Anmeldelse: Tævehjerte, Aveny-T (Teater Mikado)
Af Julie Vad B. Madsen
Var det kvinden, der åbnede for kaos i vores verden, eller var der kaos i forvejen? Det er spørgsmålet Teater Mikado tager op i deres fortolkning af myten om Pandoras krukke (æske).
Tævehjerte handler om Olympens guder, og om deres kamp mod titanerne, som ledte til, at de gav to titaner opgaven med at befolke jorden. Epimetheus skabte dyrene, mens Prometheus skabte de første mænd. Han gav dem ildens gave, som han havde stjålet fra guderne. Som straf ville guderne sende et våben til jorden, forklædt som en gave – den første kvinde Pandora. De gav hende et tævehjerte, gjorde hende liderlig og lydig, og gav hende en krukke hun kunne åbne, når hun ville. Pandora må nu kæmpe med at forstå sin plads i verden, mens hun ønsker sig mere.
Teater Mikado slår selv forestillingen op, som en moderne genfortælling om verdens første kvinde, som et aktuelt drama, hæsblæsende, dramatisk og underholdende. Det er store ting at love, og desværre lever de ikke helt op til det.
Dramatiker Johanne Petrine Reynberg og instruktør Alexandra Christiansen har taget Hesiods myte om Pandora under behandling, men alle deres store tanker kommer ikke rigtig frem. Der bliver aldrig skabt en følelsesmæssig bund, som dramaet kan udspille sig på, og som suger en ind i forestillingen. Sproget er kunstigt, selvom det er forsøgt moderniseret i forhold til sit græske udgangspunkt, og virkemidlerne i form af paryk, stemmeleje m.v. er for meget, det bliver for skabet.
Der er brugt virkemidler som farvede parykker og skingre stemmer, for at adskille de fem karakterer, der spilles af tre skuespillere. Guderne spillet af Maria Tue Lodberg Nyland og Munte Vesti bliver skabede. De er alt for meget. Det må være et valg fra instruktør Alexandra Christensens side, men det er ikke et valg, der rigtig fungerer. Når guderne kommer på scene, bliver de råbende, klovnagtige teenagere, der kaster sig rundt, med benene i vejret. Kontrasten er dog stor, når samme skuespillere spiller titanerne, som med dybe stemmer, ranke rygge og afvisende kropssprog spankulerer omkring.
Johanne Petrine Reynbergs valg om en skiftende fortæller, fungerer imidlertid virkelig god. Med lyd, lys og skuespil er tydeligt, at fortælleren kan styre historien og karaktererne i den, og at kampen om fortællerrollen kommer til at drive forestillingen frem. Forestillingen starter med at fortælle historien om den første kvinde ud fra gudernes synspunkt, som det sker i Hesiods myte. Pandora er ikke styrende i eget liv, men som to dukkefører spinder guderne hendes rejse, og skubber hende rundt på scenen. Pandora kommer til guderne, når hun ønsker sig mere af livet, fremfor selv at opsøge det. I samme øjeblik Pandora river sig fri af sine dukkefører skifter fortælleren, og hun er nu styrende i sit eget liv. Nu er det hende, der kan rykke rundt på guderne.
Dette skift i fortæller viser tydeligt, hvor vigtigt det er, at vi tager kontrol over vores eget liv. Teater Mikado leverer dermed en omskrivning af den gamle myte, som retfærdiggør at tage de gamle tekster op.
Skuespillerne leverer fine præstationer. Man må have stor respekt for Maria Tue Lodberg Nyland og Munte Vestis evne til at spille flere karakterer på en gang og gøre dem distinktivt forskellige. Der er valgt voldsomme kontraster mellem karaktererne, men inden for de rammer, de er givet, leverer begge en flot indsats. De flyder fra den ene karakter til den anden, og vi er aldrig i tvivl om, hvem de er.
Også Maria Nor Ahrensberg i rollen som Pandora leverer en flot indsats. Hun giver Pandora ynde og uskyldighed, indtil hun river sig fri, hvorefter hun får pustet styrke ind i den før så lydige karakter.
Scenografien formår ikke at levere et ekstra lag til forestillingen. Scenografen Aleksandra Lewan har brugt en masse skumringe, der kan stables oven på hinanden, og hængt spejlstumper op i loftet, men det får aldrig rigtigt taget en ind i den græske mytologiske verden. Skumringene, kan som byggeklodser stables oven på hinanden, og skabe et bjerg, der kan symbolisere Olympen, og de kan gemme skuespillerne, så de kommer ud af deres pupper i begyndelsen og slutningen af forestillingen, men ellers bliver de bare kastet frem og tilbage, og stablet oven på hinanden uden, at det rigtig skaber en stemning. Dertil kommer, at forestillingen foregik i Aveny-Ts nye foyer, hvor man sidder på et trappelignende podie i et meget varmt lokale. Så heller ikke rammerne var optimale.
Hele spørgsmålet om, hvorvidt krukken skal åbnes, og hvad der sker, når den åbnes, bliver flot integreret. Teater Mikados fortolkning af krukkens indhold er for mig overraskende, og giver et godt element til forestillingen.
Forestillingen kommer dog aldrig helt derind, hvor den rør en. Følelserne er ikke i centrum. Der er mere tale om, at der fortælles om følelser, end at de faktisk kommer til udtryk gennem forestillingen. Det dramatiske, hæsblæsende og underholdende drama kommer dermed aldrig helt frem. Forestillingen skal ses, hvis man er til alternativt teater, men for mig blev det desværre lidt for alternativt.
Teater Mikado
Foyerscenen på Aveny-T, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C
Spilleperiode: 11.-20. august 2023
Set den 11. august 2023
Fotos: Embla Egelund
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.aveny-t.dk/forestillinger/tvehjerte
Medvirkende: Maria Nor Ahrensberg, Tue Lodberg Nyland og Mynte Vesti
Tekst: Johanne Petrine Reynberg
Iscenesættelse: Alexandra Christensen
Scenografi: Aleksandra Lewon
Lysdesign: Anna Westh
Lyddesign: Rafael Cañete Fernández
Produktionsleder: Stine Schou
Forestillingsleder: Mikkel Bungaard
Varighed: Ca. 75 minutter uden pause
Forestillingen er støttet af: Danske Dramatikere, Frederiksbergfonden, Lemvigh-Müller Fonden, Beckett Fonden, William Demant Foundation, Knud Højgaards Fond, BUPL, A.P. Møller Fonden, Den kollektive 1/3 af båndkopimidlerne, Dansk Skuespillerforbund Produktionsstøtte
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod