Anmeldelse: Sanne – The musical, Tivoli (Live Nation Denmark og Langkjær Entertainment)
Af Henriette Devantier
Hele Danmarks rockmama, Sanne Salomonsen, er i centrum i Sanne – The Musical, der spiller i Tivolis Koncertsal og senere på turné rundt i landet. Du kan vente dig et energiniveau uden lige samt en utal af den ukronede rockdronnings store hits, der alle har præget danskere gennem Sanne Salomonsens lange karriere.
Sanne Salomonsen er svær at komme udenom på den danske musikscene. Både i vores samtid, men i høj grad også gennem de sidste mange årtier. Størstedelen af Danmarks befolkning har på et eller andet tidspunkt stiftet bekendtskab med hendes rammende musik, og mange har et ganske særligt forhold til musikken. Dette afspejler sig i forestillingens publikum, der tog plads i Tivolis Koncertsal denne fredag aften. Det var et dejligt mangfoldigt publikum, som nu skulle til at se Sanne Salomonsens livshistorie genfortalt som musical.
Forestillingens omdrejningspunkt og udgangspunkt er Sannes blodprop i hjernen – hendes livskrise, der medfører, at hendes liv passerer revy. Gennem erindringen møder vi den oprørske Sanne, der flytter hjemmefra for at synge og spille teater. Stjerneskuddet Sanne Salomonsen, der topper 80’ernes hitlister og ofrer alt for musikken. Musicalstjernen Sanne, Sanne fra Sneakers og Anne Linnet Band. Sanne, der møder misbrug og manipulation. Sanne der står alene i verden. Sanne der må kæmpe for at forsørge sin søn. Sanne, der må finde skjulte kræfter i sig selv og finde en måde at forvandle misbrug til kærlighed, gift til medicin og nederlag til musik.
Der var i den grad lagt i kakkelovnen til et brag af et show, men jeg blev desværre svært skuffet. Med stærke kræfter bag forestillingen i form af instruktør Martin Lyngbo og dramatiker Line Mørkeby, har jeg svært ved at forstå, at det kunne ende galt.
Selve det tekniske og dramaturgiske hænger i en utrolig tynd tråd. De enkeltstående scener virker forcerede, og bærer præg af en hektisk energi, der til tider ekskluderer publikum. Flere steder sad jeg med en knude i maven. Jeg følte flere gange, at de ikke tog Sannes livshistorie rigtigt seriøst, og jeg synes, at forestillingen ofte bærer præg af en ærgerlig komik. Jeg savnede sådan en renhed og en ro, der kun fik lov at titte frem glimtvis.
Overfor handlingen står den musikalske historie, der heldigvis er rigeligt af, og den løfter i den grad forestillingen. Sanne Salomonsens musik er gudsbenådet og i en liga for sig, og den leveres med en stor professionalisme af et stærkt cast. Jeg havde en kæmpe fest over musikken og den dygtige fremstilling af den. Musikken fortjener en bloddråbe for sig!
Aftenens andet helt store højdepunkt var de tre skuespillerinder, Andrea Heick Gadeberg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og Gry Trampedach, der delte hovedrollen som Sanne Salomonsen på tre forskellige tidspunkter i hendes liv. Deres stemmer og imitation af Sanne sad fuldstændig i skabet, og disse tre kvinder bragte forestillingen op på et andet niveau.
Andrea Heick Gadeberg var skruppelløs, fræk og inderlig i sin portrættering af den yngste Sanne. Man tør roligt sige, at Andrea Heick Gadeberg slægter sin mor, Trine Gadeberg, på med et stort sangtalent. Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen bar en stor del af forestillingen i sin rolle som den mellemste Sanne. Det var et ansvar, hun løftede til fulde. Hun var overlegen som Sanne i 1980’erne! Sidst men ikke mindst havde publikum fornøjelsen af at opleve Gry Trampedach i rollen som den ældste Sanne. Gry Trampedach portrætterede Sanne Salomonsen i den alder, som kender hende nu, og Gry Trampedach formåede at vise os Sannes livskrise helt tæt på gennem musikken.
Der er ingen tvivl om, at Sanne – The Musical haltede rent dramaturgisk, og jeg kunne sådan have ønsket, at der var blevet strammet op på den. Men når det så er sagt, er Sanne – The Musical samtidig en kæmpe fest! Musikken og de tre gange Sanne taler direkte til Sanne Salomonsens ånd, og det er tydeligt at mærke på publikum i salen denne aften, at jeg ikke var alene med denne udlægning.
Live Nation Denmark og Langkjær Entertainment
Tivolis Koncertsal, Tivoli, Vesterbrogade 3, 1630 København V
Spilleperiode: 19. september-13. oktober 2019
Efterfulgt af en turné til Vejle (Vejle Musikteater, 5.-10. november 2019), Odense (ODEON, 12.-16. november 2019), Aalborg (Aalborg Kongres & Kultur Center, 19.-24. november 2019), Holstebro (Musikteatret, 4.-7. december 2019) og Århus (Musikhuset Aarhus, 11.-15. december 2019)
Set den 20. september 2019
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: https://www.tivoli.dk/da/kultur+og+program/teater/2019/sanne+-+the+musical
Medvirkende: Andrea Heick Gadeberg, Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen, Gry Trampedach, David Owe, Joakim Lind Graae Tranberg, Mathilde Norholdt, Anne Murilld, Henrik Launbjerg, Jesper Paasch mfl.
Instruktør: Martin Lyngbo
Dramatiker: Line Mørkeby
Scenograf: Benjamin La Cour
Koreograf: Peter Friis
Kapelmester: Joakim Pedersen
Kreativ executiv producent: Thomas Langkjær
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod