Anmeldelse: SMASK, Mungo Park
Af Nanna Sofie Pehrson
Venteværelsefølelsen. Positionen mellem én, man var engang, og én man, mere eller mindre frivilligt, transformerer sig til at være. Fra kone til eks-kone, fra ægtemand til ene-mand, fra forelsket til forladt. Positionen, hvor man tror, at man aldrig vil kunne finde sig selv uden den anden – at man ikke kan eksistere uden tosomheden – er netop det limbo, der bliver undersøgt på Mungo Park i forestillingen SMASK – en uromantisk komedie om hjertesorg.
Netop venteværelset, det kliniske intet-sted, danner rammerne om de tre fortællinger, dramatikerne Zakiya Ajmi, Rasmus Krone og Marie Bjørn på fineste og mest humoristiske vis har forfattet, om den menneskelige katastrofe det er at blive forladt.
Scenerummet er oplyst i blåhvide nuancer. Scenen er delt op i dynamiske rum, der ved brug af hvide lameller udvikles og ændres i løbet af forestillingen. Rummets kliniske, utrygge, afvisende og tenderende til uhyggelige fremtoning er en spændende pendant til de i forvejen meget kontrastfylde tekster. De tre fortællinger er humoristisk og hjerteskærende udformet, og de fungerer upåklageligt i samspil.
”Med venlig hilsen din ekskone”, skrevet af Zakiya Ajmi, er den første fortælling, vi præsenteres for i denne odysse gennem den ulykkelige kærligheds skærsild. Her møder vi Miriam, spillet af Rikke Westi, der er blevet forladt af sin mand, faren til hendes fireårige datter. Grundet den skriftlige samværsaftale, de har indgået på familieretshuset, foregår al kommunikation over skrift – og kun når det gælder det MEST nødvendige. Men hvad er det mest nødvendige? Handler ”det mest nødvendige” nødvendigvis kun om deres fælles afkom? Eller kan det også være nødvendigt, at åbne sit sårede hjerte overfor den, der knuste det for måske at kunne forstå, forsone og fortsætte?
Rikke Westi legemliggør denne fortvivlelse, sorg og ikke mindst vrede til perfektion. Særligt de underliggende mikroaggressioner og ængsteligheden bringer denne tekst og dens måske lidt for virkelighedsnære humor til live.
I ”Allerhelgensaften” møder vi en mand og en kvinde midt i en flytning. En flyttekasse står på gulvet foran manden, Henrik Prip, der lidt for entusiastisk gennemgår de bøger, der skal pakkes ned, smides ud – eller deles op. Alt imens kvinden, Rikke Westi, render frem og tilbage fra værelse til dør med den ene genstand efter den anden, sidder han i sofaen og dvæler ved de samme gamle bøger. Hvad der først fremstår som en munter – og lidt halvkaotisk – hverdagsdialog, viser sig hurtigt at være mandens desperate forsøg på at holde fast i en kvinde, der allerede for længst har forladt ham, men som først nu manifesteres ved den fysiske amputation af tosomheden.
Henrik Prips portrættering af mandens desperation, ensomhed og sorg ramte mig lige i hjertekulen. Tekstens absurditet i rum og sted, med børn, der stemmer dørklokker klædt ud som zombier og begravelsesbuketter, kombineret med den ægte og rå sorgfuldhed skabte en situation, hvor man som publikum hurtigt fik sat i perspektiv, hvad der egentlig er skræmmende i livet.
”Klubben” påbegyndes af et grådkvalt skrig; ungdommens hulkende ulykke over at være forelsket – igen – i en, der – igen – ikke elsker én tilbage. Den unge kvinde, hvis gråd vi er vidne til, spillet af Marie-Lydie Nokouda, er netop blevet forladt endnu engang, hvilket medfører at hendes far hiver hende med i sorg/latterklub – for ”hjernen kan rent faktisk ikke kende forskel på ægte og falsk latter”… En absurd og underholdende situation, der medfører store latteranfald blandt publikum.
På trods af, hvor tosset situationen i ”Klubben” fremstod, satte det alligevel tanker i gang om, hvordan vi håndterer andres sorg. Jeg tror, vi er mange, der kender følelsen af utilstrækkelighed, når man kan se, at nogen, man elsker, ikke har det godt. Man vil gøre alt for at de skal få et smil på deres læber – og helst hurtigst muligt. Men sommetider er det ikke nok bare at grine det væk. Nogle gange er der brug for en, der er der, og kan være i sorgen med én uden at være løsningsorienteret eller agere pauseklovn.
Selvfølgelig ender vi med den unge kvinde, hvor vi starterede – med endnu en afvisning – for det er og bliver teenagerens lod i livet. Men det er også det, der gør mest ondt, man vokser og gror af som menneske. Ikke mindst husker det os på, at kærligheden og forelskelsen nok skal komme igen. Og netop derfor er det en meget passende note at slutte af på i denne hjertesorgs-hattrick af en forestilling.
SMASK giver os et interessant indblik i, hvordan hjertesorg kan se ud i forskellige livsstadier. Teksterne er godt forfattet, men er også i nogen grad generiske. Vi kender til historierne, og det er ikke som sådan banebrydende fortællinger.
Skuespillernes præstationer i samspil med det generelle æstetiske udtryk, er virkelig det, der løfter denne forestilling og får den til at skille sig ud. Anna Andrea Malzer og Mungo Park har virkelig formået at samle et stærkt ensemble, og det bliver jeg bekræftet i hver eneste gang, jeg træder ind i teatersalen i Allerød. Der er så meget talent samlet både på og bag scenen, men særligt i denne forestilling synes jeg, skuespillerne trækker et ekstra læs og skyder karakterernes følelser direkte ind i publikums egne hjerter og puster liv til de tre dramatikeres tekster.
Mungo Park, Fritz Hansens vej 23, 3450 Allerød
Spilleperiode: 12.-13. august 2022
Forestillingen er en del af Mungo Parks løbende repertoire
Forestillingen vil i starten af 2023 gæstespilles på forskellige teatre rundt omkring på Sjælland/i københavnsområdet
Set den 13. august 2022
Fotos: Zuhal Kocan
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Rikke Westi, Marie-Lydie Nokouda og Henrik Prip
Iscenesættelse og bearbejdelse: Anastasia Nørlund
”Med venlig hilsen din ekskone”: Zakiya Ajmi
”Allehelgensaften”: Rasmus Krone
”Klubben”: Oprindelig idé: Marie Bjørn.
Deviset og bearbejdet af: Anastasia Nørlund
Scenografi: Frederikke Dalum
Lyddesign: Emil Bøll
Lysdesign: Mikkel Givskov
Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod