Anmeldelse: Træer vokser ind i himlen, Østre Kapel, Vestre Kirkegård (Teater Pondus)

By: Ea Melissa Christiansen
On: 26. juli 2018

Af Ea Melissa Christiansen

Hvad gør du, hvis en af dine nærmeste begynder at forsvinde væk, væk fra dig, fra virkeligheden og hen til et sted, hvor vedkommende har glemt hvem du er? Hvad gør du, når en du havde nær, er blevet til en fremmed?

Teater Pondus er en ny teatertrup, som med deres urpremiere på Træer vokser ind i himlen, kan opleves på Østre Kapel på Vestre Kirkegård. Der er altid en speciel stemning på en kirkegård og ligeså var der i kapellet, da vi som publikum blev lukket ind i rummet, hvor fortællingen fandt sted. Der var stille, saligt og fyldt med usagte ord. Det passede fint til det emne, som skulle til at introduceres: Demens.

Foran publikumsrækkerne er monteret en boks, som er bygget op af galgelignende træbjælker med plasticforhæng hængende ned fra. Herefter simuleres høresansen med noget lavt elektronisk musik, som nærmest inviterer skuespillerne ind på scenen, så historien kan gå i gang. Det lyder indbydende.

Vi møder Kathrine på fyrre, som har tegn på stress. Hun er begyndt at glemme ting. Ting som f.eks. det at hente børnene fra fritidshjemmet. Der er bare lige dét, at Kathrine ikke føler sig stresset. Hun har nemlig fået demens. Hendes mand, Peter, prøver at fortsætte deres liv som før, og søsteren, som arbejder på et plejehjem, oplever udefra, hvordan familien langsomt splittes ad. Sara Klein gør sig godt i rollen som den omsorgsfulde søster, der fungerer som familiens klippe.

Tankerne kan fange os i fortidens minder om relationer og mønstre, men hvornår er nok nok? Hvor går grænsen for, hvornår vi gør noget for en anden person, versus hvornår vi gør noget for egen vindings skyld?

Dette demonstrerer Teater Pondus via parret Else og Lauritz, hvor Lauritz er på et plejehjem med demens. Det bliver tragikomisk at overvære Lauritz, som spilles af Jesper Bruun, når han mumleråber: ”Jeg vil have min Else”, mens han skubber ”den rigtige” Else væk.

Jeg vidste nærmest ikke, om jeg skulle grine eller græde, hvorpå jeg fik leveret en tung sten i maven, hver gang han forlod scenen. Ydermere kunne jeg virkelig sætte mig ind i Elses dilemma, og jeg fik lyst til at hjælpe ham, ligesom hende. Klumpen rykkede sig længere op omkring tårekanalerne, når Kathrine, som blev spilles af Louise Kilhof, havde sine grædefærdige scener, hvor ikke en eneste tåre fik lov til at bryde ud. I hvert fald ikke på hende.

Forestillingen er ikke kun tragedie på tragedie, men faktisk står menukortet også på et yderst delikat sølvfad, hvor humor er en del af hovedretten.

Jeg grinte hver gang Kathrine kom ind på scenen med den samme genstand i hånden, mens ordene ”Hvad ER det her??” lød fra hendes mund. Eller når Peter sad med familiealbummet, mens han fortalte om dengang, han vrikkede om, udklædt som Julemanden, og fik børnene til at skrige af skræk, fordi de så Julemanden blive kørt væk af en ambulance.

Samspillet mellem skuespillerne fungerer også godt, og på trods af de teatralsk planlagte positurer og gågange, som ellers kan være et sats, spillede det hele bare sammen. Det gør det bestemt heller ikke værre af, at Mikkel Triers manuskript er så enormt smukt og poetisk skrevet. Stor cadeau herfra. Der var mange fine sætninger at memorere, som f.eks. titlen på stykket, som jeg ikke vil afsløre, hvad betyder.

Rekvisitter blev der sommetider gjort brug af. Der blev f.eks. hevet et billedalbum frem, en kage, pilleglas o.l. samt stole. Det hele opvejede historien rigtig fint. Intet synes at være overflødigt.

Denne forestilling er en poetisk fortælling om demens, som sætter en masse tanker i gang. Hvis du har let til tårer, er det en god idé at medbringe et lommetørklæde, og er til tragikomiske forestillinger, med vigtige budskaber og læresætninger, vil denne forestilling være et godt bud på en givende lille halvanden times tid.

Teater Pondus
Østre Kapel, Vestre Kirkegård, 2450 København SV

Spilleperiode: 18.-28. juli 2018

Set den 24. juli 2018

Foto: Oliver Salim Benameur

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

www.teaterpondus.com/

Medvirkende: Sara Klein, Louise Kilhof og Jesper Bruun

Dramatiker: Mikkel Trier

Instruktør: Annika Johannessen

Koreograf: Ida Kenskov

Lyddesigner: Mark Viggo Krogsgaard

Lysdesign og afvikling: Hugin Ravn Hendriksen