Anmeldelse: The Bodyguard – The Musical, Vejle Musikteater (Langkjær Entertainment og Live Nation)

Anmeldelse: The Bodyguard – The Musical, Vejle Musikteater (Langkjær Entertainment og Live Nation)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Filmen ”The Bodyguard” havde premiere i biograferne tilbage i 1992, og filmen slog benene væk under publikum. Alene i Danmark blev der solgt 700.000 billetter rundt i landets biografer, og filmen var et kæmpe hit. I år har The Bodyguard – The Musical, baseret på filmen, Skandinavienspremiere, og der er lagt i kakkelovnen til et brag af en fest.

Og brag kan man vist roligt sige. Forestillingen åbner nemlig op med en skudepisode, som man kender fra filmen, efterfulgt af Andrea Lykke Oehlenschlæger, i rollen som Rachel Marron, der brager ud i salen med sin formidable præstation af ”Queen of the Night”. Der er 110 % på power og intensitet lige fra starten af.

The Bodyguard – The Musical er baseret på filmen ”The Bodyguard”, og det kan sagtens mærkes undervejs i forestillingen. Selve handlingen i forestillingen afviger ikke synderligt meget fra historien i filmen. Eftersom forestillingen har samme navn som filmen, giver det også god mening, at handlingen ikke afviger fra den selvsamme handling i filmen. Selvfølgelig skal handlingen tilpasses en forestilling i stedet for en spillefilm, men det har de klaret rigtigt flot i dette tilfælde. Den største forandring er alle de sange, der er med i forestillingen. Der er lige den rette mængde hits med i forestillingen, til at det ikke enten bliver for meget eller for lidt.

Der er kælet for de kære Whitney Houston-fans i The Bodyguard – The Musical. Forestillingen er spækket med kendte hits fra sangerinden, som ”How Will I Know” og ”I Wanna Dance With Somebody”. Og størstedelen af sangene i forestillingen er fremført af talentfulde Andrea Lykke Oehlenschlæger. Der hersker ingen tvivl om, at hun har styr på, hvad hun laver! Det ser så naturligt ud, at det ligner noget, hun bare lige ryster ud af ærmet. Det er især Whitney Houstons version af ”I Will Always Love You”, der giver gåsehud. Hun leverer den så smukt, og med så meget følelse, at man som publikum kun kan måbe og sige ”Wow”. Derimod halter hendes skuespil en smule. Det hun har i sit sangtalent, mangler hun i det skuespiltekniske, dog vejer hendes kæmpe sangtalent godt op.

Udover Andrea Lykke Oehlenschlægers fantastiske præstation som Rachel Marron, så leverer Johannes Lassen også en lige så fantastisk præstation som bodyguarden Frank Farmer. Han er som skabt til den rolle. Han er underspillet og helt naturlig som Frank Farmer. Og så giver han et friskt pust til Frank Farmer, og det klæder rollen.

Rachel Marrons søn Fletcher spilles på skift af tre drenge. Denne aften havde publikum fornøjelsen af at se Benjamin Dinesen Primiterra i rollen som Fletcher. The Bodyguard – The Musical er hans debut på den professionelle musicalscene, og det kan man også mærke. Men i forhold til, at han skal spille Rachel Marrons søn, gør det heller ikke så meget. Selvom han ikke er helt flydende i rollen som Flecher, får han helt bestemt charmet sig ind på publikum, så man kommer til at holde af ham.

Lea Thiim Harder har rollen som Nicki Marron, Rachel Marrons søster. Den udvikling Nicki Marron gennemgår i løbet af forestillingen, er meget interessant, og hun formår at fremvise denne udvikling på en flydende måde. Hun går fra den søde og hjælpsommen søster til at vise sit sande jeg, som en jaloux søster der ikke længere vil stå gemt væk bag Rachel Marron. Lea Thiim Harder rammer lige plet med sin levering, og giver Nicki Marron kant. Ud over Lea Thiim Harder leverer David Owe, som stalkeren, en kæmpe præstation. Han er uden tvivl uhyggelig hele forestillingen gennem! Han udviser en selvsikkerhed, men med vægt på hvor kold og kynisk, stalkeren virkeligt er. Selvom han ikke siger synderligt meget forestillingen igennem, så bliver man som publikum ikke i tvivl om, hvor voldsom han kan være, og hvor besat han er.

Selve scenografien af Benjamin La Cour er løst på en ret opfindsom og gennemført måde. Der er tre drejescener på scenen, som når de drejer med front mod publikum kan afsløre forskellige rum, alt efter hvilke rekvisitter og hvilket lys der bruges. Det giver mange muligheder for at skabe et utal af forskellige rum, men uden at tage for meget plads. Det fungerer super godt, og det gør også sceneovergangene mere flydende.

Eftersom musikken har en stor del i forestillingen, er det især værd at nævne ”I’m Every Woman”. Da dette nummer starter, vender drejescenerne, og frem kommer musikerne samt Andrea Lykke Oehlenschlæger og korsangere. De leverer et opløftende nummer med masser af glitter sammen med de dygtige dansere. Man kan ikke andet end at smile under hele nummeret, fordi det bare sprudler med energi fra både, musikere, sangere, skuespillere og dansere. Over hele linjen er der bare fest og farver.

Samtidigt er det uden tvivl også nødvendigt at fremhæve koreografien, af Sonny Fredi Pedersen, for den spiller bare fuldstændigt! Koreografien er så gennemført og fuld af liv. Der sker hele tiden noget, og man kan ikke andet end at blive glad i låget. Koreografien passer fuldstændigt ind i forestillingen, og hjælper med at fuldende de velkendte sange, som man selv får lyst til at danse med på. Og det bliver kun endnu bedre med de otte dygtige dansere fra Los Angeles. De leverer virkeligt et produkt, der er i topklasse, og som kommer flere km ud over scenekanten.

Afslutningsvis kommer alle medvirkende ind på scenen til ”I Wanna Dance With Somebody”. Det runder forestillingen super godt af med en festlig hyldest til Whitney Houston. Alle på scenen og i salen har en fest til dette nummer, og stemningen løfter nærmest taget af salen.

Der er ingen tvivl om, at der er mulighed for fest og farver og et glædeligt gensyn med ”The Bodyguard”, hvis man har eller skal have billetter til The Bodyguard – The Musical.

Langkjær Entertainment og Live Nation

Musikteatret Vejle, Vedelsgade 25, 7100 Vejle

Spilleperiode: På turné rundt i Jylland i perioden 4. november-20. december 2020, og derefter i Tivoli i perioden 21. januar-21. februar 2021

Set den 12. november 2020

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://lionmusicals.dk/forestillinger/bodyguard/

Medvirkende: Andrea Lykke Oehlenschlæger, Johannes Lassen, Lea Thiim Harder, David Owe med flere

Manuskript: Alexander Dinelaris, baseret på Wanter Brothers filmmanuskript af Lawrence Kasdan
Instruktør: Thomas Agerholm

Scenograf: Benjamin La Cour

Koreograf: Sonny Fredi Pedersen

Kapelmester: Joakim Pedersen

Varighed: Ca. 2 timer og 20 min. inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

One thought on “Anmeldelse: The Bodyguard – The Musical, Vejle Musikteater (Langkjær Entertainment og Live Nation)

  1. Det bør måske nævnes at der faktisk er 3 danskere blandt danserne og at en af dem faktisk bor i Danmark 🙂 Så det er absolut ikke altsammen importeret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *