Anmeldelse: Symposion – en hyldest til Eros, Det Kongelige Teater
Af Sofie Riis Endahl
Anja Behrens iscenesættelse af Symposion er en oplevelse på alle tænkelige måder. Halvdelen af skuespillerne er nøgne på scenen i længere tid og mærkværdige positioner. Monologerne er store og filosofiske. Og nå ja, så er det tilladt at drikke vin under forestillingen.
I Symposion møder vi syv græske vismænd, der inviteres til symposion (et drikkegilde med plads til orgier og seksuelle udskejelser) af Agathon (Patrick Baurichter), efter han netop har vundet Athens prestigefyldte tragediekonkurrence. De beslutter sig for at lave en konkurrence om, hvem der kan holde den bedste lovtale for den ellers oversete gud Eros – kærlighedsguden.
En efter en holder de deres taler, som i Behrens opsætning understøttes af forskellige dramatiske billeder. Et stykke på ca. to og en halv time næsten udelukkende bestående af de syv filosofiske monologer skal have variation og energi, for at publikum ikke falder af. De dramatiske billeder var forsøget på variation, og trods de var flotte, virkede de til tider uden relation til selve monologen. Udover dette blev de dramatiske billeder ofte trukket i langdrag, hvilket ikke hjalp forestillingen, som f.eks. da der var et helt minuts stilhed uden aktion på scenen for at illustrere, hvor lang tid der går mellem en blåhvals hjerteslag.
Jeg nåede mange gange gennem forestillingen at tænke, at jeg måske bare var for dum og ukulturel, fordi jeg synes, at det til tider blev lidt kedeligt, men jeg har altså både læst og analyseret og forelsket mig i Symposion i oldtidskundskab, så jeg er hverken uden interesse eller baggrundsviden. Og det var der kæden hoppede af Symposion for mig. Den var ikke lettilgængelig. Jo jo, der var da nøgne mænd og kvinder på scenen til underholdning, men selve Platons filosofiske tanker er sværere at hitte redde i, og opsætningen gjorde det kun endnu mere forvirrende.
Opsætningen gjorde ikke Platons Symposion tilgængelig – tværtimod tilføjede den endnu et lag af gennemtænkt, kunstnerisk og filosofisk dybde, man skal arbejde sig igennem, før man når til pointen. Havde man siddet og gennemanalyseret opsætningen og hver eneste handling i stykket, ville stykket sikkert nå himlenes højder. Men det gør man jo ikke.
Udover det manglede stykket fokus på grækernes interne relationer, som netop gjorde Symposion så fed at læse i gymnasiet. Det kommer først til sidst, da Alkibiades (Mille Hoffmeyer Lehfeldt) holder tale om sin kærlighed til Sokrates (Karen-Lise Mynster), men i det virkelige stykke starter grækernes fokus på og forhold til Sokrates så snart, at han træder ind i rummet.
Jeg er sikker på opsætningen havde en pointe, den var bare ikke tydelig nok til, at jeg forstod den, trods jeg havde lavet mit hjemmearbejde. Jeg savnede at blive rørt, at blive grebet. Humoren var ægte, plat, oldgræsk humor. Übersjofel. Selvfølgelig var det fint, at de havde holdt humoren i overensstemmelse med den oprindelige tid, stykket blev skrevet i, men uden finurligheden var det bare ikke rigtig sjovt…
Skuespillerne var dygtige – mest af alt til at overskride grænser og være hæmningsløse på scenen. De blev til tider en smule for monotone i deres lange monologer, men den tendens brød Mille Hoffmeyer Lehfeldt (Alkibiades) til sidst i sin monolog om sin ugengældte kærlighed til Sokrates. Her gav det hele mening, der blev fortalt en historie, publikum kunne relatere. Hvad der allermest manglede, var personlighed og dybde i karaktererne, som man aldrig rigtig lærte at kende og skille fra hinanden.
At nogle af mændene fra det originale stykke blev spillet af kvinder fungerede fint. Man lagde faktisk slet ikke mærke til det – måske lidt for lidt endda, nu når det var en væsentlig ændring. Men måske er det bare et positivt tegn på ligestillingen i Danmark?
Nathalie Mellbys enkle kostumer bestående af hudfarvet undertøj og scenografien med de græske statuer og bokse, der kunne væltes rundt og stås på, fungerede godt. Særligt var jeg vild med vinspringvandet, der dog hurtigt forsvandt ud af scenebilledet. Den overvældende nøgenhed i forestillingen stod i fin kontrast til den ellers særligt i andet akt, hvor de alle indsmøres i hvid som græske statuer, visuelle flotte forestilling. Samtidig virkede vulgariteten og nøgenheden næsten flygtig overfor den ordtunge forestilling, hvilket gjorde det en anelse plat.
Jeg vil anbefale Symposion til dig, der er nysgerrig på, hvordan Platons værk også kan fortolkes!
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Skt. Annæ Plads 36, 1250 København K
Spilleperiode: 20. september-26. oktober 2019
Set den 21. september 2019
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20192020/skuespil/symposion/
Medvirkende: Fanny Bernth, Peter Cchristoffersen, Stine Scrhøder Jensen, Ernesto Piga Carbone, Partick Baurichter, Karen-Lise Mynster og Mille Hoffmeter Lehfeldt
Forfatter: Platon
Iscenesættelse: Anja Behrens
Scenografi og kostumer: Nathalie Mellbye
Komponist/lydkunstner: SØS Guvner Ryberg
Lyddesign: Mårten K. Axelsson
Oversættelse: Rasmus Selvelsted og Christian Gorm Tortzen
Bearbejdelse: Anja Behrens og Miriam Frandsen
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod