Anmeldelse: Sexpol, Teater Grob (Teater Stuk, Teater Grob og Aalborg Teater)

By: Emil Samaras Eriksen
On: 15. september 2018

Af Emil Samaras Eriksen

Sexpol efterlod mig tilfredsstillet, nysgerrig på historien, samt eftertænksom i forhold til nogle af livets store spørgsmål. Behøver vi mennesker autoriteter at følge? Og kan man sætte sig ud over sin tid i jagten på et andet og bedre liv? Det var tanker og overvejelser, som i høj grad prægede min oplevelse af foirestillingen Sexpol.

Scenen, som publikum præsenteres for, er en skinnende firkant, hvor videofilm fra første verdenskrig trækker én ind i stykkets historiske virkelighed. Sexpol er nemlig et stykke baseret på en virkelig, om end lille, bevægelse af samme navn. Bevægelsen var en afgren af d dansk-kommunistiske bevægelser, og den forsøgte at bekæmpe fascismen… med orgasmer. Bevægelsen ønskede en seksuel revolution baseret på tvivlsomme psykoterapeutiske principper, men det var ikke en populær tanke blandt offentligheden i 30’ernes Danmark. Derfor tvinges Sexpols medlemmer til at overveje, om deres idé om frigørelse virkelig er, hvad de tror, den er.

Vi har således at gøre med et historisk drama, der belyser disse relativt ukendte individers liv. Historiedelen fungerer rigtig godt; jeg fik lyst til at gå hjem og google de unikke personligheder, vi bliver introduceret til, så snart jeg kom ud fra teateret.

Det historiske aspekt præsenteres også flot via scenografien, der som nævnt indeholder historiske videoklip designet af Mathias Hersland. Det suger publikum ubesværet ind i stykkets historiske virkelighed. Vi ser det ganske enkelt foran os, og bliver vidne til vigtige historiske begivenheder, og vi griner en nervøs latter, når skuespillerne eksempelvis udtrykker sig håbefuldt om fascismens tilbagegang i det kommende valg i Tyskland. Som tilskuer ved man (måske), hvad der vil ske til det skæbnesvangre valg, og denne mentale sammenkobling mellem nutid og fortid virker i stykkets favør.

Skuespillerne og scenografien er dog særligt, hvad der gør, at man virkelig fordybes i historien, som med rette kan kaldes et psykologisk drama. Den store frontfigur er Kasper Leisner, der spiller den sexfikserede supermand Wilhelm Reich. Wilhelms intense figur, hans truende og manipulerende natur, og hans tragiske psyke, bliver malet på væggen af Leisners eminente skuespil.

”Malet på væggen” er ikke blot et udtryk; flere gange i stykket kommer karakterernes skygger til udtryk, idet skuespillerne enten er gemt bag et gardin, eller befinder sig foran scenens bagvæg. At bare Leisners skygge gør et så stort indtryk på mig, er sigende for hans nødvendighed på scenen, og hans handlinger formår lynhurtigt at chokere publikum og øge spændingen, som opbygges gradvist gennem stykket.

Morten Brovn spiller en letpåvirkelig lægestuderende, som man ikke kan undgå at elske, og han får overbevisende modstand af sin kone, der er spillet af den dygtige Helle Faggild. Deres forhold får stor betydning for historien, og leder til stykkets mest dramatiske øjeblikke. Især et tidspunkt, hvor Brown langer ud efter en medskuespiller med undertrykt aggression, gav mig en ordentlig forskrækkelse. Øjeblikke som dette giver publikum en følelse af, at alt kan ske, og at ingen karakterer er i sikkerhed, hvilket virkelig føles engagerende og mindeværdigt. En scene nær slutningen af stykket, hvor Brown rækker ud efter sin kone, mens han er gemt bag et lagen, er et eksempel på en næsten perfekt sammenkobling af imponerende skuespil og Christian Albrechtsens scenografi.

Stykkets opbygning er dog ikke fejlfri. På mange måder følte jeg, at historien byggede op til store følelser og afsløringer, som dog udeblev til dels. Vigtige begivenheder ”forklares” bare af skuespillerne, og det virker som en spildt mulighed, når min krop egentlig var klar til de vilde afsløringer og skandaler samt den seksuelt prægede uhygge, som så gennemgående var blevet etableret. I stedet føltes slutningen en anelse skuffende, om end der stadig var spækket med følelsesladede og filosofisk interessante scener, der afrundede karakterernes symbolske rejser.

Netop tematisk og filosofisk synes jeg, at stykket har meget at byde på. Idéer om, at bryde ud af et fællesskab, at skabe nye identiteter, og om det overhovedet er en god ting, gør teateret til et must-see hvis man finder sådanne overvejelser interessante. Som jeg skrev i begyndelsen af denne anmeldelse, er disse overvejelser helt klart meningsfulde og bestemt også relevante for vores virkelighed, hvor sex- og kønsnormer, autoriteter, fascisme og normbrydere (igen) begynder at pible frem i mange menneskers verdensforståelse.

Jeg må til sidst bemærke, at jeg dog føler, at stykket underspiller sine evner til at sætte disse ting til debat. Dele af stykket føles lidt som om, at skaberne ”blot” latterliggør disse historiske personers forsøg på revolutionære handlinger. Der er masser at latterliggøre og endnu mere at forkaste – min pointe er blot, at jeg føler, at forestillingens skabere tydeligvis tager stilling til, hvad ”de” mener, mens at selve forestillingen, de har skabt, (heldigvis) er mere nuanceret.

Alt i alt kan jeg dog klart anbefale Sexpol. Det er et spændende, engagerende og gribende stykke, der belyser historie, der tidligere var mig ukendt, understøttet af stærkt skuespil og mindeværdig scenografi, lys og lyd. Det er helt klart noget, jeg vil huske, og overveje nærmere, jo mere temaerne kommer ind under huden på mig.

Co-produktion mellem Teater Stuk, Teater Grob og Aalborg Teater

Teater Grob, Nørrebrogade 37, København N

Spilleperiode: 31. august-27. september 2018

Spiller på Aalborg Teater i perioden 2.-6. oktober 2018

Set den 12. september 2018

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.grob.dk/forestilling/sexpol/

Medvirkende: Helle Fagralid, Kasper Leisner, Morten Brovn, Jens Gotthelf, Kathrine Høj Andersen, Solvej Kyong-Sook Christiansen

Manuskript: Lærke Sanderhoff
Bearbejdelse:

Iscenesætter: Nicolai Faber

Scenograf: Christian Albrechtsen