Anmeldelse: Urinetown, Østre Gasværk Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

I foråret 2019 satte Fredericia Teater under ledelse af daværende teaterchef Søren Møller også Mark Hollmann og Grey Kotis’ musical fra 2001 op. Nu har Søren Møller taget Urinetown med til Østerbro Teater, hvor den nu kan opleves på Østre Gasværk Teater. Noget er som dengang, men en del er også nyt.

Der har i de sidste mange årtier været tørke, hvilket har gjort, at der er mangel på vand, og at samfundet lever i stor fattigdom. Kombinationen af de to ting gør, at den almene befolkning har svært ved at betale for deres toiletbesøg. Ved Facilitet nr. 9 holder byens fattigste til, og de får sværere og sværere ved at have penge nok til at kunne komme på toilettet. Nye afgifter gør, at prisen bliver dyrere og dyrere, så befolkningen har sine problemer.

Det er ulovligt at klare det, som man skal, andre steder, og ordensmagten slår hårdt ned på dem, der forbryder sig mod at bruge faciliteterne. Forbryder man sig mod loven, venter straffen, og man deporteres til det ukendte, mystiske ”Urinetown”. Totalitarismen hersker.

Alt imens byens fattige lever i armod, lever Cladwell B. Cladwell i stedet på toppen af samfundet, og han og hans selskab med det sigende navn ”Urine Good Company” har både politikere, politiet og pengene i sin hule hånd. Kapitalismen sættes under lup. Hans datter med det sigende navn Hope giver dog sprækker i forretningsimperiet, og spørgsmålet er, om det kan bestå…

I sig selv er det ikke nogen appetitlig musical, og ser man kun på det sagte og sungne ord er handlingen måske nok lidt forudsigelig og simpel. Dér, hvor Urinetown til gengæld vinder, er på alt det usagte og det, der ligger under det hele. Mark Hollmann og Grey Kotis har her fikst lagt en masse referencer og metafiktion ind, og udover at være ganske morsom sine steder, italesætter teksten også en række mere alvorlige emner. Klimaforandringerne, vores (over)forbrug af verdens ressourcer, ulighed i samfundet og revolution er de tydeligste emner, men også det politiske samfund, korruption og civil ulydighed for at nå et højere mål fylder.

Herudover er der også en kærlighedshistorie, når oprørslederen Bobby Strong forelsker sig i den ondes datter Hope. Musicalen har – heldigvis – noget kløgtigt på hjerte, og samfundet(s udvikling) viser os, at den også har en betydning i 2024! Det kan ikke diskuteres, men det er nok individuelt, hvor morsom man synes selve handlingens indpakning er…

Både skuespil, sang og dans balancerer mellem det alvorlige, det ironiske og det humoristiske, som dog visse steder nærmer sig det platte. Kim Ace Schjerlunds iscenesættelse sørger dog for den rette balance, så det hele ikke vælter ned ad (tisse)brættet.

Udover at instruere har Kim Ace Schjerlund igen stået for koreografien. Den har stadig kant og energi, og en række af dansetrinene er velkendte, men de præsenteres her i uventede og utroligt sjove situationer.

Mads Rømer Brolin-Tani spiller betjenten Lockstock, som også fungerer som historiens fortæller, perfekt og med lune, og han har en ganske glimrende sangstemme. Som beboer i byen og medfortæller har Sicilia Gadborg en tilpas barnlig naivitet og hendes mange spørgsmål er nok afbrydende, men samtidig bydende nødvendige, og man kan kun holde af hende. De to skaber den perfekte ramme for at drive historien frem.

Kurt Ravn ser ikke ond så ud, hvilket måske netop er grunden til, at han alligevel fungerer så godt som den tilpas kyniske skurk, der ikke tøver med at slå ned på oprøret. Hans datter Hope spilles sødt, men samtidig trodsigt af Katrine Schmidt Nørgaard, der giver figuren noget kant, når hun tager kampen op for et bedre samfund. Thor Vestergaard som Bobby Strong synger flot, men han er samtidig lidt for fersk og anonym i helterollen.

Kim Ace Schjerlund er også på scenen, og sammen med Max-Emil Nissen, Mads Æbeløe Nielsen, Maria Skuladottir og Julie Steincke leveres fine ensemblepræstationer, om end Steinckes småroller måske ikke passer helt godt til hendes normalt sikre præstationer.

Musikken leveres til perfektion live af Thomas Møller og hans orkester i Gasværkets imponerende lyd. Sangene er ganske gode, og de fleste af dem er med til at løfte forestillingen.

Scenografien af Nevena Prodanovic er den samme som sidst. Selve scenografien er i sig selv stadig ganske effektfuld og begavet i sin rå stil, men den drukner desværre lidt i Gasværkets store scenerum, så den ikke altid kommer til sin ret. Den fungerer dog perfekt under Cladwells sang ”Vær’ ikke en kanin”, hvor kaninen projekteres op på væggene, og når sluserne åbnes, så det hele løber over, og det beskidte vand fylder salen. Brian Njies fine lysdesign hjælper dog scenografien på vej, når der let skiftes mellem livet på samfundets bund og samfundets top.

Urinetown er original, anderledes og tilpas plat og humoristisk samtidig med, at der bestemt er noget dybere i handlingen. Om samfundet og verdenen i det hele taget nogensinde vil komme i bedre balance, er en anden sag.

Østre Gasværk Teater, Morten Grunwalds Plads 1, 2100 København Ø

Spilleperiode: 22. marts-14. april 2024

Set den 22. marts 2024

Fotos: Østre Gasværk Teater

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.gasvaerket.dk/forestillinger/urinetown

Medvirkende: Kurt Ravn, Mads Rømer Brolin-Tani, Sicilia Gadborg, Julie Steincke, Maria Skuladottir, Thor Vestergaard, Katrine Schmidt Nørgaard, Max-Emil Nissen, Mads Æbeløe Nielsen og Kim Ace Schjerlund

Musik og tekster: Mark Hollmann

Manuskript og tekster: Grey Kotis

Instruktion og koreografi: Kim Ace Schjerlund

Scenograf: Nevena Prodanovic

Kostumedesigner: Anna Juul Holm

Lysdesigner: Brian Njie

Lyddesigner: Tim Høyer

Kapelmester: Thomas Møller

Musikere: Thomas Møller, Allan Nagel, Steen Nikolaj Hansen, Frederik Larsen, Kristoffer Nybye og Henrik Hou

Oversættelse: Mads Æbeløe Nielsen

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod