Anmeldelse: The Rainbow Cabaret, Musikhuset Esbjerg (The Rainbow Cabaret – Heavensky Productions)

Anmeldelse: The Rainbow Cabaret, Musikhuset Esbjerg (The Rainbow Cabaret – Heavensky Productions)

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Det er ikke altid, at jeg ved, hvad jeg går ind til, når jeg tager i teatret. Da jeg smækkede hoveddøren fredag aften, havde jeg en forventning til fest og farver, da jeg kort efter satte mig ind i teatersalen i Musikhuset i Esbjerg. Og den forventning blev i hvert fald opfyldt. Og derudover blev jeg også præsenteret for dygtige dansere, sårbare momenter og talentfulde sangere.

Michael Skytte står bag konceptet The Rainbow Cabaret. Han har samlet en flok talentfulde performere, som alle får deres moment i kabareten. Og Michael Skytte er også selv at finde på scenen, under sit Drag Queen alias Helena Heavensky. Sammen med de andre performere har Michael Skytte skabt en kabaret, hvor intentionen er at inspirere publikum til kærlighed og til at fejre frihed, stolthed og diversitet.

The Rainbow Cabaret bygges op af performernes individuelle optrædener, som brydes op af fællesnumre og ekstravagante dansenumre. hvor alle numre følger den røde tråd. Og numrene spænder vidt. Der er alt fra de overdådige lip-sync numre, de forskellige Drag Queens leverer, til følsomme duetter performerne imellem. Og sammensætningen af lige netop hvilke numre, der er med i The Rainbow Cabaret, er klaret rigtig fint. Der er både plads til humor, revurdering af normer, livhistorier og talenter undervejs. Det er sammensat helt perfekt, så publikum netop ikke kommer til at kede sig undervejs.

Der er stykket et væld af numre sammen i The Rainbow Cabaret. Og der er et par stykker, jeg bidder ekstra mærke i. I første akt mødes næsten alle performere på scenen til nummeret ”Big Spender” fra musicalen ”Sweet Charity”. Et godt sammensat nummer, der indeholder en masse humor. Alle på scenen er så underspillede, og virker nærmest uinteresserede. Og det virker ret godt i netop dette nummer. Især når det brydes op af danserne.

Et andet nummer, som derimod rører mig, er nummeret, hvor Jacob Ditlev står nøgen og alene på scenen. Han bevæger sig i takt med, at hans stemme fylder højtalerne i salen. Han fortæller sin historie, og deler ud af sårbare oplevelser, han har haft i sit liv indtil nu. Det er et sårbart nummer, der er sat rigtig fint sammen. Det er den helt rette beslutning, at der ikke skal ske mere på scenen. Jacob Ditlevs historie i højtalerne skal fortælles, uden at der sker alt for meget på scenen.

Ud over at flere af numrene er lip sync, så er der også enkelte numre, der står ud, da performerne selv synger på disse. Blandt andet Erik Bekker Hansen, der er klassisk uddannet sanger, der står på scenen under Drag Queen navnet Judii Trench. Og han og hans stemme får i den grad lov til at folde sig ud på scenen. Han har en stor og skøn stemme, der forenes med glitter og glamour.

Line Staun Jensen er også på scenen i The Rainbow Cabaret. Og hun imponerer også publikum med sin vidunderlige stemme, og sit talent på et dansegulv. I hendes duet med Jacob Ditlev forenes deres stemmer til sangen ”True Colors af Cyndi Lauper”. Det er dybtfølt, og et fint moment publikum lukkes ind i.

Desværre er lyd og lys ikke til at råbe hurra for i aftenens forestilling. Følgespottet følger ikke altid solisterne, og nogle gange er lyset faktisk for dæmpet, til at man kan se danserne ordenligt. Samtidigt er musikken for høj i de fleste numre, hvor solisterne selv synger. Det er virkeligt ærgerligt, for jeg kan høre, at solisterne har nogle utroligt flotte stemmer, som desværre overdøves af musikken, og det er jo ikke meningen.

Men, at fejre frihed, stolthed og diversitet, det er The Rainbow Cabaret nået i mål med. Er man til glitter, glamour og Drag Queens, så kan man med ro i sindet sagtens tage ind og se The Rainbow Cabaret, næste gang den tager ud i landet.

Gæstespil af The Rainbow Cabaret – Heavensky Productions

Musikhuset Esbjerg, Havnegade 18, 6700 Esbjerg

Spilleperiode: 14. oktober 2022

Set den 14. oktober 2022

Foto: The Rainbow Cabaret

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://rainbowcabaret.dk

Medvirkende: Michael Skytte, Line Staun Jensen, Erik Bekker Hansen, Rikke Lillevang, Morten Kristensen, Conny Thur, Katrine Skovbo, Laura Wildt, Steffen Hulehøj, Johannes Lyngby, Linea Høeg Olesen, Christian Bengaard og Jacob Ditlev

Instruktør: Michael Skytte og Line Staun Jensen

Koreograf: Line Staun Jensen, Rikke Lillevang og Conny Thur

Lyd og lys designer samt afvikler: Maja Bjerring Bogh

Varighed: Cirka 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *