Anmeldelse: Tre søstre, Teater Momentum og Den Danske Scenekunstskole, Odense
Af Thormod S. Kamban
Det unge afgangshold fra Den Danske Scenekunstskole drister sig ud i en Tjekhov- klassiker. Et ægte intriger- spil om drømme, kærligheden og meningsløsheden. Stykket centrerer sig omkring de tre søskende Irina, Olga og Marsha (Sarah Juel Werner, Amanda Bøgestrøm og Josefine Tvermoes). Efter deres far, generalen, er død sidder de tilbage i en lille russisk garnisonsby. Drømmen om at flytte til Moskva, og få en ny start på deres tilværelse, lever stadig. Alt imens begynder spillet imellem søstrene, ægtefolk, familie og andre venner af familien.
Stykket har bestemt et par år på bagen. 118 år helt præcist. Uden at vi får en egentlig ordentlig introduktion af vores karakterer, bliver vi kastet direkte ind i en anden tid. Scenen er sat med seks sorte skillevægge, en masse kufferter, stearinlys og to hvide bagtæpper med let gennemsigtighed, og under disse omstændigheder aser og maser skuespillerne med at få replikkernes mening ud. Tjekhov kan være tungt teater med megen dramatik i mange situationer, replikker, bevægelser snarer end i selve historien. Peter Kunz har desværre ikke formået at bringe liv til de mange, ellers gode, scener undervejs.
Stykket kanter sig igennem med en tung tonalitet i replikkerne, der synes ens, eftersom skuespillerne, afhængig af deres karakterer, afleverer replikkerne på næsten samme måde. Selv Lue Støvelbæks overdrevent tilfredse skolelærer og ægtemand til Marsha, og Natasha (spillet af Anna Bruus), den temmelig selvoptagede, kuriøse og materielglade hustru til søstrenes bror Andrei (Anders Skov Madsen) der synes morsomme, kæmper lidt og får samtidig overspillet en tand. Kun et par få gange i stykket, når en skuespiller bryder den fjerde væg med en overdådig replik eller kæk bemærkning, synes tonaliteten at give mening. Noget skuespillerne gør ret godt, er når de dyrker pauserne imellem replikkerne, så visse ting der bliver sagt får lidt efterklang i vores bevidsthed. Det virker utrolig effektivt.
Selvom vi prøver på at lære personerne at kende igennem deres handlinger, er der mange karakterer der hele tiden tager teten til andres konflikt i stykket, så du føler aldrig rigtig at du når til bunds i Irinas tvivlsomme giftermål med baronen eller Marshas store kærlighed der må drage i krig. Endsige aldrig lære personerne helt at kende. Mange russiske navne bliver spyttet ud både i starten og senere hen, men selv familieforholdet kan blive svært at finde hoved og hale i.
Noget af det bedre i stykket får man i form af musikken fra Frederik Bak og Christian Moosdorf, der leverer en fantastisk underliggende stemning for hele stykkets karisma. Kontrabassen der både blødgører overgange, skaber spænding og chok og mandolinen der ydmygt fremprovokerer den melankolske stemning. Sammen med Jens Klastrups minimalistiske scenografi og lys, formår de at løfte rigtig meget af stemningen i stykket.
Stykket har jo en aura af meningsløshed. Det kunne jo muligvis forklare et eller andet. Men selv når karaktererne når punktet for meningsløshed, føles det alligevel aldrig specielt troværdigt. Det kan muligvis skyldes endnu manglende erfaring. En replik er jo ikke bare en replik, men kan vendes i munden på mange måder. Det kræver noget. Også fra instruktørens side. Der er masser af fede replikker og dialoger, som man vel må tilskrive delvis Tjekhov, og delvis Kjeld Bjørnager og Ejnar Thomassens oversættelse samt Kunz’ bearbejdelse af samme.
Den flyver rundt med mange tematikker, der aldrig rigtig bliver ført helt til dørs, og det gør også at man går ud derfra med en følelse af manglende aktualitet. Hvad vil den mig? Hvad prøvede den på at fortælle mig?
Det er utrolig modigt, at de har taget springet ud i det, uden at skulle modernisere Tjekhovs klassiker for meget. Det tager jeg hatten af for. Men de lige knapt to timer er altså utrolig lange og det bliver, desværre, aldrig rigtig spændende, for alvor dramatisk, endsige morsomt når den prøver på det. Historien er jo i sig selv bygget meget op af fremdreven karakterhandling, og herved mister man allerede et led. Måske man skulle have valgt et andet stykke, for det føles egentlig som om at skuespillerne udmærket kan, men er lidt hæmmet på scenen. Eller at stykket muligvis skulle have prøvet at udfordre originalen lidt mere. Når skuespillerne kvæder en vise eller nynner med på nogle simple, melodiske linjer, bryder den fjerde væg eller smager godt på ordene, så rammer den stemningen allerbedst.
Den Danske Scenekunstskole, Odense (afgangsforestilling)
Teater Momentum, Ny Vestergade 18, 5000 Odense C
Spilleperiode: 25. maj-8. juni 2019
Spiller herefter i perioden 12.-14. juni 2019 på Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K
Set den: 27. maj 2019
Fotos: Den Danske Scenekunstskole, Odense
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
www.teatermomentum.dk/event/tre-soestre/
Medvirkende: Amanda Bøgestrøm Isaksen, Anders Skov Madsen, Anna Bruus Christensen, Josefine Tvermoes, Lue Dittmann Sanden Støvelbæk, Niels Skovgaard Andersen, Sarah Juel Werner, Thomas Diepeveen, Frederik Bak (Syddansk Musikkonservatorium) og Christian Moosdorf (Syddansk Musikkonservatorium)
Bearbejdelse og instruktion: Peter Kunz
Oversættelse: Kjeld Bjørnager og Ejnar Thomassen
Scenografi og lys: Jens Klastrup
Kostumedesign: Mette Birch
Varighed: 1 time og 45 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod