Anmeldelse: The Producers, Det Ny Teater

Anmeldelse: The Producers, Det Ny Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Mel Brooks’ The Producers startede som en film, inden den blev til en musical. Nu er den tilbage på Det Ny Teater, hvor den havde Skandinavienspremiere i 2006. Omdrejningspunktet er, at man ikke kan planlægge en succes, men man kan tjene stort på en fiasko!

Den letlurvede og fallerede musicalproducer Max Bialystock finder sammen med sin neurotiske revisor Leo Bloom, som drømmer om at blive musicalproducer, en vej til hurtige penge. Alt imens gør Max’ nye sekretær Ulla (med de mange navne!) også sin entré. Ved at rejse et par millioner dollars fra ældre velhavende damer og så kun bruge en mindre del af pengene på musicalproduktionen, kan de blive rige og stikke af til Rio med resten. Det kræver dog, at forestillingen bliver en fiasko!

De endevender bunken af dårlige musicals, og de finder til sidst det værst tænkelige manuskript: ”Forår For Hitler”, som er skrevet af en kuleskør tysker Franz Liebkind, der har nogle noget specielle duer på taget og måske nok nogle andre dyr på ”loftet”, alt imens han drømmer sig tilbage til andre tider. De hyrer Broadways mest uduelige instruktør Roger de Bris og hans flok af homoseksuelle folk samt de mest talentløse skuespillere, alt imens de gode skuespillere kasseres. Men noget går galt… Forestillingen bliver en succes! Hvad gjorde de rigtigt? Eller måske rettere forkert? Og mon det hele alligevel kan ende godt?

Adam Price har oversat musicalen, og den har fået en fin, mindre overhaling denne gang. Sprogligt fungerer det, og selvom humoren – også – er oversat, er den stadig elegant og med bid, så den fungerer ganske glimrende på dansk. Ironien er så tyk, at man kan skære igennem den. Musicalen er på ingen måde politisk korrekt, og den gør stort set grin med alt – og gudskelov for det. I disse krænkelsestider er det befriende, at man stadig sætter den op. Kunsten ville blive noget kedelig og konform ellers.

Preben Kristensen spillede også Max Bialystock i 2006. Selvom det er 16 år siden, leverer han igen en pragtpræstation. Han har stadig en vild energi, selvom han ikke er helt ung længere, og hans sangstemme fejler intet. Samtidig leverer han alle Bialystocks mange forskellige facetter med de rette nuancer og ikke mindst den rette timing. Han er både den kyniske producer, som absolut ingen kvaler har ved at snyde folk, desperationen, da det går galt, og ikke mindst rørende, da han finder ud af, at Leo vender tilbage.

Samspillet med Leo, som denne gang spilles af Sebastian Harris, er også perfekt. Harris starter ganske uskyldig og usikker ud. Selvom han tør tage springet og stoppe som revisor, er han endnu ikke helt i hopla, men han kommer bestemt efter det hele. Også han synger ganske glimrende. Ikke mindst Ulla, her spillet af Alexandra-Yoana Alexandrova, har en god effekt på ham. Alexandrova er både sexet, sød, charmerende og ikke mindst fantastisk morsom med hendes halvt svenske accent.

Asger Reher er morsom og tilpas excentrisk som den bindegale tysker. Michael Carøe er flamboyant og irriterende som Roger de Bris, om end man godt måtte have skruet endnu mere op for det flamboyante, da han næsten bliver for ”pæn”. Dét flamboyante oplever man til gengæld i han assistent Carmen Ghia i skikkelse af en forrygende Kim Hammelsvang, som nærmest er mere en diva end chefen. Hele hovedcastet er fantastisk!

”Indpakningen” fejler heller ikke noget. Scenografien og kostumerne af Paul Farnsworth er flot og ekstravagant hele vejen igennem, og den har sine morsomme overraskelser hist og her. Per Engström sørger for, at liveorkstret leverer en ligeså fantastisk præstation. Lisa Kents instruktion sørger for en glidende handling, og hendes koreografi giver os nogle store shownumre.

Alt i alt er The Producers derfor stadig en kugleskør, hamrende morsom og upolitisk korrekt musical, der stadig er i topklasse. Afsted til Det Ny Teater!

Det Ny Teater, Gl. Kongevej 29, 1610 København V

Spilleperiode: 22. september-31. december 2022

Set den 22. september 2022

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Preben Kristensen, Sebastian Harris, Alexandra-Yoana Alexandrova, Michael Carøe, Kim Hammelsvang, Asger Reher, Monica Isa Andersen, Simon Nøiers, Kristian Jensen, Henrik Lund, Jonas Suurballe, Jenny Asterius, Emilia Berglind, Oliver Poulin, Elise Andersson, Andrea Ulvenstål, Mathias Hartmann, Anne Sofie Skøtt, Mark Agerskov, Ernestine Ruiz, Paul James Rooney, Emma Kumlien, Olof Åhmann, Elise Ruusunen og James Leece

Af: Mel Brooks og Thomas Meehan

Musik og sangtekster: Mel Brooks

Oversættelse: Adam Price

Instruktion og koreografi: Lisa Kent

Scenografi og kostumer: Paul Farnsworth

Musikalsk indstudering: Per Engström

Lysdesigner: Nick Richings

Lyddesigner: Richard Sharratt

Original Broadway instruktion & koreografi: Susan Stroman

Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *