Anmeldelse: Sne, Blomster, Fjer & Fisk, Teater Får302

Af Jonathan Stahlschmidt, gæsteanmelder

 

Hvis du ikke har råd til LSD, og hvis du er i tvivl om, om modeugen er lidt for banal for din smag, så skal du se ‘Sne, Blomster, Fjer & Fisk’. Hvis du ikke kan beslutte dig, om du er mest til småt producerede teaterkoncerter eller intimiderende installationskunst, så kan det helt klart anbefales at lægge vejen forbi den lille intime off-Nyhavn-scene.

 

Jeg havde ikke selv hørt meget om Teater Får302, og endnu mindre om navnets oprindelse. Angiveligt er teatret opkaldt efter et særligt får, øremærket med tallene 3-0-2, der i forhold til sin øvrige flok gik mod strømmen i sin fold. Dermed inspirerede det de ni skuespillere, der havde sat sig for at grundlægge et teater med lignende vrangvilligt gemyt, der havde sat deres kreative møde på en gård uden for Faxe, hvor førnævnte fårefold fandtes.

 

Og Teater Får302 er et særligt teater. Det særegne bemærkes allerede i foyeren, der i halv kælderetage knap kan rumme de 48 gæster, der akkurat er plads til på publikumsrækkerne. Lavt til loftet, en garderobe, man akkurat kan vende sig rundt i uden for bred albueindstilling, og gamle Bowie-numre på en skrattende højttaler, gjorde mig nysgerrig efter, hvor indgangen til scenerummet var. Der var en trappestige op til en lem i loftet, men det skulle vise sig, at vi som en mindre fåreflok blev ledt ud på Toldbodgade og ind i den naboliggende opgang, hvor vi blev anvist vores pladser på de fire rækker tribune, som Teater Får302 kan tilbyde. Efter lidt møven og flytten på, var der også plads til forestillingens live-musiker Andreas Catjar – som jeg personligt troede, bare var lysmanden, og forestillingen kunne begynde.

 

 

Indrammet i en gulv-til-lofts skydedør af gennemsigtigt plexiglas står der foran os tre ubevægelige skikkelser fuldt tildækket af noget, der henleder tankerne på, hvad man får, hvis Michelin-manden rullede sig i gækkebreve klippet i blødt filt. Lyddesignet gør sig allerede bemærket med en døvende drone og knitren og knagen som støvler i sneen. Skikkelserne bevæger sig i stakerede bevægelser, hænder dukker frem af det hvide som det eneste menneskelige til syne. Scenen er ubarmhjertigt oplyst, og de hvidmalede vægge, rør og gulve skinner som fjernsynslys ud på os, der sidder på den anden side af skærmen. De opstillede mikrofoner opfanger de svage lyde af skuespillernes bare fødder, der futter hurtigt rundt med små skridt. Lydene sendes ud til os, som kom de et fjernt sted fra, og man udfordres på sin opfattelse af, hvor intim scenen i grunden er.

 

Starten er langtrukken og giver desværre et indtryk af uimponerende performance art støttet op af stærkt inspireret produktion design. Min opmærksomhed er mere på kostumernes gennemgående samspilsforhold til lydbilledet og lysets fortryllende effekt, end på den egentlige dramatik. Midt i åbningsmonologen (omhandlende de anatomiske forudsætninger for forskellige blomsterknoppers åbning) bliver jeg nervøs for, om min ledsagerske fortryder at have takket ja til invitationen.

 

 

Men netop som min egen tålmodighed er ved at slippe op, brydes der brat med kliche-avantgarde-retningen. I noget, der bedst kan beskrives som et brud med den fjerde bagvæg, gøres der god brug af de lydtekniske forudsætninger og plexiglasburets isolerende funktion. Charlotte E. Munksgaard får os alle til at trække på smilebåndet, til det flækker i et grin, når hun imødekommer det urkomiske i det prætentiøse i en selvironisk savlende smædesmøre – der egentlig blot er Teater Får302’s egen rubrik fra ”Om os”-fanebladet på deres hjemmeside. Og når nu alle rammer alligevel er brudt, indtager Pauli Ryberg scenen med en kynisme, der sjældent er set leveret så sympatisk. Selvet bliver kritiseret, og selve selvkritikken bliver det også. Alt sammen på kløgtig vis.

 

Således opløftet drages vi videre ind i universet, der imponerer på kreativt brug af rekvisitter, scenografi, lyd, lys og røg. Kostumedesigneren Nicholas Nybro skaber et enormt varieret fashion-statement. Instruktørduoen Anders Carlsson og Andriana Seecker har på smagfuld vis givet det meste performance-art en juvelbesat fuckfinger. Og der er et cast, der kan bære netop denne frækhed. Ingen spiller falder igennem på komikken eller nærværet – ej heller når scenen står tom; flere minutter ad gangen endda. De forskellige scener kredser om et tema. Men hvilket, er man som publikum, udfordret på at gennemskue undervejs med forestillingen.

 

Der er meget galt i verden. Vi har misbrugt at have ”helle” for noget. Kærligheden er udvandet, og vi tvinges til forbrug. Det er det overordnede budskab jeg nåede at skimme mig til fra programmet. Der er meget galt i verden, men jeg synes ikke, at der bliver gjort meget ved det på scenen. Måske er jeg for imponeret af røg-og-spejle-aspektet, eller også er det ikke meningen, at vi skal tages i hånden i denne historie. Nogle scener virker som lutter eksempler, på hvor meget et kostume kan skabe en handling, nogle er som dramatiseret Discovery Channel.

 

Over halvvejs ved jeg stadig ikke, hvor den røde tråd er. Det er nærmere som at få skudt en rød garnnøgle i hovedet med en spontan overhåndsserv. På et tidspunkt var jeg ved at hallucinere af forvirring, på et andet overrasket over den varme og naturlighed de tre spillere kunne udvise. Særligt Birgitte Prins har en ro over sit spil, der var kærkommen til at bryde med de mest overgearede udskejelser.
Visse ting er jeg så imponeret over, at jeg ikke vil afsløre noget. De, der får mest glæde af at se forestillingen, ønsker jeg virkelig, bliver ligeså betagede og overraskede som jeg blev.

 

Man mærker hele vejen igennem, at der er lutter store talenter sat på arbejde i forbindelse med denne forestilling. Selvom min ledsagerske og jeg efter forestillingen stadig ikke vidste, hvad vi helt præcist havde været vidne til, var hun og jeg begge imponerede. Uden en narrativ, der er den mindste smule gennemskuelig, er ’Sne, Blomster, Fjer & Fisk’ en værdig oplevelse. Et univers, der er langtfra helstøbt, men helt igennem overraskende og inspirerende, særligt for andre skuespillere, designere, koreografer og kunstnere.

 

 

 

En co-produktion mellem Teater Får302 og svenske Institutet

Teater Får302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K

 

Spiller indtil: 27. februar 2016

 

Spilledato: 3. februar 2016

Foto: Thomas Cato

 

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.faar302.dk/side.asp?side=1&id=525

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod