Anmeldelse: Salt, Riddersalen (Odin Teatret)
Af Rose Ansager Himmelstrup Hansen
Dette er en fantastisk forestilling, men vær opmærksom på, at den spilles på italiensk. Jeg kan ikke et ord italiensk, og jeg fik stadig rigtig meget ud af forestillingen. Med mindre du kan italiensk, så skal du kunne nyde middelhavsstemningen i en meget scenekunstnerisk forestilling, hvor du hele tiden er på dybt vand.
Omdrejningspunktet er en kvindes odyssé. En kvinde rejser fra ø til ø i Middelhavet i søgen efter en elsket person, som er forsvundet. Hun følges af et syn, der i en dans fører hende stadigt nærmere erkendelsen af et uigenkaldeligt fravær.
Du følger en italiensk kvinde, der undervejs kommer igennem et hav af forskellige sindsstemninger. Og gennem hele forestillingen er der et spændende forhold til salt. Der bliver sunget, danset og spillet musik, og når forestillingen er på italiensk, er det disse tre ting, der holder publikum fanget.
De første fem minutter vil du formentlig bruge på at acceptere, at du på ingen måde har en føling med, hvad der sker på scenen, ud over hvad du har læst på forhånd. Til gengæld er det en dejlig oplevelse, når du først har accepteret at slippe kontrollen, og du får næsten fornemmelsen af, at du er i middelhavsområdet. Du kan også sagtens fornemme desperationen og fraværet.
Det er en meget u-dansk forestilling, og hvis du har mod på at se en forestilling, der ikke ligner det, du kender, så er det et fantastisk stykke at søge tilflugt til. Det er ikke en morsom forestilling, heller ikke en tragisk, men nærmere som at se et stykke klassisk kunst, som du kun forstår brudstykker af, men som er meget smukt.
Odin Teatret
Riddersalen, Allegade 7, 2000 Frederiksberg
Spilledato: 9. juni 2016
Fotos: Odin Teatret
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.odinteatret.dk/productions/current-performances/salt.aspx
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod