Anmeldelse: Vi åbner munden – og hører sammen, Warehouse9

Af Ea Melissa Christiansen

”They hurt you at home and they hit you at school. They hate you if you’re clever and they despise a fool. Till you’re so fucking crazy you can’t follow their rules. ”

Sådan lyder introen til John Lennons “Working Class Hero”, som med sine tematikker omkring fællesskab og troen på en bedre fremtid, indleder performance koncerten Vi åbner munden – og hører sammen. Dette som en del af programmet til årets CPH STAGE. Det er Annika Kristensen Barkan der står i spidsen for forestillingen, og med sig på scenen har hun Mika Forsling, som står for det musikalske aspekt, og hendes far, Karl Kristensen, der optræder kort via en computerskærm. 

Performancekoncerten er placeret inde i Warehouse9, som med sine halvt krakelerede og halvt murstens belagte vægge, pryder stemningen til arbejderklassens trænge vilkår. Som en kontrast til dette, er der tilført lidt af nutidens hipstertendenser med rekvisitter af teaktræsmøbler og musikalsk gear, der med sine mange ledninger, fletter sig rundt på scenegulvet. Dette bliver der også senere gjort grin med, når Annika belyser, at billige hipsterøl og wannabe opsmøgede murerbukser, prøver på at fremmane en identitet, som stadigvæk ikke kan sammenlignes med arbejderklassens.

Annika sidder begravet under en masse bøger, og ”arbejdernes sangbog” fanger mit blik, mens hun under bøgerne synger til Mikas guitarspil. Selv da hun rejser sig op, gemmer hun sig bag denne bog, nærmest som et hint til de glemte melodier, vi sammen skal finde på ny.

Det er både en forestilling såvel som en opsang, der passer fint til den kommende valgkamp, hvor vi konstant skal høre på politikernes løfter om en bedre fremtid. Ligeså drømmer Annika også, så hun vælger at udskrive sit eget partiprogram. Her er solidaritet og fællesskabet i fokus, mens had er forbudt.

Vi får et flash back til barndommens glæder, hvor Annika deler sine tanker om, hvordan hun i baggårdens legerum, havde en ukuelig tro på den bedre verden, hun snart ville komme i møde. Og om hvordan hun altid blev hjulpet op igen, når hun faldt og slog sine små knæ. Ligeså minder hun os om, hvordan vi som små, bliver oplært i at hjælpe hinanden i et fællesskab, som et slags wake-up call til de voksne, der har glemt at tage lige netop dette med sig, da de trådte ind i de voksnes rækker, hvor egoet og tanken om individualisme som ofte har taget over.  

Hvad blev der af det med at kende sine naboer? Hvad blev der af fællessang og fællesmiddage og hvorfor sender vi emojis om at fiske til hinanden, når vi i stedet kunne samles om at fiske i den virkelig verden?

Annika sætter en masse livsvigtige spørgsmål op, som der både kan funderes over undervejs, når ordene erstattes af musik og lader tankestrømmen flyde. Dette sker også, når vi overværer samtalen med hendes far, Karl Kristensen, der via et videoopkald snakker om, hvordan elektronikken distancerer os fra hinanden. Ofte fordi det er nemmere at sende f.eks. en upersonlig sms end at arrangere et reelt møde.

Annikas tilstædeværelse på scenen er skøn, og hun formår, uden det helt store følelses-hurlumhej, både at vende hårde tematikker såvel som bringe latter ud blandt publikum fra tid til anden. Vi behøver ikke altid at råbe op og skeje ud, sommetider kan en snak fra hjertet af – eventuelt opløftet af musik, være lige så givende.

Mika og Annika er også enormt søde sammen på scenen, dette især mens de leger med udtryk, budskaber og vender ”de nye melodier” sammen.

Mikas entusiasme mærkes når han hoppende indlever sig i enhver musikalsk passage, lang som kort, og om det er fordi lige deres lyd rammer mig, ved jeg ikke, for jeg synes samtidig de rammer et rimeligt bredt spektrum af musikkens alsidige genrer.

Dette både med oplelvelsen af alt fra guitarspil til… ”savspil”, og så vidste jeg ikke, at en spilledåse kunne lyde SÅ blæret. De forskellige beats og special effects der gøres brug af, fik mig ofte til at rokke med hovedet. Enten fordi min krop ville danse eller min stemme synge. Ja, måske fordi jeg i princippet selv hungrede efter at åbne munden og høre sammen. Jeg følte mig inddraget, selv om jeg blot sad som publikum bag den usynlige fjerde væg. 

I Annika Barkans ukuelige barndomsdrøm om at tilstræbe et egalitært samfund er det rart at kunne læne sig tilbage og nyde. Nogle vil måske mene, at stykket burde udvikle sig mere undervejs, endvidere fordi det uopiske billede på nogle vil virke en kende naivt, men om ikke andet, passer det ind i stykkets ånd, for budskabet er vel også at vi bør fordybe os, sammen, frem for at lege evigheds pendlere, alene?

Vi åbner munden – og hører sammen er en forestilling for den performancemindende person, der elsker at reflektere samt fordybe sig i samfundet eller livets store spørgsmål. Ligeså appellerer den til den musikglade person, der nyder at opleve eksperimenterende musik der i støbejernet blandes sammen med andre kreative genrer. 

Så hvad siger du? Skal vi rive muren ned, åbne munden og høre sammen?

Warehouse9, Halmtorvet 11, København V

Spilleperiode: 27.-28. maj. 2019

Set den 28. maj 2019

Fotos: Andreas Bergman Steen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Annika Kristensen Barkan og Karl Kristensen

Videodesign: Troels Jensen

Dramatiker og forfatter: Annika Kristensen Barkan

Komponist: Mika Forsling

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Techno, Aarhus Teater (og Republique)

Af Caroline Schrøder   Knap 100 meter fra Aarhus Teater, lidt længere nede ad ...

Anmeldelse: Ulvehøjen, Teater V (Limfjordsteatret)

Af Christian Skovgaard Hansen   De fleste forbinder Knud Torben Grabow Christensen – bedre ...

Anmeldelse: TRANSIT, Teatret Svalegangen (Von Baden)

Af Lea Damgaard   Teatergruppen Von Baden ønsker at tage fat i samfundsaktuelle emner. ...

Anmeldelse: Hvem har æren?, Odense Teater

Af Emil Veber Rasmussen   Som fire stolte haner sidder de i hver deres ...

Anmeldelse: En Er For Lille, Dramaterne

af Pernille René, gæsteanmelder   Hvem husker ikke Scala? Store, små, gamle, unge. Stort ...