Anmeldelse: Tosca, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Tosca er en opera i tre akter af Giacomo Puccini komponeret i 1900. Librettoen er af Luigi Illica og Giuseppe Giacosa, og den baserer sig på Victorien Sardous drama i fem akter ”La Tosca”. Denne version, som nu har repremiere igen, er af Peter Langdal fra 2006 og har siden da spillet flere gange siden på Operaens Store Scene.
Handlingen foregår i Rom i året 1800 under Napoleons felttog mod Italien. Tosca er et drama om frihed og ikke mindst kærlighed. Omdrejningspunktet er mellem den feterede sangerinde Floria Tosca, maleren og revolutionæren Mario Cavaradossi, som hun elsker, og politichefen Scarpia, som til gengæld begærer hende. Det er samtidig en opera om døden, og om at omfavne den i kærlighedens navn.
Flettet ind i denne handling er kampen om frihed. Den politiske fange Angelotti er flygtet fra fængslet Castel Sant’Angel, og han gemmer sig først i kirken, dernæst i Cavaradossis villa. Cavaradossi tages dog til fange af Scarpia og tortureres, og da Tosca hører hans skrig, afslører hun Angelottis gemmested. Tosca spørger ham, hvad prisen er, for at Cavaradossi skal kunne sættes fri. Scarpias svar er: Hende selv. Hun får dog held til at stikke ham ihjel. Da hun indser, at Cavaradossi er blevet henrettet, og at mordet på Scarpia er opdaget, kaster hun sig i døden fra taget af fængslet.
”Det handler om mennesker – rigtige levende mennesker af kød og blod, som begærer, længes, elsker, hader, tiltrækkes og frastødes – og går i døden for det,” fortæller instruktør Peter Langdal om iscenesættelsen på teatret hjemmeside. Og det er netop menneskerne og deres kampe, der er i fokus i hans opsætning. Kampen for frihed og særligt kærlighed er universel – både i tid og sted. Her i Peter Langdals iscenesættelse er fokus dog mest på forelskelsen på det mere jordnære plan, end det er på den mere åndelige kærlighed og de bombastiske, overordnede frihedsidealer. Historien om Angelotti er derfor nærmest en bihistorie som drivkraft for den ”rigtige” historie: Trekantsdramaet mellem Tosca, Cavaradossi og Scarpia.
Scenografi og kostumer er af Karin Betz. Hvor sidstnævnte er meget tidstro, er førstnævnte gjort mere universel uden tid. Scenografien er på en og samme tid statisk som en ”kasse”, som langsomt, men uendeligt snærer ind mod bagscenen, men samtidig mere eller mindre abstrakt, hvor de forskellige niveauer kan køre op og ned, hælde eller forsvinde. Den er mørk og dyster ligesom handlingen, og den uendelige ”kasse” viser os, at selvom Tosca kaster sig ud, forsvinder de universelle kampe aldrig. Det hele er mørkt og dyster, men det bliver til gengæld aldrig for meget, da handlingen netop indbyder til det. Til gengæld bliver det til tider lidt for meget, når de forskellige niveauer mere eller mindre umotiveret kører op og ned. Det bliver et irritationsmoment, som tager fokus fra handlingen, sangen og musikken.
Det hele er tilsat Jesper Kongshaugs lysdesign, som netop signalerer tidsløsheden, så den lige så godt kunne være et nutidigt drama. Lyset rammer også de forskellige sindsstemninger i handlingen, og farven rød kan have mange nuancer og betydninger, lige fra kærligheden til det brusende blod.
Maria Pia Piscitelli som Tosca er i første akt lidt neutral og kold, men i anden og tredje akt er det som, at hun er ”varmet op”, så hun nu har den rette vrede, fortvivlelse og ikke mindst kærlighed. I anden akt er hadet og ondskaben i fokus; vil den vinde over kærligheden? Piscitellis lange arie i anden akt rører os, så hårene næsten rejser sig på vores arme. Både Niels Jørgen Riis som Cavaradossi og David Kempster som Scarpia leverer fine præstationer på hver sin side i kærlighedsdramaet.
Puccinis musik er både bevægende og skræmmende, og den får os både til at hengive og til at sidde på kanten af sædet. Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigent Jun Märkl lader musikkens kraft strømme op fra orkestergraven.
Selvom denne version af Tosca efterhånden har en del år på bagen, fungerer den stadig. Kampen om kærlighed og frihed eksisterer stadig, og den er ikke blevet mindre vigtig. Tilsat Puccinis smukke toner går man opløftet og eftertænksom ud af mørket og håber, at virkeligheden ikke er helt så dyster.
Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K
Spilleperiode: 30. marts-1. juni 2019
Set den 30. marts 2019 (repremiere)
Fotos: Miklos Szabo
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/opera/tosca/?section=top
Medvirkende: Maria Pia Piscitelli, Niels Jørgen Riis, David Kempster, Kyungil Ko, Sten Byriel, Jens Christian Tvilum, Martin Vilbrand (Operaakademiet), Tae Jeong Hwang og Frederik Vestergaard (Københavns Drengekor) (forskellige hold på de forskellige spilledage) samt Det Danske Drengekor, Det Kongelige Operakor og Det Kongelige Kapel
Musik: Giacomo Puccini
Libretto: Luigi Ilica og Guiseppe Giacosa efter Victorien Sardous drama
Instruktør: Peter Langdal
Instruktør ved genopsætning : Anne Fugl
Dirigent: Jun Märkl (denne aften)/Robert Houssart
Scenografi og kostumedesign: Karin Betz
Lysdesign: Jesper Kongshaug
Korsyngemester: Steven Moore
Varighed: Ca. 2 timer og 45 minutter inkl. 2 pauser
Synges på italiensk med danske overtekster
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod