Anmeldelse (re-anmeldelse): Troen og Ingen, Folketeatret (Teatret Svalegangen)

NB! Dette er en re-anmeldelse af Troen og Ingen. Læs vores anmeldelse fra premieren på Teatret Svalegangen i januar 2018 her.
Af Line Weien Hoffmann
Troen og Ingen er en smuk og intens forestilling, der fremstiller sorgen som den virkelig er i al dens kompleksitet. Publikum røres og fortvivles, men efterlades også fortrøstningsfulde og med et genfundet håb og tro på livet. Det er en musikdramatisk fortælling baseret på Søren Huss’ sorgalbum af samme navn. I 2007 mistede Saybia-forsangeren sin kæreste og livs kærlighed i en bilulykke, og Teatret Svalegangens forestilling følger de efterladte i tiden efter tabet.

I Troen og Ingen medvirker fire skuespillere og sangere, der spiller den efterladte ægtemand, bror og nære veninde samt forskellige bipersoner, der optræder i periferien af ægtemandens liv: En pædagog fra SFO’en, en telefonsælger m.m.
Forestillingen bliver i programmet beskrevet som en collage af musik og dramatik, og den fragmenterede form fungerede utroligt godt til formidlingen af minder og følelser. Man husker sjældent tilbage på sine minder som lineære kronologiske handlingsforløb; de er langt mere fornemmelser af følelser eller glimt af billeder, og sådan blev det også fremstillet i forestillingen. Man ser bl.a. den efterladte bror, side og kigge på et gammelt legehus mens han i en monolog, der også består af fragmenterede glimt af deres barndom, mindes sin afdøde søster.

Scenografien af Siggi Óli Pálmason var simpel, og alligevel meget udtryksfuldt, da den udelukkende bestod af en helt masse sorte kasser. Disse kasser var ved forestillingens begyndelse bygget op som en mur foran scenen, og de fungerede derved som scenetæppe. Til lyden af et biluheld, brasede væggen sammen, og blev således en visuel fremstilling af karakterernes verden der ramlede sammen.

Kasserne fungerede senere i forestillingen som både fodgængerovergang og som kasser med den afdøde kvindes ting, og blev trods deres simplicitet et betydningsfuldt virkemiddel og en visuel rød tråd.
Selvom skuespillerne alle leverede dygtige og rørende præstationer, var det særligt sangene, der bar forestillingen, og det var her, de mest følsomme øjeblikke opstod. Teksterne fra Søren Huss’ album ”Troen og Ingen” er hudløst ærlige, og de handler både om mørke og tomhed, men også om et spirende håb, og sangene kom i den grad til sin ret, da skuespillerne alle var både dygtige sangere og historiefortællere
Skuespillerne blev i deres sange akkompagneret af et liveband, og det tilføjede noget særligt til lydbilledet, da det hele blev mere ægte og nærværende.

Det smukke og rørende ved Troen og Ingen er, at alle karaktererne og deres følelser er så menneskelige: Ægtemanden der bryder fuldstændig sammen og dårligt kan tage sig af sin datter og veninden, der både er vred og såret. Sorgen, der fremstilles i alle sine ekstremer og facetter: Vreden, fortvivlelsen, melankolien, nostalgien og det langsomt, langsomt spirende håb.
Det absurde ved, at verden ikke går i stå, når man oplever så knusende et tab, men at hverdagen går videre, som om intet var sket, får også sin plads i Troen og Ingen. Et eksempel på dette er, telefonsælgeren, der ringer for at sælge ægtemanden et abonnement til ”Dyrenes Venner”, fordi der er så forfærdelig mange fisk og elefanter, der dør – og dette midt i begravelsen.
Troen og Ingen er en påmindelse om, at livet går videre selv efter tabet af ens allernærmeste, og at det med tiden bliver bedre og lettere at leve med sorgen. Selvom albummet ”Troen og Ingen” i høj grad er Søren Huss’ egen sorgbearbejdelse, så har både sangene derfra, samt denne forestilling baseret på dem, meget at sige os alle. Forestillingen kan anbefales til alle de, der ønsker at opleve intens og rørende musikdramatik.
Gæstespil af Teatret Svalegangen
Hippodromen på Folketeatret, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 6.-17. november 2019
Set den 6. november 2019
Fotos: Montgomery
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/shows/troen-og-ingen/
Medvirkende: Jullie Hjetland, Anna Ur Konoy, Ashok Pramanik og Albert Stein Ankerstjerne
Idé og instruktion: Per Smedegaard
Dramatiker: Jeanette Munzert
Musik/tekst: Søren Huss
Musikere: Niels Søren Hansen/Søren Graversen, Nikolaj Heyman, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen
Produktion: Teatret Svalegangen
Scenograf: Siggi Óli Pálmason
Varighed: Ca. 80 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod