Anmeldelse: Sidste diligence fra Lykkens By, Det Kongelige Teater
Af Jonathan Stahlschmidt
“Western er på mange måder en politisk genre, idet hele mytologien handler om at bygge en civilisation i ødemarken. Hvilken én vælger man at bygge? En by hvor alt er tilladt? En by med demokrati? En by organiseret af forbrydere, med love skrevet af forbrydere til forbrydere?“
Sådan skriver Jokum Rohde i programmet til ‘Sidste diligence fra Lykkens By’, om de tanker han har gjort sig om at skrive western-drama til en kongelig dansk teaterscene. Og jeg når lige at skimme min hukommelse for alle de Lucky Luke-tegneserier og grynede Eastwood-film, som jeg har læst og set, inden vi når ind i salen. Den tørre humor, de grove mænd og farlige kvinder. Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal forvente.
Men det er faktisk et større og mere autentisk indtryk, der rammer os på publikumsrækkerne som det første. Halvt drømmende, halvt faretruende stålstrenget guitarspil. Et tåget, tilsandet trinbræt for dagens sidste diligence fra Lykkeby. En fremmed stiger af. Den lokale tosse dukker op. Stationsmanden fortæller den fremmede, at denne tosse engang var den berømte og/eller berygtede gunslinger Jonah the Kid. Rammen er sat, vi går tilbage i tiden, publikum sidder på kanten af sædet. Det kan ikke blive bedre.
Og desværre i bogstavelig forstand.
Med den begrænsede øvetid som Eventministeriet har for vane at lægge som benspænd for deres produktioner, bliver persongalleriet svært at gennemskue. Jonah the Kids baggrundshistorie mangler enten uddybelse eller at spille en mindre rolle for hans beslutninger i forestillingen. Hans unge indianer-squaw Cheyenne, spillet af stjerneskuddet Natalie Madueño, giver os en ikke-så-klar-i-spyttet-blanding af trofasthed, temperament, apati, besværgelser og københavnerdansk.
Hvor Rasmus Botoft har forsøgt at trække Jonah i en selvlidende antihelt-agtig retning, bliver Niels Ellegaards borgmester Pop til en overspillet tegneseriefigur, der aldrig er ubehagelig nok til at virke skræmmende, men heller ikke søger de timinger, der kunne have gjort ham sjov. Og på et helt tredje sted af det spektrum, springer Cecilie Stenspil fra den ene yderlighed til den anden i den lesbiske (?), sadistiske (?), maniodepressive(?) Olga Toybear. En overspændt skurke-type, som jeg ikke mindes at have set siden folkeskoletidens fritidsklubs-forestillinger.
Ingen tvivl om, at der her er tale om talentfulde skuespillere, der har kastet sig ud i et stort og hurtigt projekt. Men karakterernes relationer går oftere og oftere fra hinanden i løbet af forestillingen. Prisværdigt er det, at skuespillerne synligt lægger kræfter i. Den ligeledes rodede historie gør det bare svært at ramme samme mål for spillerne.
Kun Lucas Hansen skiller sig ud. Desværre ved at være den eneste, der lader til ikke rigtigt at have prøvet. Det er ikke til at se en sammenhæng mellem desperado’en Adam Black og så Hansens lade holdning, sløve replikføring og konstante forsinkelse i timing.
Der er få tableauer, der er velfungerende, men de får aldrig for alvor lov at blive fulgt til døren. Som helhed kan forestillingen knap nok ånde for alt det, som den gerne vil nå. Der er sekvenser, der kan henlede tankerne på Ørkenens Sønner; castet har bare selvsagt ikke den fornødne timing til at få os rigtigt til at grine. Der er lagt meget tanke i at perspektivere det gamle vilde vesten til nutidens politiske problemstillinger, men det bliver enten for malplaceret og åbenlyst, eller foregår for hurtigt og mangler uddybelse. Jeg sad med andre ord og tænkte “Det er jo for klogt det her” det ene øjeblik og så “Det er jo for dumt det her” det næste.
‘Sidste diligence fra Lykkens By’ har en fantastisk scene at spille på. Det sandbestrøede landskab i det simulerede præriemørke står sig godt frem i lyssætningen. Og produktionens sande helt må siges at være kostumieren Anne Sofie Bruun, der har rustet de seks spillere godt til de barske løjer – med et enormt begrænset kostume- og rekvisitbudget endda.
Billetpriserne er tilforladelige, stykket tager en time uden pause. Man får om ikke andet en oplevelse og en stemning, der måske kan trøste, hvis man gik glip af Morricone i Forum.
Produceret af Eventministeriet
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 37, Kbh. K
Spilleperiode: 6.-7. december og 12.-14. december 2016
Set den 5. december 2016
Fotos: Natascha Thiara Rydvald
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/reserve/?performanceNumber=21303
Følg os på Facebook:
www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod