt, både for børn og voksne, at sidde stille. Konceptet med en familieforestilling betyder også, at vi unge mennesker ikke er den primære målgruppe, så hvor det virkede ganske fortryllende for børnene, så var der ikke meget wow-effekt for det lidt ældre publikum.
Så tag din lillebror, din kusine og din mormor under armen og få dig en fantastisk oplevelse med hele familien, for det er uden tvivl dejligt atter at høre historien og føle sig lidt som et barn igen.
Heltemus Production ApS
Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn
Spilleperiode: 26. januar-5. februar 2017
Spiller derefter på turne i hele landet
Set den 27. januar 2017
Fotos: heltemus.dk
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod